Plukkerobot skubber robotlagerteknologien ind i fremtiden

Plukkerobot skubber robotlagerteknologien ind i fremtiden

Element Logics plukkerobot, eOperator, er på vej ind på varelagre over hele verden. Sveriges førende onlineapotek har som de første i verden kombineret eOperator med et AutoStore-robotlager for at øge plukkehastigheden, og her i Danmark forventer Element Logic Danmark sig meget af synergien mellem de to teknologier

Et af de næste skridt inden for lagerautomation er samspillet mellem lagerrobotter og de kollaborative robotarme, som blandt andet kendes fra industrien.
Det har Sveriges førende onlineapotek indset. Som den første virksomhed i verden har Apotea således installeret en robotarm, der plukker direkte fra et AutoStore-robotlager i form af eOperator fra Element Logic.

Under coronapandemien steg efterspørgslen på internethandel kraftigt, og for bedre at kunne klare de store variationer i ordretilgang, der opstår over tid, valgte Apotea at automatisere med et AutoStore-system fra Element Logic suppleret af en eOperator robotarm.

Målet var at optimere leveringsmulighederne og at øge effektiviteten i apoteksvirksomhedens lager, der håndterer og forsender godt én million pakker hver måned.

- Apotea er en gigant inden for svensk e-handel, og da et af deres vigtigste salgsargumenter er hurtige og præcise leveringer, blev det naturligt at forbinde deres AutoStore-løsning med Element Logics smarte plukker, eOperator. Resultatet er forbedret ordrekapacitet, fragthåndtering og leveringstid, siger Anders Bohlin, Sales Director i Element Logic Sverige.

Fokus på eOperator i Danmark
På kun få måneder har eOperator vist sit værd hos Apotea. Hos Element Logic Danmark har man derfor også store forventninger til den meget effektive plukkeløsning.

- Vi arbejder hele tiden på nye løsninger, der kan hjælpe vores kunder med at imødekomme det stigende behov inden for lagerlogistik, og eOperator et af vores mest spændende løsninger. Ikke mindst fordi der er nogle store synergier mellem AutoStore, eOperator og vores materialeflowstyringssystem, eController, siger Nikolaj Bjørn Eriksen, administrerende direktør i Element Logic Danmark.

 Nikolaj Bjørn Eriksen, administrerende direktør i Element Logic Danmark.

Med eOperator falder antallet af menneskelige touchpoints dramatisk, og flowet fra lageret til kunden bliver mere effektivt, da den fjerner repetitive opgaver, forbedrer ergonomien og effektiviserer plukkeprocessen.

- Når AutoStore leverer en vare, plukker robotarmen den og udfører kundeordrer med høj hastighed. Ved at eliminere menneskelige fejl får kunderne det, de har bestilt - hver gang, siger Nikolaj Bjørn Eriksen.

Baseret på maskinlæring
eOperator er designet til at arbejde sammen med AutoStore og er resultatet af et samarbejde mellem Element Logic og amerikanske Righthand Robotics.

Ved hjælp af maskinlæring finder robotten automatisk den bedste måde at håndtere den vare, der skal plukkes, hvilket øger ordrekapaciteten og sikrer hurtigere leveringstid. Samtidig er robotten med til at skabe en stærk kobling mellem AutoStore og det øvrige materialeflow.

- Vi ser positivt frem til, hvorvidt vi med eOperator yderligere kan øge lønsomhed og tilgængelighed for vores kunder, siger Nikolaj Bjørn Eriksen.

-lipe

29/11 2022