Base Erhverv bygger nyt Logistikcenter for Normal i Hedensted

Base Erhverv bygger nyt Logistikcenter for Normal i Hedensted

Den danske detailkæde Normal har valgt entreprenørvirksomheden Base Erhverv, Horsens, som totalentreprenør på opførelsen af et nyt logistikcenter i Hedensted. Projektet er det største nogensinde i Base Erhvervs historie

Det nye logistikcenter bliver på næsten 80.000 kvadratmeter lager og kontor samt næsten 60.000 kvadratmeter areal til parkering, specielt af lastvogne. Projektet udføres på en næsten 200.000 kvadratmeter stor byggegrund, som Normal har købt af Hedensted kommune.  

Byggestart på totalentreprise-projektet er den 1. august, og det nye logistikcenter afleveres kort før jul 2022 til Normal. I dag har detailkæden logistikcenter i lejede lokaler i Gedved, Horsens Nord. Med det nye logistikcenter i Hedensted får virksomheden tre gange så meget volumen som i dag.

Normal er en danskejet detailkæde, som åbnede dørene til den første butik i Silkeborg i foråret 2013, og siden da er der åbnet næsten 300 butikker i Danmark samt yderligere fem lande: Norge, Sverige, Holland, Frankrig og Finland.

Normal forventer en fortsat kraftig vækst i antallet af nye butikker udover Europa, og har derfor behov for yderligere logistikfaciliteter.

'Normal Logistikpark' i Hedensted opføres med henblik på at opnå DGNB Guld certificering. Projektet udføres i et samarbejde med ingeniørfirmaet Rønslev, Horsens, og arkitektfirmaet Frost Larsen, Skanderborg.

Projektchef Kennet Gregersen, Base Erhverv, siger:

- Vi har vundet projektet i konkurrence, og vidste faktisk ikke, at det var Normal, der var bygherre. I første omgang takkede vi nej på grund af projektets omfang, men bygherrens rådgiver, ak83 i Aalborg, spurgte os så igen, om vi var sikre, og da vi samtidig fik at vide, at Normal var bygherren, gik vi i gang. Ikke mindst fordi vi tidligere havde bygget virksomhedens domicil i Skanderborg. Vi vurderede simpelthen, at vi nok aldrig ville få en bedre chance, når en 2. gangs kunde henvendte sig direkte til os.

 - Udover lagerhal med reoler og trucks-baner, omfatter projektet 5.000 kvadratmeter kontor samt køkken- og badefaciliteter til chaufførerne. Valget af materialer er det samme som på Normals domicil i Skanderborg. Desuden omfatter projektet et stort udendørs anlæg med regnvands-bassiner og P-arealer til mange lastbiler, siger han.

'Normal Logistikpark' opføres med betonelementer på de nederste 2,5 meter, mens sandwich-elementer benyttes som materiale i resten af højden. Projektet opføres altså med vægge som en kombination af beton og stål.

Normalt gennemføres byggeprojekter med Base Erhverv as som hoved- eller totalentreprenør ved hjælp af en enkelt bygge- eller projektleder på byggepladsen.

Men i dette projekt, der er det største i Base Erhvervs historie, er der behov for fem til seks faste medarbejdere – altså et Base-team af hidtil uset størrelse på ét byggeprojekt.

Lige bortset fra da Base opførte nyt domicil til IT-koncernen Systematic i Aarhus for bygherren Olav de Linde.

I februar 2019 indviede Normal sit nye domicil på 3.600 kvadratmeter i Skanderborg, som Base Erhverv opførte i hovedentreprise.

Administrerende direktør i Normal, Torben Mouritsen, der også er en af selskabets stiftere, sagde efter afleveringen af det nye domicil i Skanderborg bl.a.:

- Samarbejdet har været tillidsfuldt hele vejen igennem. Vi følte nærmest, at vi byggede en flyver samtidig mens vi fløj afsted, for vi havde jo et færdigt projekt, men kom hele tiden i tanke om ændringer, som vi gerne ville have lavet. Det kræver enorm fleksibilitet fra en entreprenør at kunne absorbere og håndtere de ting.

- Og det har Base håndteret rigtig fint. Der var i hele processen aldrig en dårlig tone, men altid en pragmatisk tilgang. Og jeg føler også, at vi stillede krav til hastighed, hvornår vi skulle være færdige – ja, vi pressede faktisk hårdt på. Men Base tog så bare 'ja-hatten' på, og sagde, at det skulle de nok løse. Og det gjorde de.

-hawin

9/6 2021