Robotter kan bringe varer fra lager til hylde i supermarkeder

Robotter kan bringe varer fra lager til hylde i supermarkeder

En Odense-baseret startup-virksomhed har sat sig for at gøre den proces lidt smartere og lettere med en mobil robot. Projektet er udvalgt til videre udviklingsarbejde på Teknologisk Institut

- Nogle af mine venner, som arbejdede i et supermarked, skulle flere gange om dagen transportere varer fra lageret ud på hylderne i supermarkedet. Det var både besværligt, hårdt og langsommeligt, fortæller irske Clionadh Martin, der er CEO og grundlægger af startup-virksomheden Coalescent Mobile Robotics.

Nu er han i fuld gang med at fremstille en mobil robot, der skal være med til at automatisere supermarkederne rundt omkring i verden. Med robotten kan varerne komme hurtigere på hylderne, selve processen kan blive strømlinet og supermarkedernes medarbejdere kan få et bedre arbejdsmiljø.

Og lige nøjagtig arbejdsmiljøet og sikkerheden har gjort startup-virksomheden til modtager af en COVR Award.
COVR er et europæisk samarbejde med Teknologisk Institut i spidsen. Samarbejdet har særligt fokus på validering af robotsikkerhed – hvordan man tester/måler/dokumenterer, at ens robotløsning lever op til eksisterende krav.

Med prisen følger finansiering på op til næsten 450.000 kr. rådgivning fra robotspecialister, brug af testfaciliteter og løbende vurderinger.

Ialt 18 robotprojekter bliver nu inviteret ind på Teknologisk Institut, hvor de vil møde nogle eksperter inden for robotsikkerhed. De vil vejlede i, hvordan sikkerheden kan forbedres og valideres for deres respektive applikationer, fortæller Aske Bach Lassen, som er projektleder på Teknologisk Institut.

-lipe

Læs mere om robotter & automatisering

21/10 2020