FSC-certificering og medlemskab til dansk palleteringsspecialist

FSC-certificering og medlemskab til dansk palleteringsspecialist

Palcut er blevet certificeret til at sælge FSC Recycled mellemlægsark til palleteringsanlæg og har meldt sig ind i FSC Danmark

Palcut, der er specialister i palleteringsløsninger, er blevet FSC Chain-of-Custody (CoC)-certificeret og har samtidig meldt sig ind i FSC Danmark. Direktør i FSC Danmark Søren Dürr Grue byder virksomheden velkommen i FSC-netværket og glæder sig over et nyt FSC-certificeret produkt fra en dansk leverandør:

- Palcut er en spændende virksomhed, som med deres FSC Recycled-certificering har et stærkt kort på hånden med de stigende krav til dokumenteret genbrug og bæredygtigt ressourceforbrug. Og så er deres produkt unikt – jeg tror ikke, der findes en tilsvarende FSC-certificeret mellemlægsløsning i Norden, siger Søren Grue Dürr.

Palcuts papirprodukter Antim65 og Testliner fremstilles udelukkende af FSC Recycled 100% genbrugspapir. Virksomhedens produkter har altid været fremstillet af genbrugspapir. Med FSC-certificeringen har virksomheden tredjepartsverificeret dokumentation for, at papiret stammer fra genbrug og dermed bidrager til en bæredygtig brug af verdens skovressourcer.

Er blevet en del af et bæredygtigt fællesskab

Valget om at blive FSC-certificeret bundede i et stort ønske, både fra Palcut selv, men i høj grad også fra virksomhedens kunder:

- Vi har mange store kunder inden for fødevare- og møbelindustrien, som leverer til de store kædebutikker. De efterspørger bæredygtighed, ikke mindst på emballageområdet, fortæller Lars Østergaard Jonasen, produktchef i Palcut, og uddyber:

- Vi understøtter nu en bæredygtig papircyklus og en minimering af miljøpåvirkningerne, og samtidig opfylder vi vores kunders høje krav til transportsikkerhed og effektiv palletering. Vi er blevet en del af fællesskabet, hvor vi sammen tager ansvar for klimaet og vores fælles ressourcer.

Bæredygtighed er en forudsætning for at handle

Ifølge Palcut er efterspørgslen efter bæredygtighed ikke kun stigende indenfor emballageområdet. Virksomheden oplever, at (potentielle) kunder/leverandører har det som et krav for at kunne indgå et samarbejde.

Palcuts FSC-engagement er ikke kommet henover natten. Virksomheden blev allerede medlem af FSC Danmark i august 2018:

- FSC Danmark gør et vigtigt stykke arbejde for at udbrede viden og øge kendskabet til FSC. Samtidig er det godt at have en god sparringspartner, når man igangsætter en certificeringsproces. Det var med til at gøre processen om at få certificeringen i hus ubesværet og nærmest ligetil – der var hjælp at hente i alle led i processen, siger Lars Østergaard Jonasen.

-hawin

30/9 2019