Nassau præsenterer hurtigport på BAU messen i München

Nassau præsenterer hurtigport på BAU messen i München

Den danske producent af industrielle ledhejseporte, Nassau, præsenterer en nyudviklet hurtigport, som hjælper virksomheder med at reducere energiforbruget

Nassau 4000 Sprint hurtigportene består til forskel for de traditionelle ledhejseporte, af en slidstærk PVC-dug, som hurtigt kan bevæge sig op og ned i de specialfremstillede lavfriktionsprofiler.

Man opnår derved en åbnehastighed på op til 2,0 m/s og en lukkehastighed op til 0,8 m/s. Træk og kulde udefra kan derved reduceres drastisk.

- Nassau 4000 Sprint hurtigporten er vores bud på en fleksibel og alsidig hurtigportløsning til industrien. Det kan f.eks. være til almen produktion, lager, logistik, detail, farmaceutisk- og levnedsmiddelindustri. Fokus har især været på at udvikle en driftsikker og stabil portløsning, med en lang levetid, siger Steffen Pram Nielsen, teknisk direktør hos Nassau Door A/S og tilføjer:

- Hurtigportene lever fuldt ud op til den høje kvalitet, som Nassau er kendt for på det danske marked. Ligesom vores ledhejseporte produceres hurtigportene på vores fabrik i Ringe, og de monteres af vores erfarne danske montører. Vi kan på den måde garantere hurtig levering og optimal kvalitet for kunden.

BAU messen i München

Når BAU Messen i München slår dørene op i uge fire, er det derfor med glæde at Nassau kan præsentere den nye hurtigport til det europæiske marked.

Porten er som standard udstyret med et såkaldt sikkerhedslysgitter, hvilket betyder, at portdugen ikke kan lukke ned i personer eller genstande placeret i portåbningen.

Porten styres af producentens driftsikre NCU310FU portstyring med frekvensomformer og soft start/stop funktion som standard.

På BAU messen præsenterer portproducenten ligeledes en række andre innovative produkter, som vil blive introduceret i løbet af 2015.

Det gælder bl.a. den såkaldte ’Smart Remote’ app som gør det muligt at åbne og lukke sin port via smartphone. Der præsenteres de såkaldte ’LED sektioner’ som gør det muligt at integrere oplyste LED-fyldninger i portbladet på sin ledhejseport.

Og sidst men ikke mindst løfter man sløret for en ny ledhejseportserie med dobbelt paneltykkelse, som lever op til isoleringsstandarderne i det kommende bygningsreglement BR2020.

Alle nyheder er del af Nassaus strategi om at være Danmarks innovative portproducent.

-hawin

16/1 2015