Transport-messen samlede branchen igen

Transport-messen samlede branchen igen

Den 16. udgave af transportmessen i MCH Messecenter Herning kunne lørdag gøre status efter tre messedage. Transport 2021 blev kendetegnet ved positivitet, optimisme og stor glæde over igen at kunne mødes fysisk og personligt

23.681 fagfolk besøgte torsdag til lørdag Transport 2021 og de 280 udstillere i MCH Messecenter Herning.

Muligheden for igen at kunne møde kunderne og vise produkterne samt de mange gode gensyn skabte både glæde og tilfredshed hos udstillerne.

De mange smil på messen betyder meget for Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH, der startede messen i 1988:

- Efter en lang nedlukning og udsættelser af flere messer, herunder Transport-messen, er det med en særlig glæde, vi står her i dag. En glæde over at have samlet tusindvis af fagfolk og især over de mange smil vi har mødt hos både udstillere og besøgende, siger Georg Sørensen og fortsætter:

- Jeg vil gerne rette en stor tak til både messekomité og udstillere for tilliden. Og tak til de besøgende for at bakke op om transportbranchens messe og mødested. De mange positive udsagn bekræfter værdien af det personlige møde på messerne.

I det stærke udstillerfelt kunne man finde SAWO, som har været en fast del af udstillingen gennem alle årene - og de udtrykte stor glæde over igen at være på messe:

- Det giver meget stor værdi for os at være på Transport-messen. Det er her, vi møder alle vores kunder og får mulighed for at vise vores produkter. Vi er den største i Norden inden for vores felt, og det forpligter, så derfor er vores messedeltagelse en stor investering med stand både indendørs og udendørs, mange involverede medarbejdere og et stort produktsortiment.

- Det siger sig selv, at de penge skal tjenes ind igen, men vi kunne allerede på andendagen konkludere, at der har været rigeligt at lave, og vi er yderst positive, fortalte Ivan Chrost, bestyrelsesformand i SAWO, og afslørede samtidig, at den 3.000 kvadratmeter store stand til Transport 2023 allerede blev booket fredag på messens 2. dag.

Det personlige møde blev værdsat

Blandt de 280 udstillere var også de store lastbilimportører Mercedes-Benz, Iveco, DAF, Scania og MAN. Sidstnævnte fremhævede værdien af at kunne møde kunderne igen:

- Der har været mange besøgende og gang i den hele tiden, så vi er yderst tilfredse. Efter lang tids coronatørke er det fantastisk for os at være på Transport igen og møde alle vores kunder - og vi mærker, der har været et behov for at komme ud og mødes. I en moderne verden kan man se det meste på nettet, men at se og prøve produkterne fysisk, mødes og netværke med kunderne, det er det, man kan på messen, sagde Claus Lindholm, markedskommunikationschef hos MAN Truck & Bus.

Også hos Scania var der stor positivitet efter tre veloverståede messedage:

- De fleste af os har været hjemme under corona så at få muligheden for at komme på messe og fremvise produkterne samt vise udviklingen på vores busser og lastbiler, det kan noget helt andet. Folk har virkelig glædet sig til at komme ud og møde hinanden, sagde Jannie Christiansen, marketingchef for Scania Danmark, og fremhævede samtidig, at udstillerne på Transport generelt er langt fremme inden for den grønne omstilling:

- Det er meget tydeligt, hvor stor en udvikling, der er sket. Da vi var på Transport i 2019, havde vi få eksempler på alternative brændstoffer med, men når man går rundt i hallerne i dag, så får man virkelig et indtryk af, hvor hurtigt det er gået de seneste to år. Den grønne omstilling er på vej, og det er noget, vi står sammen om i branchen.

Transport 2021 bød også på aktiviteter og viden

Foruden de 280 udstillere bød Transport 2021 på et væld af aktiviteter, hvor de besøgende havde rig mulighed for at fylde oplevelsestanken.

Samtidig kunne der hentes ny viden i området Grøn Transport, hvor udstilling og konferencer gav et indblik i den grønne omstilling af den tunge transport, ligesom Danske Speditører afholdt konferencen Fremtidens Logistik, som satte fokus på både muligheder og udfordringer inden for digitalisering og klima i logistikbranchen.

Transport 2021 blev arrangeret af MCH i samarbejde med ATL - Transportens arbejdsgivere, AutoBranchen Danmark, Dansk PersonTransport, Danske Speditører, De Danske Bilimportører, DI Transport, DTL - Danske Vognmænd, Foreningen af Vognimportører i Danmark, ITD og 3F Transportgruppen.

Transport 2021 blev gennemført samtidig med Entreprenør & Håndværk. I alt blev begge messer besøgt af 33.418.

Transport-messen afholdes næste gang 20.-22. april 2023.

-hawin

20/9 2021
  • Dansk solenergi ruller ind i Polen

    Dansk solenergi ruller ind i Polen

    transport ›Stigende brændstofpriser og pres på indtjeningen får transportvirksomheder til at se mod solenergi. Nu vil danske Green Energy udbrede teknologien på det polske transportmarked
  • Opruster til årets julehandel

    Opruster til årets julehandel

    transport ›Bring udvider sit netværk, forbereder terminaler, chauffører og kundeservice på årets travleste periode, hvor pakkemængden kan blive op til tre gange så stor som normalt.
  • Karina Lorentzen Dehnhardt afløser Signe Munk som transportminister

    Karina Lorentzen Dehnhardt afløser Signe Munk som transportminister

    transport ›SF'eren Signe Munk er sygemeldt med stress, og ønsker at udtræde af regeringen. Partifællen Karina Lorentzen Dehnhardt tager over
  • Optikere fraråder gule briller til natkørsel

    Optikere fraråder gule briller til natkørsel

    transport ›Forskningen viser, at gule glas ikke forbedrer synet bag rattet ved kørsel i mørke. Derfor fraråder optikerkæden Nyt Syn nu gule glas, inden vintertiden sender flere bilister ud på mørke veje.
  • Stena AB-koncernen vil købe Color Line

    Stena AB-koncernen vil købe Color Line

    transport ›Med transaktionen vil den svenske ejer af Stena Line forene to rederier, der supplerer hinanden inden for europæisk passager- og godstrafik og skabe merværdi og fordele for begge selskabers kunder
  • Leman henter ny topchef til Danmark og Road-forretningen

    Leman henter ny topchef til Danmark og Road-forretningen

    transport ›Jannik Lenthe Olesen tiltræder som ceo for Leman Danmark og group coo road den 1. november. Han kommer med solid ledelseserfaring fra DSV og BHS Logistics og får blandt andet til opgave at styrke lønsomheden og skabe grundlag for langsigtet vækst
  • Fyldestation for kølemidler ISO-certificeret

    Fyldestation for kølemidler ISO-certificeret

    transport ›Ahlsell Danmark udvider sine ISO-certificeringer fra logistikcenteret i Billund til sin fyldestation i Skejby, hvor der fyldes kølemidler til distribution i hele Norden
  • Instabee Group og Sellpy udvider samarbejdet til Danmark

    Instabee Group og Sellpy udvider samarbejdet til Danmark

    transport ›Med integrationen får de danske kunder til bl.a. Sellpys secondhand-varer mulighed for at vælge Instabox til afhentning i en pakkeboks