Ny maskine pakker selv pallerne ud

Ny maskine pakker selv pallerne ud

Den danske virksomhed, VARO har udviklet 'Unwrapper', som er en patenteret defolieringsmaskine, der kan skære og fjerne plastikindpakning fra enhver form for produkt på paller uden at beskadige produkterne i plastikindpakningen. Maskinen er den første af sin slags og sparer både arbejdstimer og -ulykker

Produktionsvirksomheder har længe efterspurgt en teknologi til udpakning af forsendelsespaller med varierende indhold for derved at fjerne manuel defoliering af forsendelsespaller. Den manuelle proces er ikke kun tidskrævende og ressourcekrævende. Den involverer også ensidigt, gentaget og monotont arbejde med høj risiko for arbejdsrelaterede skader med knive eller fald fra en stige. Også risikoen for statisk elektrisk stød ved håndtering af plastfolien gør defoliering af forsendelsespaller til en ubehagelig og i nogle tilfælde endda farlig opgave for medarbejderne.

Med udgangspunkt i disse udfordringer -sammen med behovet for en automatiseret løsning i markedet- har virksomheden,  VARO i Hornslet udviklet en topmoderne defolieringsmaskine, som kan overtage defolieringsprocessen, mens lagerpersonalet kan arbejde mere effektivt med andre opgaver.

Unik proces til automatisk fjernelse af folie
Den nye, patenterede teknologi gør det muligt at defoliere alle slags produkter på standardpaller, selvom produkterne er stablet forskelligt på pallen.

Dette er muliggjort gennem en unik proces, hvor Unwrapperen scanner pallen for højde og form inden skæreprocessen. Herefter skæres folien uden at beskadige underliggende krympeindpakning eller produkter og fjernes derefter af to udtræksarme med sug. Et sugehoved på toppen sikrer fjernelse af topfolie. Mens plastikfolien derefter kan transporteres til genbrugscontainere enten manuelt eller automatisk med sug, fortsætter pallen sin rejse til videre forarbejdning, da VARO Unwrapper nemt kan forbindes med eksisterende produktionslinjer eller leveres med en de-palleteringsløsning.

Patentering af banebrydende teknologi
På grund af den store interesse for VARO Unwrapper og baseret på grundig research, som viser, at der ikke findes en tilsvarende defolieringsmaskine på markedet, har VARO patenteret sin unikke teknologi.

-Med VARO Unwrapper ser vi store muligheder for at automatisere defolieringsarbejdet af paller i mange virksomheder. Vores løsning kan pakke mange forskellige produkter ud på paller, som hidtil har krævet manuelt arbejde med knive og klatring rundt på høje paller. Det har været en krævende udviklingsopgave, men vi er meget tilfredse med det robuste resultat, og det er baggrunden for vores patentering af en række unikke processer, siger Niels Jensen, adm. direktør i VARO Group.

Global Fortune 500-virksomhed en af de første til at investere i defolieringsteknologien
På VAROs testanlæg i Danmark kan kunderne teste deres egne paller og produkter på VARO Unwrapper. Sidste år bød VARO velkommen til en europæisk produktionsvirksomhed, ejet af et amerikansk Fortune 500-firma, til test af deres forsendelsespaller med deres interne pakkeudstyr.
Efter tilfredsstillende test af VARO Unwrapper har virksomheden købt to VARO Unwrappere. Maskinerne vil blive leveret i sommeren 2022 og bidrage til øget effektivitet på virksomhedens produktionssted.

-lipe

5/4 2022