MAN hejste flaget og holdt gilde over rejst bygning
Entreprenørerne har arbejdet på højtryk og vinteren har været mild. Derfor kunne MAN Truck & Bus fornyligt afholde rejsegilde på det kommende nye MAN lastbil- og vancenter i Esbjerg
Alle håndværkere og ansatte hos MAN i Esbjerg var i dagens anledning inviteret med til rejsegilde på det nye byggeri. Her kunne både bygherren C.C.Contractor og MAN gøre status. MAN’s administrerende direktør Christian Barsøe holdt en lille tale til de fremmødte, og fortalte, at det er med en stor portion stolthed, at MAN inden længe kan tage det nye lastbilcenter i brug - et center, der som det første i Europa er designet til at rumme MAN’s nye varebil. Byggeriet kommer til at omfatte en indendørs udstilling og værkstedsfaciliteter, der også kan håndtere varebiler, da der bliver fem kombinerede last- og varebilsbaner med hurtige og lette tilkørselsforhold.Anlægget, som bygges på en 12.800 kvadratmeter stor grund ved indfaldsvejen til Esbjerg, forventer planmæssigt at kunne tages i brug i løbet af efteråret. Her vil MAN få et moderne og kundevenligt center med et brutto areal på 2.200 kvadratmeter.
transportnyhederne.dk