Lavere miljøbelastning på vejene

Logistikkoncern Freja Transport og Logistics har netop fået leveret en ny Scania R 480 sættevognstrækker i Danmark. Scania betegner aftalen som et gennembrud for ’Ecolution by Scania’  i Danmark

En Scania til Freja er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i. Men den nye Scania er en af de allerførste, der er leveret i Danmark efter Scanias nye ’Ecolution by Scania’-koncept.

Siden introduktionen af konceptet har Scania solgt over 30 Ecolution-lastbiler af forskellige typer i Danmark. For at gøre sig fortjent til Ecolution-betegnelsen skal lastbilen være specificeret med fokus på optimal brændstoføkonomi og dermed lav miljøbelastning. Det var også en af de vigtigste begrundelser for Freja's seneste valg af lastbil.

- Det er ingen hemmelighed, at transport belaster miljøet. Som ansvarlig logistikkoncern skal vi begrænse den belastning mest muligt, så derfor forsøger vi med denne investering at høste yderligere erfaringer på miljøområdet, siger salgs- og udviklingsdirektør Jesper Ellegaard Petersen fra Freja.

1.200 lastbiler på kontrakt

Freja råder kun over otte egne lastbiler. Til gengæld beskæftiger virksomheden dagligt over 1.200 lastbiler på kontrakt.

- Det er afgørende for os at have føling med den nyeste teknologi, de nyeste serviceydelser og den generelle udvikling på materiel-siden, så vi kan gøre os vores egne erfaringer på miljøområdet. Det kan vi med den nye Scania, siger Jesper Ellegaard Petersen.

Ecolution er et Scania-koncept, der starter med brændstofoptimeret specifikation af lastbilen i forhold til dens anvendelsesområde. Det gælder for eksempel dæk med lav rullemodstand, montering af tag- og sidespoilere samt sideskørter for at forbedre aerodynamikken.

Desuden er lastbilen udrustet med Scania Communicator kommunikationsmodul, der indsamler og trådløst overfører lastbilens driftsdata til en computer på kontoret.

Skræddersyet serviceaftale

Ud over den brændstofoptimerede specifikation udarbejder man en skræddersyet serviceaftale med betegnelsen Maintenance+. Heri indgår en række ekstra servicepunkter, der har særlig fokus på at reducere brændstofforbruget.

I forbindelse med levering af en Ecolution-Scania skal chaufføren på kursus i brændstoføkonomisk kørsel. For hele tiden at holde chaufførens kundskaber og kørestil ajour indgår også Scania Driver Coaching i pakken.

Blandt de indsamlede driftsdata er blandt andet lastbilens brændstofforbrug, tomgangstid, antal hårde opbremsninger og køretid med Cruise Control.

Via en personlig coach bliver chaufføren løbende informeret om hans eller hendes kørestil, så eventuelle unoder kan rettes og brændstofforbruget yderligere sænkes.

Den nye trækker beskæftiger sig med tung distributionskørsel over hele Danmark samt i Sydsverige.

Den årlige kørestrækning forventes at blive på ca. 120.000 km, så logistikvirksomheden vil forholdsvis hurtigt kunne høste værdifulde erfaringer om lastbilens brændstofforbrug, miljøbelastning med videre.

-transportnyhederne.dk

2/10 2012