Salget af personbiler kom godt fra start
I januar blev der leveret 16.436 personbiler. Det er 2,6 procent over januar sidste år, der blev året, hvor den absolutte rekord blev sat
I alt blev der leveret 2.838 varebiler i løbet af januar i år. Det er 23,5 procent flere end i januar sidste år, hvor tallet var 2.289. I de seneste fire år er salget af varebiler i januar steget fra 1.741 i januar 2013 til de nævnte 2.838 i januar i år.Brancheorganisationen De Danske Bilimportører fremhæver, at de seneste tre måneder ligger for både for person- og varebilernes vedkommende knap 12 procent over den tilsvarende periode året før.
- Hos De Danske Bilimportører forventede vi i 2015, at vi ville se et stadig pænt bilsalg i 2016. Første måneds salgstal viser at forudsigelsen om en fortsættelse af det pæne salg, ser ud til at holde stik, siger Gunni Mikkelsen, der er administrerende direktør i De Danske Bilimportører.
- Hos De Danske Bilimportører har vi generelt store og positive forventninger til det nye år. Vi tror på et personbilssalg i samme størrelsesorden som i 2015, og det tilsvarende gælder for varebilerne. Der er naturligvis forskellige forhold som påvirker markedet, siger Gunni Mikkelsen.
Han peger på, at afgiftsnedsættelsen fra sidste år vil føre til fornyet interesse for køb af ny bil.
- Sidst men ikke mindst er de privatøkonomiske forhold ganske gode, og der er en høj grad af tillid hos forbrugerne såvel som fra erhvervets side, og kundeinteressen i januar bekræfter dette, siger Gunni Mikkelsen.
transportnyhederne.dk