DS Smith stopper bølgepapproduktion i Vejle
Fabrikken er en af i alt 30 afdelinger emballagekoncernen nedlægger på globalt plan. Ifølge DS Smith skal produktionen overføres til andre fabrikker, mens der samlet skal spares ca. 480 mio. euro om året
Bølgepapfabrikken DS Smith på Bødkervej i Vejle bliver lukket inden årets udgang, og de omkring 120 medarbejdere enten mister jobbet eller omplaceret i virksomheden.
Ifølge en pressemeddelelse sker lukningen af fabrikken på grund af for lav indtjening på dens Point of Sale-produkter og som led i en generel optimering af DS Smiths produktionsfaciliteter.
Den danske virksomhed er blot en af mange, som nu bliver nedlagt i den globale DS Smith-koncern. Samlet drejer det sig om 29 produktionsanlæg til emballage, et papirværk, to genbrugscentre og fire kontorer, der skal lukkes i den kommende tid. I Danmark er det alene Vejle-fabrikken, der bliver nedlagt.
Ifølge mediet PrintIndustry.news planlægger koncernen at overføre hovedparten af produktionsmængderne til sine øvrige fabrikker, og har allerede omfordelt lidt over halvdelen af de berørte produktionsmængder.
Mediet skriver, at den industrielle omstilling også omfatter en væsentlig del af moderniseringen af papirfabrikkerne. Koncernen har investeret ca. 1,1 mia. euro i sine anlæg i løbet af de seneste to år, især for at udvide produktionskapaciteten for papir med lav gramvægt.
Ud over lukningerne af produktionsanlæggene gennemfører DS Smith et omkostningsbesparelsesprogram, der forventes at generere samlede årlige besparelser på ca. 480 mio. euro - de fleste inden udgangen af 2027.
-lipe