Internationalt samarbejde om alternative batterier
Finsk-svenske Stora Enso vil kombinere sin viden om biomaterialer med kinesiske Shanshan Technology om udvikling af ligninbaseret hård kul til batterianoder
En af verdens førende industrikoncerner inden for skov-, papir- og fiberproduktion, den finske-svenske Stora Enso har indgået et partnerskab med Shanshan Technology i Kina for at fremskynde udviklingen og industrialiseringen af mere miljøvenlige batterimaterialer.
Samarbejdet skal styrke kompetencerne og kapaciteten inden for økosystemet for batterimateriale, og virksomhederne vil opføre en demonstrationslinje til produktion af ligninbaseret hård kul til batterianoder på Shanshan Technologys anlæg i Ningbo i Kina.
Lignin, er et almindeligt, organisk stof, som også kaldes organisk polymer, da det findes i cellevæggene i bl.a. træer og buske, hvor det fungerer som naturligt bindemiddel.
Demonstrationslinjen skal muliggøre hurtigere teknologiudvikling og validering i industriel skala til det globale marked, og give virksomhederne bedre forudsætninger for at imødekomme den hurtigt voksende interesse for natriumionbatterier og den stigende efterspørgsel efter bæredygtige anodematerialer.
- Det fælles udviklingsarbejde fokuserer på ligninbaseret hårdkul fra vedvarende træråvarer, hvilket er særligt relevant for natriumionbatterier, hvor hårdkul er nødvendigt som anodemateriale, skriver Store Enso i en pressemeddelelse.
Parterne ved underskrivning af aftalen
Partnerskabet understøtter Stora Enso’s langsigtede ambition om at etablere storstilet produktion af hårdt kul til batterianoder i Europa, samtidig med at natriumionbatterier vinder stadig større indpas inden for et stigende antal anvendelsesområder inden for energilagring og mobilitet.
- Vores partnerskab med Shanshan Technology er et vigtigt skridt i udviklingen af vores forretning inden for bæredygtige batterimaterialer, siger Juuso Konttinen, Head of Growth, Biomaterials hos Stora Enso, og fortsætter:
- Ved at kombinere vores ekspertise inden for vedvarende materialer med Shanshan Technologys industrielle kapacitet inden for anodematerialer kan vi fremskynde udviklingen, styrke vores beredskab til fremtidig opskalering og understøtte vores langsigtede ambition om at etablere produktion af hårdt kul i Europa.
-lipe