Padborg-virksomhed ruller sig ud med 28 nye lastbiler
Vognparken i den sønderjyske transportvirksomhed H.P. Therkelsen A/S i Padborg er blevet udvidet med 28 nye Volvo lastbiler
I dag udgør vognparken hos H.P. Therkelsen 85 egne lastbiler, men et større antal er tilknyttet virksomheden via samarbejdende vognmænd, og virksomheden beskæftiger totalt ca. 250 lastbiler dagligt.
H.P. Therkelsen udfører transportopgaver for en lang række store danske og internatonale virksomheder, hvor transport og håndtering af fødevarer - ferske, kølede og frosne - er virksomhedens primære aktivitet.
Driftsikkerhed og transportlogistik er meget vigtig, når man kører med fødevarer. Godset skal være fremme til tiden og håndteres korrekt under hele transportforløbet - fra modtagelse til levering af godset. H.P. Therkelsens produktionsapparat - lastbilerne - er for hovedpartens vedkommende Volvoer.
Kigger på totaløkonomien
- Volvo har ubetinget den bedste service i Europa. Får vi et nedbrud med en af lastbilerne, er Volvo hurtige til at hjælpe. En Volvo er ikke den billigste lastbil i indkøb på markedet, men på totaløkonomi er den det for os, når vi indregner driftsomkostninger og gensalgsværdi, siger Mogens Therkelsen, der er tredje generation i den sønderjyske familievirksomhed. Han overdrog for nylig ansvaret til fjerde generation - sønnen Peter Therkelsen.
De nye Volvo lastbiler er fordelt med 24 to-akslede trækkere af typen 4x2 420 hk XL, VEB+ og fire tre-akslede 6x2 460 hk XL, VEB+, som skal køre modulvogntog, der kan køre med 60 tons og har en længde på 25,25 m.
transportnyhederne.dk