3F Transport og Dansk Industri har indgået forlig på transportområdet

3F Transport og Dansk Industri har indgået forlig på transportområdet

Onsdag aften lykkedes det DI og 3F Transport at lande et 2-årigt gennembrudsforlig på normallønsområdet. Sammen med gennembrudsforliget på industriområdet fra forrige søndag sætter det retningen for 600.000 medarbejdere på det private arbejdsmarked

Hovedforliget omkring normalløn, den såkaldte Fællesoverenskomst på transportområdet er rammesættende for i alt 170.000 lønmodtagere. Det er lykkedes parterne at nå en aftale, som er en modernisering af Fællesoverenskomsten.

- I fællesskab er vi lykkedes med at blive enige om nogle væsentlige, men balancerede moderniseringer, så overenskomsten nu i højere grad er tilpasset dagligdagen ude i virksomhederne. Til fordel for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Ligesom vi tager et øget ansvar for at få uddannet næste generation af lønmodtagere, siger Kim Graugaard.

Aftalen indeholder bl.a. ændrede muligheder for at planlægge arbejdstiden i alle ugens syv dage, samt mere smidige deltidsbestemmelser, flere midler til lærlinge og bedre uddannelsesmuligheder.

Vanskelige forhandlinger
Enigheden om aftalen, der er forberedt i måneder, blev nået efter hårde forhandlinger i halvandet døgn.

- I en usikker tid med høj inflation, krig i Europa og potentielt rigtig svære økonomiske tider i sigte er det afgørende for Danmark, at det er lykkedes at forhandle en omfattende gennembrudsaftale på normallønsområdet på plads. Vi kan godt tillade os at være stolte af at have vist ansvarlighed og bidraget til at skabe ro på arbejdsmarkedet i en vanskelig situation for vores land, siger viceadministrerende direktør i DI Kim Graugaard.

Han slår samtidig fast, at der har været tale om meget vanskelige forhandlinger, der endte med et godt men også dyrt resultat for arbejdsgiverne.

- Det var virkelig historisk omfattende og hårde forhandlinger med rigtigt mange elementer. Og jeg vil gerne takke 3F Transport for både svære kampe, godt samarbejdsklima og grundlæggende ansvarlighed, siger Kim Graugaard, og fortsætter:

- Men det er heller ingen hemmelighed, at vi fra arbejdsgiverside har strakt os økonomisk langt i et ansvarligt forsøg på at sikre ro på arbejdsmarkedet. For i usikre tider er en konflikt det sidste som Danmark og danske virksomheder har brug for, siger Kim Graugaard

Ingen efterfølgende lokalforhandlinger
Hvor forrige søndags gennembrudsaftale i industrien var på mindstelønsområdet, så er forliget med 3F Transport et gennembrudsforlig på normallønsområdet uden efterfølgende lokale forhandlinger.

- Jeg synes, at vi har lykkedes med at ramme en balance, der både tilgodeser lønmodtagernes forståelige høje forventninger til lønfremgang og virksomhedernes muligheder for stadig at konkurrere internationalt, siger Kim Graugaard.

Det nye forlig er det mest omfattende og fornyende i mange år på normallønsområdet. Aftalen indeholder også væsentlige forbedringer inden for barsel, natarbejde og styrket lokalt samarbejde på virksomhederne.

- Det er positivt for hele samfundet med bedre forhold for eksempelvis barsel, uddannelse, natarbejde og det lokale samarbejde. På den måde er det en aftale, der rækker langt ud i fremtiden, siger Kim Graugaard.

Som mindstelønsaftalen skal normallønsaftalen til urafstemning hos de respektive fagforeningers medlemmer. Det sker formentlig i april.

OK23: Transportforliget – satser og øvrige vigtige punkter:

Timeløn: Normaltimelønnen stiger 6,00 kroner per time 1. marts 2023 og 5,75 kroner per time 1. marts 2024. I alt 11,75 kroner.

Frit valg: Den særlige opsparing, der sikrer hver enkelt ansat frit valg mellem pension, frihed eller udbetaling som løn, hæves fra 7 til 9 procent af lønnen per 1. marts 2024. Der giver en direkte lønstigning på 2 procent eller mindst 700 kronerom måneden.

2 procent lønstigning via ændret pension: Per 1. juni 2023 indbetaler arbejdsgivere 10 procent af lønnen til pension i stedet for 8 procent. Ansattes indbetaling falder fra 4 til 2 procent af lønnen.

Genetillæg og overarbejdstillæg:Genetillæg stiger 4,5 procent 1. marts 2023 og 3,5 procent 1. marts 2024. Tillæg for overarbejde stiger 3,5 procent 1. marts 2023 og 3,0 procent 1. marts 2024.

Lærlinge: Lønnen til lærlinge hæves med 4,5 procent per 1.marts 2023 og med 3,5 procent per 1. marts 2024. Bidrag til lærlinges studietur stiger med 1.000 kroner. Tillidsrepræsentanten på hver enkelt arbejdsplads får hvert år per 1. marts mulighed for at forhandle lærlingenes løn.

Omlægning af arbejdstid: Fællesoverenskomstens regler om arbejdstid moderniseres i forhold til arbejde i weekenden, så alle ugens syv dage kan betragtes som normale arbejdsdage i forhold til placering af ugens fem arbejdsdage. Weekendarbejde skal varsles, og ansatte, der skal arbejde på weekenddage, får tillæg, der kan udbetales som løn eller veksles til fridage.

Mere uddannelse og bedre mulighed for at blive faglært: Ansatte på transportområdet får bedre muligheder for uddannelse som en del af deres ansættelsesforhold. Der skrues op for løbende kompetenceafklaring, uddannelsesplaner og muligheder for at blive faglært. Godtgørelse under uddannelse stiger fra 85 procent til 100 procent af lønnen. Ansatte og deres tillidsvalgte får ret til at vælge en uddannelsesrepræsentant.

Nye værktøjer til tillidsvalgte: Valggrundlag for tillidsrepræsentanter nedsættes til fem ansatte. Valg af tillidsrepræsentant foregår i arbejdstiden, og tillidsrepræsentanter får ret til at mødes med nyansatte kolleger.

Barsel/orlov: Far/medmor har fået øremærket yderligere 2 ugers orlov med løn, og forældrene har herudover fået yderligere 2 ugers orlov med løn, der kan deles mellem dem. Det giver samlet set 36 ugers orlov med løn efter fødselstidspunktet modsat de 32 uger, som der er i dag.

-lipe

2/3 2023
  • Renault Trafic er årets varevogn

    Renault Trafic er årets varevogn

    transport ›Den helt nye Renault Trafic Van E-Tech Electric gjorde rent bord ved kåringen af International Van of the Year 2027. Den nye, elektriske model kommer efter planen til Danmark i begyndelsen af 2027
  • 35 påkørsler af Banedanmarks broer

    35 påkørsler af Banedanmarks broer

    transport ›Alt for mange lastbiler klemmer sig fast under jernbanebroer, hvilket er både dyrt og besværligt. Banedanmark opfordrer til, at landets vognmænd kigger ekstra grundigt på højderne under landets broer
  • Volvos nye elserie kåret til Årets Lastbil

    Volvos nye elserie kåret til Årets Lastbil

    transport ›Prisen som "International Truck of the Year 2027" tilfalder Volvos nye generation, der omfatter FH-, FM-, FMX- og FH Aero Electric-serierne
  • Akut-transport i luksusklassen

    Akut-transport i luksusklassen

    transport ›Det italienske statspoliti har i over 20 år samarbejdet med bilmærket Lamborghini om særlige transportopgaver. Den nyeste model, Temerario er lige præsenteret som indsatsvogn til bl.a. organtransport
  • Hver anden nye varebil kører på el

    Hver anden nye varebil kører på el

    transport ›Elektrificeringen satte ny rekord i august, når det gælder nye varebiler på vejene. Til gengæld faldt antallet af nye, eldrevne lastbiler
  • Nye løsninger til flådeanalyse og flådestyring 

    Nye løsninger til flådeanalyse og flådestyring 

    transport ›Webfleets Fleet Insights og Asset Management 360 hjælper transportvirksomheder med at omsætte data om køretøjer og aktiver til bedre indsigt, hurtigere beslutninger og mere effektiv drift. De bliver vist på IAA Transportation 2026
  • Rift om lagerlokaler i Horsens

    Rift om lagerlokaler i Horsens

    transport ›2026 har budt på rekordmange lejeaftaler inden for lager og logistik hos Nordicals Horsens – inklusive årets største udlejning i hele landet
  • AI kan effektivisere takeaway-leveringer

    AI kan effektivisere takeaway-leveringer

    transport ›En AI-baseret model kan samle flere takeawayordrer på samme tur og reducere behovet for bude uden at øge ventetiden. Modellen er udviklet med bidrag fra SDU-forsker Yihua Wang og testet på mere end 650.000 virkelige leveringer