Automation og fremskudte lagre styrker Svanehøjs produktionMed dedikerede produktionsceller, automatisering og fremskudte lagre vil Svanehøj skabe et nyt og super effektivt fabrikslayout. 

Automation og fremskudte lagre styrker Svanehøjs produktion

Et helt nyt fabrikslayout med nye maskiner og robotter tager form hos Svanehøj. Pumpespecialisten investerer et tocifret millionbeløb i en omlægning af produktionen for at understøtte sin ambitiøse vækststrategi

Svanehøj gav sidste år sin administrationsbygning i Svenstrup ved Aalborg den helt store makeover, og nu er turen kommet til produktionen, som i dag beskæftiger 63 timelønnede.

Gennem de nye, store panoramavinduer, som har erstattet den gamle betonmur, der tidligere adskilte administration og produktion, kan man lige nu følge med i, hvordan lean-filosofien fuldstændigt forandrer fabrikslayoutet hos den nordjyske specialist i pumpesystemer til marineindustrien. Blandt nøgleordene er dedikerede produktionsceller, automatisering og fremskudte lagre.

- Vi bruger rigtig meget tid på intern transport af varer, værktøj, materialer og mennesker. Ved at nytænke vores processer og fjerne spild, forventer jeg, at vi kan få 50% mere igennem produktionen med det samme antal medarbejdere, som vi har i dag, siger Lean-specialist Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen fra Svanehøj.

Første store indkøb er landet

I første omgang budgetterer Svanehøj med investeringer i produktionen for mere end 10 millioner kroner. Det første større indkøb – en Doosan Puma 3100ULY drejebænk – er netop sat i drift og skal indgå i en produktionscelle til fremstilling af pumpeaksler.

Med den nye drejebænk samler Svanehøj en række processer, som tidligere var fordelt mellem fire maskiner. Gevinsten er en tidsmæssig besparelse på 20-25%.

- Vi har foretaget en systematisk gennemgang af hele vores produktion for at identificere de aktiviteter, som med fordel kan outsources. Det giver os mulighed for at indrette vores produktion med fokus på de komponenter, hvor vi udnytter vores kernekompetencer bedst, forklarer Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen.

Blandt de allerede planlagte investeringer er to store save, der skal indgå i produktionen af rør og aksler, samt en håndteringsrobot og en ekstra svejserobot. Sideløbende vil flere eksisterende maskiner blive ombygget til nye og mere specialiserede formål.

Produktions-setup skal understøtte vækst
På tegnebrættet er også en automatiseret celle til fremstilling af fuel-pumper, hvor man ved hjælp af robotter optimerer processerne omkring bearbejdning, svejsning og trykprøvning.

Netop fuel-pumperne udgør en stigende del af Svanehøjs omsætning i disse år, og alt tyder på, at væksten fortsætter, fordi pumperne understøtter marineindustriens overgang til klimaneutrale brændsler.

Automatiseringsprojektet gør, at Svanehøj kan reducere gennemløbstiden og dermed håndtere den forventede efterspørgsel. Samtidig frigiver det ressourcer hos maskinoperatørerne, som kan påtage sig andre opgaver.

- Målet er at skabe et produktions-setup, der kan understøtte Svanehøjs ambitiøse vækststrategi. Men Lean er ikke et projekt med en startdato og en slutdato. Det er en læreproces, hvor vi hele tiden skal stræbe efter at blive en lille smule bedre og smartere, end vi var i går, siger Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen.

Investeringerne i produktionen sker midt i en periode, hvor Svanehøj vokser markant både i Danmark og internationalt.

Virksomheden foretog i september måned sit andet opkøb på mindre end et år med overtagelsen af Wärtsilä Tank Control Systems (TCS), der udvikler high end målesystemer til gastanke på LNG-skibe og landbaserede LNG-anlæg.

Investeringerne skal understøtte Svanehøjs strategi om at blive en globalt førende specialist, der udvikler og servicerer kritisk udstyr til håndtering af alle former væsker; herunder ikke mindst fremtidens klimaneutrale skibsbrændstof.

-hawin

 

 

 

29/11 2021