Plukautomat styrker salget
Computersalg indvier nyt domicil og lager med EffiMat løsning
Computersalg indviede for kort tid siden deres nye domicil i Borup på Sjælland. Lageret er udstyret med en EffiMat løsning, der er den nyeste teknologi inden for lagerautomatisering.
Indvielsen fik bl.a. besøg af Køge kommunes borgmester Marie Stærke samt leverandører, lokale medier og kunder.
Hundredevis af interesserede kunder, leverandører, og partnere var dukket op ved Computersalg i Borup en tidlig søndag morgen i begyndelsen af september. Computersalg indviede deres nye domicil, og EffiMat Storage Technology A/S var med på sidelinjen.
Lageret er nemlig udstyret med en EffiMat-løsning, der er den nyeste teknologi inden for lagerautomatisering.
Computersalg var den første kunde til at aflægge en ordre på en af virksomhedens plukautomater, derfor blev begivenheden fulgt med stor interesse fra EffiMat, der da også var repræsenteret af stifterne, Jørgen Flemming Ladefoged og Tommy Langhoff.
Jørgen Flemming Ladefoged fortæller:
- Computersalg var blandt de første til at tro på vores virksomhed og teknologi, da de var de første der købte en EffiMat allerede i oktober 2012. Derfor var det vigtigt for os at være tilstede ved åbningen, vise vores støtte, og demonstrere maskinen.
Plukautomaten er integreret med Computersalgs webordre- og lagerstyringssystem og kan håndtere et stort antal varenumre med en plukhastighed på op til 400 ordrelinjer i timen. Den indeholder ca. 600 kasser af 40 x 60 cm.
Plukautomaten yderst velegnet til webshops på grund af den høje pluk-sikkerhed og –hastighed. Dette gør den til et god løsning for virksomheder som Computersalg.dk, der har mange små ordrer.
Computersalg A/S startede i 1996 som detailbutik. Allerede i 1999 udvidede de med netsalg og har dermed altid været på forkant med nye tendenser og teknologier. Det nye domicil i Borup omfatter, udover den nyeste teknologi i form af plukautomaten EffiMat, også et helt nyt lager, administration og servicebutik.
-hawin