Universal Robots etablerer ialt 50 uddannelsescentre

Universal Robots etablerer ialt 50 uddannelsescentre

Som tilføjelse til sine populære og gratis online uddannelsesmoduler i Universal Robots Academy lancerer pionervirksomheden indenfor kollaborativ robotteknologi nu verdensomspændende praktiske træningscentre

Som en del af sin mission om at gøre fordelene ved kollaborativ robotteknologi bredt tilgængelige, har Universal Robots (UR) lanceret et verdensomspændende netværk af autoriserede uddannelsescentre, der bygger videre på selskabets populære online-træning gennem Universal Robots Academy.

Ny, praktisk undervisning vil lære cobot-brugere grundlæggende programmeringsfærdigheder - uanset deres erfaring eller baggrund indenfor robotteknologi - ved hjælp af certificerede trænere hos Universal Robots og deres globale partnere. Undervisningen vil øge brugernes forståelse af Universal Robots' cobots og deres endeløse række af anvendelser og samtidig give mulighed for praktisk træning i virkelighedsbrug.

13 autoriserede uddannelsescentre fordelt over Europa, Amerika og Asien tager allerede imod elever, og Universal Robots forventer at have 50 fuldt autoriserede centre rundt om i verden inden udgangen af 2019. Indtil videre har mere end 500 kunder gennemført uddannelse på de nye centre. Nogle centre er drevet af UR, mens andre drives af partnere. Andelen af partner-drevne enheder forventes at vokse kraftigt i de kommende måneder.

- Automatisering hjælper producenter af enhver størrelse med at øge produktivitet, kvalitet og konkurrenceevne, men manglen på færdigheder indenfor automatisering har fortsat en kritisk indvirkning på producenter rundt om i verden, siger Jürgen von Hollen, administrerende direktør for Universal Robots, og fortsætter:

- Ved at tilbyde gratis uddannelsesmoduler online gennem vores Universal Robots Academy, har Universal Robots i et par år hjulpet virksomheder med at imødegå denne mangel. Ved at udvide denne uddannelse til det praktiske niveau for alt fra begyndere til avancerede brugere kan producenterne udvide deres brug af kollaborative robotter og skabe endnu mere værdi gennem deres automatiseringsinvesteringer og ansatte.

Selvstændiggørelse af medarbejderne 
Siden Universal Robots Academy blev lanceret i 2017 har mere end 55.000 brugere fra mere end 130 lande tilmeldt sig online-undervisningen. Et nyligt eksempel er Darex, der er en lille amerikansk producent, som ønskede at gøre medarbejderne begejstrede for implementeringen af UR-cobots og engagere dem i den daglige drift. Virksomheden havde også behov for at udvikle en ansat til rollen som robottekniker, så den kunne føre tilsyn med sine to cobot-applikationer. Interesserede medarbejdere blev bedt om at studere grundlæggende robotprogrammering ved hjælp af Universal Robots Academys online-moduler, hvilket senere førte til en programmeringskonkurrence, hvor de kunne konkurrere om den nye rolle.

26-årige Brittany Mohrman vandt stillingen som robottekniker og udtaler:
- Igennem online UR-undervisningen lærte jeg ting såsom forståelse af forskellige programcyklusser og foretagelse af waypoint-ændringer, mens jeg også fik viden om, hvor værktøjscenterpunktet samt tyngdepunktet på robotten er. Mit job er klart blevet både sjovere og mere interessant.

Bredt udsnit af programmeringsdisciplinerUniversal Robots' certificerede instruktører vil lede uddannelsesmoduler, der dækker en række cobot-programmeringsfærdigheder indenfor både grundlæggende og avancerede discipliner, herunder cobot-scripting, industriel kommunikation og brug af grænseflader. Små klasser med elev-fokuserede målsætninger og praktisk erfaring med UR-robotter sikrer, at deltagerne tager hjem med værdifulde færdigheder, de kan anvende på deres arbejdsplads med det samme.

Modulerne på de autoriserede uddannelsescentre omfatter:
Grundlæggende:
For enhver bruger af UR-cobots, der har gennemført online-modulerne. Dækker sikkerhedsopsætning, grundlæggende anvendelser og fleksibel omplacering.

Avanceret: For cobot-brugere, tekniske sælgere og integratorer med et praktisk behov for at optimere applikationer eller finde nye måder til implementering af UR-cobots. Dækker scripting, avanceret anvendelse af kraftstyring og TCP, transportbåndssporing samt resultatanalyse.
Industriel kommunikation: For brugere og udviklere, der har brug for at integrere cobots med tredjeparts-enheder. Dækker Modbus TCP, FTP-server, dashboard-server, socket-kommunikation, Ethernet/IP og Profinet.

Grænseflader: For brugere og udviklere, der har brug for et indgående kendskab til styring af UR-cobots via script-grænseflader. Dækker UR-scripting, socket-kommunikation, klientgrænseflader (port 30001-30003), dataudveksling i realtid og XML/RPC.

De 13 autoriserede uddannelsescentre er placeret i Tyskland, Danmark, Italien, Spanien, Tjekkiet, Kina, Japan, Korea, Singapore, Mexico og på tre lokationer i USA.

-lipe

 

1/4 2019