Boxon lancerer dansk webshop
Den danske BoxonDirect.dk vil - ligesom den svenske søstershop – tilbyde et sortiment på omkring 2000 varer

Boxon lancerer dansk webshop

Den internationale emballagevirksomhed opgraderer og udvider nethandlen efter positiv modtagelse hos de svenske kunder

Det er halvandet år siden, den svenskbaserede emballage og pakke-virksomhed Boxon åbnede sin webshop i Sverige, og det er blevet så godt modtaget af kunderne, at BoxonDirect nu også lanceres på dansk.

Sitet er her i foråret blevet opgraderet til ny platform og forbedret både på funktionaliteten, brugervenligheden og bestillingsflowet, og den danske webshop får stort set samme sortiment som den svenske.

- Der er et stort potentiale for BoxonDirect både i Danmark og Sverige, hvor vi oplever stigende efterspørgsel på at kunne foretage enkle bestillinger online. Samtidig giver webshoppen os mulighed for at tilbyde andet og mere end standardvarer, siger e-handelsansvarlig i Boxon, Fredrik Lethin.

Handel når det passer kunden

Boxon har i mange år solgt til det danske marked, og virksomhedens administrende direktør i Danmark, Per René Gotfredsen, er meget glad for den nye webshop.

- Målet er, at det skal være enkelt at handle med os, og at det kan ske, når det passer kunderne. Webshoppen bliver en god kanal til at præsentere vores brede sortiment, siger direktøren.

Boxon, som har hovedsæde i Helsingborg, sælger pakkeløsninger, intelligent mærkning og etikettering og sikker håndtering af pakker med stor volumen i både Norden, Europa og Asien. Virksomhedens 240 medarbejdere omsætter årligt for omkring en milliard kroner.

-lipe

 

 

25/10 2016