Trailere med to etager
TNT Express har indsat nye dobbeltdæktrailere i sit engelske vejnetværk. De nye trailere løfter TNT’s lastekapacitet med 42 procent
Transportvirksomheden TNT Express har netop lanceret dobbeltdæktrailere i sit engelske vejnetværk. De nye trailere, som næsten fordobler lastekapaciteten (42 %) i forhold til en standardtrailer på 13,6 m, kører i dag på ruter mellem transportvirksomhedernes hub i Kingsbury og depotet i Durham.
De toetages trailere har indbygget en innovativ hæve-sænke platform, der klarer op til otte tons, fuldt lastet. Når platformen hæves op, er der plads til yderligere 20 tons last ’i stueetagen’.
Selvom dobbeltdæktrailere øger kapaciteten på den enkelte lastbil, har de typisk ikke været udbredt blandt såkaldte ’loose load’ transportører. Men det billede ændrer TNT Express nu på.
- Med større kapacitet på de nye trailere optimerer vi både vores operation og service til kunderne. Mere last om bord på den enkelte bil betyder, at vi skal køre færre ture for at levere samme mængde fragt. Det er godt nyt for os, miljøet og vores kunder, siger Susanne Vatta, administrerende direktør i TNT Danmark.
Transportvirksomhedens nye trailere er udviklet af Cartwright Group. De er 0,7 m højere end en standardtrailer i fronten, men har normal højde bagtil. Derfor har de kunnet indsættes uden behov for justeringer af TNT’s depoter.
Virksomheden tester i forvejen lange semitrailere (LST’s) i UK, som led i et samarbejde med de britiske transportmyndigheder. Her undersøger man, hvordan køretøjer af forskellig størrelse påvirker trafikken på de britiske veje.
-hawin