Dansk-svensk speditøruddannelse med gode resultater
Nelly Karlsson er den anden elev, som har gennemført den målrettede speditøruddannelse hos Dachser. Nu er hun fastansat i virksomheden i Stockholm

Dansk-svensk speditøruddannelse med gode resultater

I maj 2016 kunne de første elever i Dachser Sweden kalde sig speditør efter to et halvt år som en del af et unikt uddannelseskoncept. Nu er virksomheden  på udkig efter nye elever.

Der er kun gået fire år, siden uddannelsen Spedition & Shipping blev lanceret i et samarbejde mellem arbejdsformidlingen Øresund Direkt, Roskilde Handelsskole og blandt andre Dachser. Nu har Nelly Karlsson fra Dachsers filial i Stockholm færdiggjort sin uddannelse som den anden speditørelev i Dachser Sweden.

- Takket være de positive erfaringer med Nelly har vi forpligtet os til en målsætning om at tage en ny elev ind pr. år – en ambition, som vi tog hul på sidste år, og nu ser vi frem til næste år, hvor vores nuværende elev bliver færdig med sin uddannelse.

Den teoretiske viden, som Nelly har tilegnet sig på skolen, får hun mulighed for at omsætte direkte til praksis i sit arbejde hos Dachser, og hun har været en del af holdet på kontoret fra dag ét, siger Thomas Wennborg, General Manager hos Dachser i Stockholm.

- Det føles rigtig godt, at vi fortsat har plads til Nelly i vores team her i Stockholm, så vi kan trække på den viden, som hun har både om os som virksomhed og hendes generelle viden og erfaringer inden for spedition, fortsætter han.

Nelly Karlsson begyndte på uddannelsen i december 2013, og blev færdiguddannet som speditør den 31. maj 2016. Det særlige ved det dansk-svenske uddannelseskoncept for speditørelever er, at uddannelsen består af 75 procent praktik og 25 procent teori. Derfor er uddannelsen i høj grad forbundet med arbejdsmarkedet, og eleverne bliver ansat og får løn i en svensk speditionsvirksomhed under hele uddannelsen – ligesom de danske speditørelever.

- At være elev hos Dachser betyder, at man kombinerer arbejde og studie i en periode på 2,5 år. I hele uddannelsestiden får man elevløn, til forskel fra de fleste svenske erhvervsuddannelser med praktik. Man får altså løn for at tage sin uddannelse i branchen, og jeg har fået meget ansvar helt fra start,  fortæller Nelly Karlsson, Forwarding Assistant og tidligere speditørelev på Dachser Swedens filial i Stockholm.

Den dansk-svenske speditøruddannelse er ikke kun en fordel for eleven og virksomheden. Ungdomsarbejdsløsheden i Sverige er høj, og i april 2016 var 18,4 procent af befolkningen mellem 15 og 24 år arbejdsløse. Men med dette uddannelseskoncept har eleverne flere års erfaring, allerede før de er udlært.

- Med elevprogrammet gør Dachser en aktiv indsats for at skabe jobs til unge i Sverige. Branchen har brug for dygtige speditører, både i Danmark og i Sverige, siger Finn Skovbo Pedersen, Managing Director, Dachser Nordic.

Eleverne får en elevløn svarende til danske forhold, det vil sige mellem 16.323 og 17.683 SEK om måneden. Eleverne er formelt ansat i danske virksomheder, som så låner eleverne ud til en svensk afdeling, fordi denne type elevuddannelse ikke eksisterer i det svenske uddannelsessystem endnu.

- Jeg er overbevist om, at denne uddannelsesmodel vil give rigtig gode resultater i det lange løb, for på den måde kan vi ansætte nyuddannede speditører med lang praktisk erfaring i vores virksomhed. Vi ser frem imod at tage mange flere elever ind i de kommende år,  siger Thomas Wennborg.

Fakta om  Dachsers speditøruddannelse

Den teoretiske del af uddannelsen foregår på Roskilde Handelsskole. Den første del af uddannelsen er et halvt års grundforløb, hvor eleven har fire fag: IT, salg og service, virksomhedsøkonomi og dansk. Grundforløbet afsluttes med en uges projektarbejde, og derefter kan eleven gå fortsætte på hoveduddannelsen, som varer i to år med fagene: introduktion til spedition, generel spedition – vej, sø og luft, vejtransport, et valgfag og en afsluttende eksamen.

1/9 2016