Genanvend pappet en ekstra gang
Der er både sund fornuft, økonomiske besparelser og miljøhensyn tilknyttet genanvendelsen af pap til emballage, fyld og forsendelser af varer fra lageret
Papmakulatorer bliver snart en naturlig del af de lager- og logistikprocesser, som har med både palletering, retursystemer, emballage, håndtering af papmaterialer og lignende ting at gøre.
Det forventer direktør Mogens Eskildsen fra firmaet Diaflex AS. Diaflex, der er agent i Danmark for papmakulatorserien Edvard, har siden introduktionen af www.papmakulering.dk oplevet en betydelig og stigende interesse i, at lagerpersonalet genanvender pap i stedet for, som man ofte ser, at lade det afhente af vognmænd mod en betydelig månedlig betaling.
- Det er ikke kun besparelsen ved at undlade afhentningen af pappet, der bør have disponentens interesse for makulering af pappet. Pap bliver ved makulering omdannet til eksempelvis et ’net’, der er særdeles velegnet som indpakning af både skrøbelige emner og andre ting eller til fyldmateriale.
- De heldige ejere er dermed i besiddelse af en maskine, der sparer dem for køb af det fyldmateriale, de skal bruge til forsendelser. Det er da en win-win situation for ejerne, siger Mogens Eskildsen med et smil.
Flere motorstørrelser på vej
Indtil videre har firmaet da også kun fået positive tilbagemeldinger fra kunderne med henblik på løsningen. Og som Mogens Eskildsen forklarer, er det unaturligt at smide ressourcer af pap i containeren, når nu maskinen først står på lageret.
- Man får altså også en god fornemmelse, når man producerer sit eget indpakningsmateriale, både af de økonomiske årsager og af hensyn til miljøet, frem for at returnere det, siger Mogens Eskildsen og kommer ind på, at der ikke er så mange udbydere af maskinerne. Måske kun tre eller fire forskellige.
- Vi ønsker os i hvert fald gerne flere, så produktgruppen kan bliver kendt af flere, siger Mogens Eskildsen.
Edvard-serien er italiensk, har kraftigere motorer indenfor de forskellige størrelser. Konstruktionen er beregnet til industrielt forbrug og er utroligt driftssikker.
Diaflex A/S blev etableret i 1994 og har i dag domicil ud til Ikast motorvej, hvor de driver virksomhed med diamantværktøj, gulvslibemaskiner og andre industrielle produkter.
-hawin