Door System fejrer 20 år med stor udvidelse

Door System fejrer 20 år med stor udvidelse

Portvirksomheden har mere end fordoblet antallet af kvadratmeter i Hørning, og kan med øget effektivitet konkurrere på lige fod med Østlandene

Preben Søndergaard lever efter devisen: Man skal ikke dele sine penge og sin kone med andre. Hvad angår hustruen, har det aldrig været på tale, men i en kort periode prøvede Søndergaard at dele ejerskabet af virksomheden med flere.

Til gengæld vil eneejeren af – og direktøren for – Door System gerne dele æren for virksomhedens position på markedet med både de trofaste kunder, de 39 medarbejdere, den daglige bestyrelse og den ledergruppe, som de seneste 10 år har været med til at udglatte nogle af de bump, der har været på vejen i de nu 20 år, portvirksomheden har eksisteret.

Preben Søndergaard kom med en uddannelse som traktormekaniker og nogle års arbejde i portindustrien, da han i 1998 selv startede Door System i en ombygget svinestald lidt uden for Hasselager i Midtjylland.

- Jeg havde jo ingen ledererfaring, men måtte finde ud af det undervejs, og der var været nogle hårde år. Men takket været min familie, som har støttet mig hele tiden, har jeg kunne udleve drømmen med min egen virksomhed, siger han, og uddyber:

- I begyndelsen var vi oppe mod en stor, etableret konkurrent, og det betød, at vi skulle være hurtigere og billigere for at tiltrække kunder. Men vi har hele tiden bestræbt os på, at have et højt serviceniveau og være meget åbne og tilgængelige for vores kunder, og efter ni år blev der sat en stor milepæl, da vi ikke længere nødvendigvis skulle være billigst for at sælge vores produkter.

Al produktion i eget hus
Hvor Door System i starten koncentrerede sig om porte til fødevareindustrien, der stiller stringente krav til isolering og hygiejne, er produktionen med årene udvidet med rulleporte, branddøre, stål- og svingdøre mm.

Bortset fra mindre delelementer, som bliver indkøbt, bliver alt – fra pladearbejde til færdige konstruktioner – produceret i virksomheden.

Og i sommer lukkede produktionen ned i 14 dage for at maskiner og mennesker kunne flytte fire kilometer fra de 2500 daværende til 6000 nyindrettede kvadratmeter centralt i Hørning.

Med mere end dobbelt så meget plads vil Door System fremover have langt bedre mulighed for at optimere produktionen.

- Den større husleje, vi får, bliver fuldstændigt opvejet af den større effektivitet, vi opnår. Før var vi delt op i to afdelinger, nu er vi samlet på et sted, og har opbygget flere produktionslinjer. Sammen med den øgede digitalisering af arbejdet, betyder det, at vi bliver så effektive, at vi kan konkurrere på lige fod med konkurrenter i Østlandene og dermed bevare arbejdspladserne herhjemme, siger Preben Søndergaard, som også kan glæde sig over at være nomineret til både Årets Ejerleder i region Østjylland og til vækstskaberkonkurrencen Entrepreneur of the Year 2018.

11/10 2018