Sport24 og Sports Group Denmark bygger fælles logistikcenter i Silkeborg

Sport24 og Sports Group Denmark bygger fælles logistikcenter i Silkeborg

Om blot syv måneder rykker Sport24 og Sports Group Denmark ind i et nybygget logistikcenter som dermed samler de varer, lager- og logistikaktiviteter, som tidligere har ligget på fem forskellige lokationer. Byggeriet bliver indledt inden for kort tid

Sport24 og Sports Group Danmark er i kraftig vækst og har behov for mere plads. Det skal håndtere Sport24’s online shop og levere ud til deres detailbutikker, mens Sports Group er en engros forretning, der leverer til Sport 24, Sportmaster m.fl.

De har valgt HPH Totalbyg til at opføre de 21.100 etagemeter i totalentreprise med oprindeligt tre bydende. HPH Totalbyg vandt på pris og erfaring. Det opføres ved afkørsel 33 Funder lige ud til Silkeborgmotorvejen.

Med ordren tager HPH Totalbyg et skridt op ad blandt industribyggerne i Danmark. Projektet er det til dato største for entreprenøren, der er specialist i haller og industribyggeri i hele landet.

- Vi glæder os til sidst på året at samle vores aktiviteter fra fem forskellige lokationer, siger Bjarne Jeppesen, CEO i Sports Group Denmark og tilføjer:

- I Sports Groups del får vi 20.000 pallepladser og et velfungerende system til cross stocking. Vi modtager paller i den ene ende og laster dem over i biler i den anden. Med en vækst på 40 procent er det afgørende at få et nyt logistikcenter.

Sport24 indretter en autostore med robotter til at plukke varer i deres voksende online forretning.

12 ramper og en tungtrafik forplads på 8.000 m2 skal betjene trafikken til og fra logistikcentret.

Corona forsinkede beslutningen

- Corona i foråret 2020 fik bygherren til at stoppe op og se, hvad det betød for dem, men vi henter en del af tidstabet med en hurtig og fokuseret byggeproces og regner med at være færdige til jul, siger bygherrerådgiver Lars Vestergaard, Holstebro Arkitektkontor.

- Byggetiden er en vigtig faktor i dette projekt, siger salgschef Thomas Lauritzen, HPH Totalbyg og fortsætter:

 - Flaskehalse i leverancerne ses desværre på flere områder i byggeriet. Men vi bygger meget og kunne sikre en god aftale med Give Elementfabrik, så leverancen er på plads hele vejen i projektforløbet

En stor del af projektet udfører HPH Totalbyg i egenproduktion.

-hawin

25/5 2021