34 porte holder på varmen i KoldingMed valget af Lindabs 80 mm porte har Brink Transport fået et højisoleret lager i sit nye hovedsæde i Kolding.

34 porte holder på varmen i Kolding

Med valget af højisolerede industriporte og fire dockingstationer har Lindab A/S sikret både arbejdsmiljø og effektiv drift i Brink Transports nye distributionscenter

Af Lisbeth Petersen

Der er behov for højeffektive porte i Brink Transport, som sidste år flyttede sit hovedsæde fra det hidtidige, utidssvarende i Rødding til et nyt og større i Kolding. Ud af den godt 1300 m2 kombinerede administrations- og lagerbygning udgør de 1147 et travlt distributionscenter, som, udover de faste lagermedarbejdere, hver dag er arbejdsplads for omkring 25 chauffører, som to gange om dagen kommer for at læsse bilerne.

HPH Totalbyg var hovedentreprenør på byggeriet, som skulle tage mest muligt hensyn til både høj driftssikkerhed og godt indemiljø, og Lindab blev valgt som leverandør af de i alt 34 porte, der er installeret på begge langsider og den ene gavl.

Salgskonsulent i Lindab, Anders Godsk, var med det samme klar over, at der skulle tænkes lidt utraditionelt i byggeriet:

- Som oftest er det 46 mm industriporte, der bliver monteret i den type byggeri. Men lagerbygningen består jo næsten udelukkende af en stærk stålkonstruktion og så porte i lange rækker, og på grund af det høje antal, valgte vi her vores forholdsvist nye 80 mm industriporte, som har en ekstra høj isoleringsevne, fortæller han.

Serviceaftale med god responstid

- Med den samlede løsning har vi etableret en effektiv lagerbygning med mange læssemuligheder, siger salgskonsulent i Lindab, Anders Godsk, som her står foran en af de fire dockingstationer til sættevogne.

Ud over portene til de mindre varebiler havde Brink Transport brug for miljøvenlige læssemuligheder for de store sættevogne, som kører i døgndrift med de årligt over 600.000 leverancer mellem virksomhedens tre terminaler i Jylland og på Sjælland.

- Til dem har vi leveret og monteret fire dockingstationer med læsseramper og sluser, hvor de største lastbiler kan køre ind og læsse af og på, uden at der bliver lukket varm luft ud fra bygningen. Med den samlede løsning har vi etableret en effektiv lagerbygning, hvor der er mange læssemuligheder. Samtidigt opfylder vi alle myndighedskrav om isolering og forhindrer alt for svingende temperaturer for de mennesker, som arbejder i distributionscentret, siger Anders Godsk.

Det er da også en glad og tilfreds transportdirektør, som sammen med medarbejdere og leverandører har taget det nye center i brug.

- Det kan være en kæmpe udfordring at få opført et byggeri, som lever op til både kravene om U-værdi og effektivitet. Normalt har vi ikke opvarmet lagerbygningen, men det har vi haft i de kolde perioder her i vinter, og både porte og dockingstationer fungerer rigtig godt, siger Claus Laustsen, direktør i Brink Transport. Han sætter også stor pris på den lokale serviceudbyder fra det landsdækkende Dansk Portservice, som Lindab er en del af. Aftalen sikrer en løbende, tæt kontakt til kunderne, så de ikke oplever unødvendige driftsstop:

- Responstiden er god, og vi er glade for, at det altid er de samme folk, som både monterer og servicerer portene. Det betyder meget, at de, som kommer, både kender os og installationerne, så vi ikke skal begynde at forklare ’fra Adam og Eva’, når der opstår et problem, siger Claus Laustsen.

 

 

 

 

27/4 2021