DIRA Automatiseringsprisen 2020 uddeles på AutomatikmessenVinderne af DIRA Automatiseringsprisen 2018, LINAK, i selskab med adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Foto: MCH/Lars Møller

DIRA Automatiseringsprisen 2020 uddeles på Automatikmessen

Landets bedste inden for automatisering hædres på tirsdag den 8. september, når DIRA Automatiseringsprisen 2020 uddeles på Automatik-messen i Brøndby Hallen. Welltec, VOLA og Juliana Drivhuse er årets nominerede

Automationsbranchens pionerer hyldes, når Automatik-messen 8.-10. september inviterer inden for i Brøndby Hallen til tre dage med robotter og automatisering på programmet.

På åbningsdagen uddeles DIRA Automatiseringsprisen 2020, som er en hæder til en virksomhed, som har en god automatiseringshistorie. Prisen uddeles hvert år til en virksomhed, som har skabt en unik løsning eller proces baseret på robotteknologi og relateret automatisering.

Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen tager sig af prisuddelingen i Brøndby.

Ved dette års prisuddeling vil de nominerede virksomheder, Welltec, VOLA og Juliana Drivhuse, præsentere deres automatiseringsløsninger til en åbningskonference, hvorefter vinderen bliver kåret.

De nominerede projekter
Welltec, som vandt DIRA Automatiseringsprisen i 2016, er denne gang nomineret for en helt unik robotsvejseløsning til produktion af udstyr til energisektoren.

En anden tidligere vinder af DIRA Automatiseringsprisen er VOLA, som med deres installation af en flåde af ni mobile robotter har sat fokus på fleksibilitet og hurtig omstilling af produktflowet.

Endeligt er Juliana Drivhuse i Odense nomineret for at have planlagt og implementeret en avanceret robotcelle, der forener lagerautomater med avanceret visionteknologi i en fuldautomatisk pakkeløsning af delelementer til drivhuse.

Vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2020 udvælges af en jury, der repræsenterer forskningsinstitutioner, presse, interesseorganisationer samt industrien. Juryen består i år af Ole Madsen fra Aalborg Universitet, Laurids Hovgaard fra Ingeniøren, Nigel Edmondson fra MADE, Dorte Martinsen fra BM Silo og forrige års vinder Tina Beith Christensen fra Aalborg Universitetshospital.

-lipe

 

Læs mere om robotter & automatisering

2/9 2020