Verdensberømt robotvirksomhed bliver dansk

Verdensberømt robotvirksomhed bliver dansk

Danske Blue Ocean Robotics har netop erhvervet alle aktiver og rettigheder til robotten Beam fra en af verdens førende leverandører af telepresence-robotter, Suitable Technologies, Inc. i Silicon Valley. Hovedkontoret flytter nu til Odense og trækker mindst 30 nye jobs med sig

Aftalens endelige gennemførelse sker efter en formel godkendelse i USA, hvorefter forretningen overdrages til den danske robotvirksomhed.

Beam er en fjernstyret mobil robot, der gør det muligt at kommunikere via skærm, kamera og mikrofon, samtidig med at robotten kan navigeres og være mobil selv i de fjerneste afkroge af kloden - en såkaldt 'telepresence-robot'.

- Efter mere end fem års samarbejde er jeg overbevist om, at Blue Ocean Robotics har evner og vilje til at supportere nuværende Beam-brugere, skaffe nye kunder og opbygge forretningen på nye områder, siger Scott Hassan, der er grundlægger og CEO i Suitable Technologies, Inc.

Beam er en af de mest udbredte og bedst kendte telepresence-robotter. På verdensplan findes der mere end 7.500 Beam robotter og mere end 160.000 brugere heraf. Potentialet skønnes at ligge langt over 100.000 robotter i årligt salg.

 

Barack Obama mødes med Alice Wong, Disability Visibility Project Founder og Project Coordinator via Beam Pro på Americans with Disabilities Act 25th Anniversary reception i Det Hvide Hus i 2015. (Official White House Photo by Pete Souza)

- Beam har vist sig at levere fantastisk stor værdi til vores kunder på en række parametre som at reducere transport og CO 2-udledning og samtidig forbedre sociale relationer med bedre, hurtigere og hyppigere kommunikation mellem mennesker. Det har betydet, at mange kunder vender tilbage igen og igen for at få flere robotter installeret. Beam kan nemlig bruges i mange sammenhænge, fra sikkerhedsgodkendelser i industrien, lægekonsultationer, syge børns adgang til skole og kammerater, eksterne censorer, fysioterapeuter og til museer, gallerier og uendeligt meget mere. Vi har set en konstant stigende afsætning. Det giver os blod på tanden til at overtage hele forretningen. At det er lykkedes, er helt fantastisk for os. Det skyldes ikke mindst de enestående resultater fra vores team, ikke mindst Peter Juhl Voldsgaard, der, sekunderet af Laust Thomsen, har haft ansvaret for at udvikle denne forretning, siger CEO Claus Risager.

Claus Risager fortsætter:

Tid til solid, global omsætning
- Det er af stor strategisk betydning for Blue Ocean Robotics, at vi er majoritetsejer på alle vores robotter. Med aftalen bliver vi 100 procent ejer af hele Beam-forretningen. Dermed har vi nu både Beam og vores UVD Robots, en berømt, prisbelønnet robot til ultraviolet desinfektion på eksempelvis hospitaler. De er begge er i en global skalerings-fase med opbygning af verdensomspændende forhandlernet, modning af produktionen og distributionen, samt udbygning af en solid kundesupport/-service i samarbejde med forhandlerne. Vi forventer en stor vækst på det globale salg af disse robotter over de næste to-tre år, og det er en af vores absolut vigtigste ambitioner fremad. Købet markerer desuden et skifte for Blue Ocean Robotics, der hidtil har haft primær fokus på at udvikle porteføljen af robotterne i samarbejde med strategiske kunder. Nu er tiden kommet til at skabe en solid global afsætning. Medarbejdere, ledelse og ejere glæder sig til denne spændende og udfordrende rejse.

Blue Ocean Robotics er verdens første 'Robot Venture Factory'. Virksomheden er kendt for at udvikle professionelle servicerobotter fra problem, idé og design over udvikling, kommercialisering og til skalering. Hver robot er placeret i eget datterselskab, som står for at skalere salg, kundeservice, support og alt andet rettet mod marked og kunder globalt. Moderselskabet varetager al udvikling og produktion af robotterne på tværs. Overtagelsen af Beam forretningen betyder derfor, at Blue Ocean Robotics har etableret datterselskabet, Beam Robots ApS, til at varetage det globale salg.

Overtagelsen af Beam betyder oprettelse af en række nye arbejdspladser i Danmark.

- Med etablering af Beam Robots ApS hovedkontoret i Odense frem for i Silicon Valley skal vi have udbygget teams til produktion, udvikling, salg, service og support. Det vil formentlig kræve 30 nye arbejdspladser etableret inden for et års tid, siger COO, Rune K. Larsen.

-lipe

 

Læs mere om robotter & automatisering

28/8 2019