DAN-Palletiser går ind på nyt marked
DAN-Palletiser har udviklet en ny forretningsmodel, hvor de udlejer palleteringsmaskiner. Det er en succes.

DAN-Palletiser går ind på nyt marked

Udlejning på månedsbasis og en helt ny serie maskiner skal gøre det mere attraktivt for mindre virksomheder at få en automatisk palleteringsmaskine

DAN-Palletiser er specialister i at sætte næsten alt på paller – lige fra Linie Aquavit over cornflakes til maling, slik, chips og syltede agurker i storkøkken bøtter.\r\n

- De her kasser med otte store glas marmelade kommer der 48 af i minuttet. I dag har marmeladeproducenten tre ansatte, som står og sætter dem på paller. Men det kan pallemaskinen gøre automatisk i treholdsskift – uden at nogen får ondt i ryggen, forklarer salgsdirektør Knud Jensen.

Firmaet fra Vemmelev på Vestsjælland lejer også palleteringsmaskiner ud til virksomheder, og det er en succes, som efterhånden fylder en stor del af produktionen.

- Vi lejer en maskine ud for det, der svarer til en halv månedsløn. Den kan klare to mands arbejde i treholdskift, syv dage om ugen, forklarer Knud Jensen.

25 procent billigere

Efter jul går DAN-Palletiser også i gang med en ny serie af standardiserede maskiner.

70-80 procent af en maskine vil blive en standardopbygning, mens de sidste 20-25 procent bliver kundetilpasset efter hver enkelt virksomheds ønsker og behov.

- På den måde bliver prisniveauet attraktivt for en ny målgruppe, fordi en standardiseret maskine er billigere at lave, end når alt skal tegnes og konstrueres helt fra bunden hver gang, forklarer direktør Mik Hansen.

Han regner med, at priserne på den nye maskinserie vil ligge 20 – 25 procent under de nuværende palleteringsløsninger og ser især et nyt marked hos mindre virksomheder, som enten har ansatte til at sætte varerne på paller manuelt eller halvautomatiske maskiner, som også kræver opsyn.

-hawin

25/10 2016