Nyt kombineret checkvejnings- og serialiseringssystem til lægemiddel- og kosmetikindustrien

Nyt kombineret checkvejnings- og serialiseringssystem til lægemiddel- og kosmetikindustrien

Det kompakte system CT33 byder på integration af Track & Trace og checkvejning med henblik på kvalitetskontrol og beskyttelse af varemærker i et enkelt system, som er ideelt til små til mellemstore producenter af lægemidler og kosmetik

Mettler-Toledo Product Inspection har lanceret en ny kombineret løsning til Track & Trace og checkvejning rettet mod små og mellemstore producenter i lægemiddel- og kosmetikindustrierne.

Systemet Mettler-Toledo CT33 giver operatører adgang til dyb integration mellem Mark & Verify-funktioner, serialisering og præcis vejning, hvilket hjælper dem med at sikre overensstemmelse med de givne krav, bedre beskyttelse af varemærket, kvalitetskontrol og sporbarhed gennem forsyningskæden.  

Virksomheder kan benytte CT33 til serialisering af individuelle æsker og dermed styrke gennemsigtigheden i forsyningskæden, hvilket hjælper producenter af lægemidler og kosmetik med at beskytte deres varemærker mod det alvorlige problem med forfalskede produkter.

De serialiserede æsker føres ind i checkvægten, hvor præcisionsvejning baseret på FlashCell EMFR-teknologien gør det muligt at udføre fuldstændighedskontrol og derved sikre, at alle produktkomponenter, herunder indlægssedler, er til stede.  

CT33 er opbygget omkring det modulære stel fra Mettler-Toledos C-serie. Det betyder, at kunderne kan vælge mellem en lang række konfigurationer, herunder med varmeoverførelsesprintere og smartkameraer, afhængigt af den anvendelse, systemet konstrueres til.

Stellet fra C-serien er også nemt at rengøre. Operatørerne kan interagere med såvel checkvejnings- som Track & Trace-softwaren via et enkelt HMI.

De to funktionaliteter er blevet integreret for at gøre systemet mere brugervenligt, og alarmer og notifikationer vedrørende auditsporet er samlet ét sted, ligesom de fleste indstillinger er tilgængelige via Track & trace-softwaren.

Den integrerede hardware er også til gavn for kunderne, som får adgang til to forskellige produktinspektionsteknologier i et enkelt, kompakt system. 

Forbedret produktivitet
En helt ny funktion i CT33 er håndteringsenheden til tværgående justering, som letter produktskift. Enheden sørger for, at æsker fra opstrøms forarbejdningsmaskiner placeres korrekt på transportbåndet med henblik på mærkning, verifikation og efterfølgende præcisionsvejning.

CT33-systemets evne til automatisk at annullere frasorterede produkter forbedrer produktiviteten og brugervenligheden yderligere.

Det indebærer, at æsker, der passerer systemets serialiseringsfase, men derefter frasorteres af checkvægten, ikke behøver at blive scannet manuelt af operatøren for at registrere det frasorterede produkts serienummer. Takket være den forbedrede produktsporing registreres denne information automatisk.

CT33-systemets præcise størrelse afhænger af konfigurationen, men systemet vil have en længde på op til ca. 1,5 meter.

Det kan behandle æsker med en højde, bredde og længde på op til 200 mm, med mindstemålene 10 mm × 45 mm × 25 mm (højde × bredde × længde) og med en maksimal vægt på 600 gram.

Det højeste gennemløb er 300 artikler i minuttet, og transportørens højeste hastighed er 60 meter i minuttet. 

- Vi ved, at serialisering og kvalitetskontrol er vigtige aspekter for alle virksomheder i lægemiddel- og kosmetikbrancherne, udtaler Marco Pelka, Head of Market Management hos Mettler-Toledo PCE.

- For små og mellemstore producenter er det afgørende, at de kan gøre brug af produktive, men samtidig omkostningseffektive inspektionsløsninger, der giver dem disse fordele. Og det er med præcis dette formål for øje, at Mettler-Toledo har udviklet CT33-systemet: sporbarhed, kvalitetskontrol og produktivitet integreret i ét kompakt system, som det er nemt at finde plads til på produktionslinjen.

-hawin

26/10 2022