Alpi indvier lagerhotel og udnævner ny chef
Niels Arne Markussen (tv) og Jens Ole Bligaard, som er ALPIs nye logistik- og terminalchef i virksomhedens nyetablerede lagerhotel i Hammerum

Alpi indvier lagerhotel og udnævner ny chef

Logistikvirksomheden har nu fuldendt opførelsen af både godsterminal og lagerhotel i sit nye logistiskcenter. Jens Ole Bligaard ny chef for området.

Godsterminalen stod færdig i maj 2016, og nu har ALPI også taget det store, moderne lagerhotel i brug i Hammerum.

Dermed er samtlige af ALPIs logistikfunktioner flyttet fra Lind og samlet under samme tag.
På godsterminalen med 72 porte læsses og losses dagligt omkring 100 lastbiler, der kører til og fra hele Europa.

Lagerhotellet, der benyttes til opbevaring og pakning af varer for mange af ALPIs både danske og udenlandske kunder, er udstyret med splinternye pallereoler og helt moderne læsse-og losseudstyr. En stor del af lagerhotellet benyttes som pakkeområde for de kunder, der har udliciteret alle deres lagerforretninger til ALPI, herunder altså også modtagelse af varer samt pakning og forsendelse af alle kundeordrer. Dette er et forretningsområde, der har udviklet sig meget hos ALPI de seneste år.

Ny logistikansvarlig
Samtidig med at terminal og lagerhotel nu er samlet i Hammerum, overtager 52-årige Jens Ole Bligaard ansvaret for alle ALPIs logistik- og terminalaktiviteter i Hammerum. Jens Ole har mange års erfaring indenfor speditionsbranchen , heraf de sidste 8 år hos ALPI. Det er således en erfaren mand, som skal videreudvikle ALPIs logistikaktiviteter.

Opførelsen af tredje og sidste etape, administrationsbygningen, er i fuld gang og forventes færdig i september i år.

-lipe


7/2 2017