Avancerede stofhandsker kan reducere sårskader på arbejdet

Avancerede stofhandsker kan reducere sårskader på arbejdet

Sårskader er blandt de hyppigste arbejdsskader og kan være katastrofale for den enkelte samt bekostelige for arbejdsgivere. De fleste uheld kan dog undgås med moderne stofhandsker, der yder optimal beskyttelse

Hvert år skærer over 5000 danskere sig selv så slemt på arbejdspladsen, at uheldet bliver anmeldt som en arbejdsskade.

Andelen af sårskader har i de seneste ti år ligget nogenlunde konstant på omkring 16 procent af samtlige anmeldte arbejdsskader og er dermed den næstmest almindelige arbejdsskade kun overgået af forstuvninger.

Syv ud af ti vildfarne knivblade ender i hænder og fingre. Og netop derfor kan langt de fleste sårskader helt undgås med de rigtige værnemidler.

Europas førende leverandør til industrivirksomheder, Brammer, opfordrer alle industri- og fødevarevirksomheder til at investere i medarbejdernes sikkerhed og ikke mindst færre sygedage.

– Hvis samtlige medarbejdere i den danske industri anvendte korrekte sikkerhedshandsker, kunne vi eliminere tusindvis af sårskader hvert år. Det er stadig langt fra alle uheld, der bliver officielt anmeldt som en arbejdsskade, så det faktiske antal sårskader er langt højere, siger Jan Lauritzen, direktør i Brammer A/S.

Beskyttelse og komfort

Udviklingen af sikkerhedshandsker er i de seneste år gået hurtigt, og stofhandsker vævet af fibre fra avancerede materialer giver i dag stort set samme beskyttelse som en brynjehandske af metal.

– Sikkerhedshandskerne er delt ind i fem kategorier, og de stærkeste, dem i cut level 5, er så godt som umulige at skære igennem. Udover beskyttelsen yder de en langt større komfort og bevægelsesfrihed end traditionelle metalhandsker. Netop lav komfort og besværet arbejdsfunktion har tidligere været hovedårsagen til, at industriarbejdere fravælger håndbeskyttelse, men den undskyldning kan de simpelthen ikke længere bruge, forklarer Jan Lauritzen.

Skudsikre handsker

Brammers egen serie af værnemidler, Q-Safe, spænder over alle tænkelige sikkerhedshandsker i forskellige materialer og kvaliteter, uanset om hænderne skal værnes mod skarpe genstande, varme eller kulde. Brammer har for nylig integreret det revolutionerende produkt Dyneema i den hidtil bedste snitbeskyttende handske.

– Det her materiale bliver brugt i de mest avancerede skudsikre veste og har mange fordele i forhold til andre materialer. Med Dyneema kan handsken gøres tyndere og mere behagelig. Samtidig afleder materialet effektivt varme, og fibrene er fjerlette. Alt imens det yder en hidtil uset beskyttelse, forklarer Jan Lauritzen.

-hawin

17/11 2016