Rejsegilde i Køge

Rejsegilde i Køge

Skelettet til PostNords kommende og 31.000 kvadratmeter store lager på plads

Onsdag den 5. april kunne PostNord fejre rejsegilde for de mange, som er involveret i opførslen af Danmarks største lager for tredjepartslogistik i Køge.
 - Tredjepartslogistikken handler om, at vi kan håndtere varelager, plukning og pakning og andre værdiforøgende aktiviteter på vegne af vores kunder – ud over den logistik, vi naturligvis også er kendt for, siger chef for e-commerce og logistik hos PostNord, Carsten Dalbo Pedersen.

Byggeriet i Køge bliver 31.000 kvadratmeter stort, og dermed øger PostNord sin lagerkapacitet med 50 %. Når bygningen står klar til drift omkring årsskiftet, vil der være tale om et stort moderne TPL-lager, hvor varerne kan stables i op til 12 meters højde.

 - Vi har nået en vigtig milepæl for både selve byggeprojektet og for vores store satsning på vækstområdet TPL. Fundamentet er på plads i mere end én forstand, mens bygningens skelet nu er rejst. Jeg glæder mig ekstremt til, at vi kan tilbyde vores mange kunder førsteklasses tredjepartslogistik og warehousing, siger Carsten Dalbo Pedersen.
Den strategiske placering i Skandinavisk Transport Center (STC) i Køge er valgt med særlig tanke for, at der er let adgang til motorveje med forbindelse til resten af Danmark og internationalt i nord- og sydgående retninger.

 - Når TPL-lageret står endeligt klart, vil vi kunne tilbyde vores kunder i e-handlen at håndtere hele deres lagerflow, så vi hver især gør det, vi er bedst til. For forbrugerne vil det kunne give længere åbningstider i netbutikkerne, og for PostNord er området et vigtigt element i omstillingen til fremtidens profitable logistikvirksomhed, siger Carsten Dalbo Pedersen.

-lipe

5/4 2017