Grathwol investerer yderligere i bæredygtighedMichael Sjolte, administrerende direktør i Grathwol.

Grathwol investerer yderligere i bæredygtighed

For emballageleverandøren Grathwol er bæredygtighed et fortsat fokuspunkt. Nye initiativer skal bidrage til, at virksomheden kan nedbringe sit klimaaftryk både nu og i årene, der kommer. Solceller på taget af lagerbygningen er seneste tiltag

Mere bæredygtige løsninger er centralt i plastindustrien, hvor Grathwol for alvor har markeret sig de seneste år. Med øget fokus på grønne initiativer og mere klimavenlige produkter, har Grathwol sat sig for at nedbringe sit klimaaftryk.

Eksempelvis har Grathwol tidligere meddelt, at virksomheden ønsker at omlægge al sin PET-emballage, så der i fremtiden kun sælges såkaldt rPET, der er genanvendt plast.

Nu har virksomheden investeret i solceller, der er installeret på taget af lagerbygningen i Karlslunde. Solcellerne vil dække over 50 procent af virksomhedens elforbrug.

- De seneste år er bæredygtighed kommet til at fylde mere og mere, ikke bare i branchen men også hos os internt. Derfor ser vi det som et helt naturligt skridt, at vi også foretager de nødvendige investeringer for at udvikle vores grønne profil, siger Michael Sjolte, administrerende direktør i Grathwol.

Udover investeringen i solceller har Grathwol udskiftet til LED-belysning i såvel lagerhal som på kontoret. Med den nye LED-belysning forventes elforbruget til belysning at falde til under det halve, men ud over det giver det også betydeligt bedre lys og deraf afledt arbejdsmiljø.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at tilbagebetalingstiden på nogle af vores initiativer er fordelagtig. Og sådan er det jo ofte med tiltag, der skal nedbringe klimaaftrykket. Så udover at det kræver tålmodighed, så er det også en investering i fremtiden, og den håber jeg, at andre også er villige til at tage, siger Michael Sjolte.

For Michael Sjolte og Grathwol tæller alle skridt i den rigtige retning, og det er bestemt ikke udelukket, at der kommer yderligere tiltag i fremtiden. Grathwol har netop installeret en ladestander til elbiler. Det er planen at udskifte virksomhedens firmabiler til elbiler. Den første kommer i november.

-hawin

Læs mere om transportemballage

17/10 2021