Kort vej til lagerinventaret
Kunderne har hurtig og kort vej til lagerinventaret, når de benytter leverandøren, Hans Høj Lagerinventars, katalog og hjemmeside
De dækker et hvert tænkeligt behov for lagerinventar. Det store udvalg af lagerreoler og pallereoler af høj kvalilitet fra velrenommerede producenter gør virksomheden attraktiv som leverandør til både produktionsvirksomheder, lagerførende virksomheder, lagerhoteller, terminaler, autoværksteder og mange andre aktører, der har behov for hurtig levering af reoler af høj kvalitet til en attraktiv pris.
Er der tale om intern transport af varer, leverer man endvidere palleløftere, kranudstyr og andet hejsegrej samt rulleborde, sækkevogne, rullebaner, plukvogne og andre produkter, der gør det lettere at flytte varer internt.
Plastkasser i alle tænkelige størrelser til mange forskellige formål og containere til affald er også på repertoiret sammen med blandt andet støvsugere, løfteborde og udstyr til kollissionsbeskyttelse.
Fokus på flere brancher
Med sin evne til at dække alle hjørner af lageret opererer Hans Høj Lagerinventar i det hele taget på tværs af rigtigt mange brancher og behov.
- Er det udstyr til mandskabsrum og kontorer på lageret eller i den lagerførende virksomhed, er vi også leveringsdygtige i alt, hvad der hører sig til der. Det gør, at også kunder uden for det deciderede lager- og industrisegment har fået øjnene op for vore ydelser.
- På den måde har vi udvidet kundebasen til også at omfatte advokatkontorer, tandlægeklinikker, børnehaver og en lang række andre virksomheder. Det har faktisk ført til, at vi fokuserer meget på disse områder og derfor har udvidet sortimentet, så det også omfatter eksempelvis arkivskabe, kontorstole, hæve-/sænkeborde og letvægtsreoler, forklarer indehaver og administrerende direktør i virksomheden, Hans Høj.
Rådgivning ved store leverancer
Det er det digre værk af et katalog i tabloidformat, som sammen med hjemmesiden informerer kunderne om de seneste trends og tendenser inden for lagerinventar og opbevaringsudstyr i alle afskygninger.
Her er der udførlige beskrivelser af udstyret med mål, priser, farvekombinationer og andre nyttige informationer, som gør det nemt at bestille varerne på nettet eller ringe til medarbejderne, som sørger for hurtig ekspedition.
-Vi har det meste på lageret her i Ishøj og bestiller løbende hjem i forhold til de mængder, som vi ved bliver afsat hen over sæsonerne. Er der tale om, at en ny virksomhed bestiller rigtig mange pallereoler for at indrette et helt nyt lager, er der muligvis længere leveringstid, siger Hans Høj.
Han forklarer at man i sådanne tilfælde ofte har været med på råd i de indledende faser, hvor lageret og deres rådgivere orienterer sig om inventar.
-Her bidrager vi ofte med gode råd om indretningen af lageret for at få optimal udnyttelse af kvadratmetrene i forhold til de mange processer, der foregår med truck og andet varehåndteringsmateriel. Her er det vigtigt, at man får det helt rigtige udstyr, for at logistikken spiller optimalt, uddyber han.
Den polske forbindelse
Hans Høj startede virksomheden for 21 år siden i 1992 i Randers. Det blev hurtigt klart, at det var lagerinventar, det handlede om. Samtidig gjorde murens fald det muligt at afsøge områder i det tidligere Østeuropa for mulige samarbejdspartnere.
Her blev Polen allerede fra starten et af de vigtige steder, Hans Høj var på udkig efter udstyr og samarbejdspartnere.
- En stor del af vort sortiment af lager- og pallereoler kommer fra polske producenter. Samarbejdet med de forskellige producenter bliver løbende udviklet, lige som nye kommer til. Nogle af dem bidrager med nyt udstyr til reolområdet, mens andre dækker nogle af de øvrige ofte nye produktområder.
- Hvad reolerne angår, udgør de jo et af vore kerneområder. Vi har derfor ud over polske virksomheder også samarbejde med producenter i både Spanien og Sverige. På den måde dækker vi os ind til de mange forskellige behov, kunderne har, forklarer Hans Høj.
I år 2000 flyttede virksomheden til Ishøj i Storkøbenhavn, hvor man har haft adresse på Allévej lige siden. Men selv om adressen er ændret, er konceptet det samme.
Man prøver sig lidt frem og ser, hvad der fungerer og har gennemslagskraft i kataloget og i de ordrer, som kunderne afgiver. Dermed er også turene til Polen kommet for at blive. Man planlægger løbende ture for at støve nyt udstyr og brugbart lagerinventar op.
Pris og leveringstid er vigtig
- Vi opsøger selvfølgelig hele tiden nyt udstyr og følger med i, hvad vore kunder efterspørger. Her bygger vi egentlig videre på de erfaringer, vi gjorde os under krisen. Vi måtte lige som alle andre justere virksomheden efter situationen og de omsætningsmæssige forhold.
- Selv om kunderne var mere tilbageholdende, oplevede vi dog stadig en vis omsætning og fremgang, selv om væksten ikke var lige så eksplosiv som i tiden inden krisen. I dag kan vi se, at det har båret frugt, at vi er blevet ved med at udvide sortimentet. Men hvor der før krisen groft sagt var en tendens til, at jyderne spurgte om pris, og københavnerne og sjællænderne spurgte om leveringstid, handler det i dag i høj grad om priser for alle kunderne. Her er vi heldigvis via vore indkøbsaftaler med vore samarbejdspartnere i stand til at honorere efterspørgslen på rigtig gode priser.
- Samtidig oplever vi dog også, at kunderne egentlig blot forventer en hurtig leveringstid. Den skal være i orden. Det betyder, at vi selv har måttet optimere vareflow og logistik indad til med ABC-analyser og andre værktøjer. Vi holder derfor lidt igen med lagerføringen, så det fortrinsvis er varer med høj omsætning, vi har på lageret i store mængder, forklarer Hans Høj.
Høj servicegrad
Som han forklarer, handler en del af virksomhedens strategi i det hele taget om at have en meget høj servicegrad. Her er den polske forbindelse atter i spil i en afgørende rolle. I rigtig mange år har lageret nemlig været befolket med polske medarbejdere.
Det er venner fra de mange besøg i Polen og bekendte af dem, som i kortere eller længere tid arbejder med at klargøre de varer og det udstyr, som skal ud til kunderne.
Blandt meget andet samler lagermedarbejderne reolgavle. Det sker hurtigt, effektivt og sikkert, så kvaliteten er i orden.
- Vi betaler danske lønninger og får en super indsats retur. Det får alle processer i vareflowet til at spille sammen og gør faktisk, at vi stadig har en rigtig hurtig levering af varerne, siger Hans Høj, der også gerne selv deltager i lagerarbejdet, når store ordrer bliver ekspederet.
-hawin