DI har stor ønskeliste om dansk infrastrukturMichael Svane præsenterer DI's plan for investeringer i den fremtidige danske infrastruktur

DI har stor ønskeliste om dansk infrastruktur

Det vil koste 70 milliarder kroner at give danskerne verdens bedste transport for virksomheder, bilister, cyklister, bus- og togpassager.

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Ifølge DI spilder Danmark cirka 20 milliarder kroner om året på trængsel. Det sker, når bilisterne sidder i kø på motorvejen, venter på et forsinket tog, eller når varer fra danske virksomheder bliver forsinket.

DI præsenterer på den dystre baggrund en samlet investeringsplan på 70 milliarder kroner, der kan levere et stort bidrag til at mindske den stigende trængsel og give Danmark en infrastruktur i verdensklasse.

Efterlyser samlet plan
Direktør Michael Svane fra DI Transport siger, at der er ”et skrigende behov” for at fremtidssikre dansk infrastruktur, og at problemerne dag for dag bliver mere og mere akutte.

Problemerne er særligt akutte, fordi anlæggelsen af nye veje og broer tager lang tid, og derfor mener DI-direktøren, at politikerne allerede nu skal drøfte og udpege, hvor der skal investeres:

- Der bør være en samlet plan for investeringerne, så de gennemføres der, hvor de gør størst nytte. Investeringerne skal løse de største problemer med trængsel, gøre den samlede infrastruktur mere robust og skabe større sammenhæng mellem forskellige dele af Danmark, siger Michael Svane.

32 milliarder kroner årligt
DI’s peger i sin investeringsplan på, at trængslen frem mod 2030 vil give en årlig omkostning på 32 milliarder kroner.

- Det er dyrt at investere i infrastruktur. Men det er dyrere ikke at gøre det. Investeringerne bør fordeles, så 48,8 milliarder kroner går til vejprojekter, 9,7 milliarder kroner går til baneprojekter, mens de resterende milliarder reserveres  til mindre projekter og konkrete puljer  til blandt andet kollektiv trafik, fremme af cykling, hovedvejsprojekter og ny teknologi, siger Michael Svane.

De nødvendige projekter
DI´s plan indeholder en række ”nødvendige” projekter, der fordeler sig over hele landet. De omfatter blandt andre de sydlige deletaper af den midtjyske motorvej, den meget efterspurgte tredje forbindelse over Limfjorden, en hastighedsopgradering af banen mellem Ringsted og Odense og en udvidelse af E45 mellem Randers og Vejle.

Blandt de nødvendige projekter er også en færdiggørelse af Frederikssundsmotorvejen, en Kalundborg motorvej, en færdiggørelse af den fynske motorvej E20 syd om Odense, rute 54 fra Næstved til Rønnede, samt en udvidelse af Hillerødmotorvejen.

Også etableringen af det store motorvejsprojekt "Ring 5-sydforbindelsen fra Måløv til Køge" er med i planen. Samt et dobbelt jernbanespor mellem Tinglev og Padborg.

Bro fra Als til Fyn
DI´s plan omfatter desuden en række brugerbetalte forbindelser - Femern-forbindelsen, en fast Kattegat-forbindelse, en H-H forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg og en østlig ringvej i København (havnetunnel).

Samtidig ønsker DI en ”strategisk analyse” af behovet for fremtidssikring af infrastrukturen mellem Øst- og Vestdanmark, herunder i trekantsområdet, men også en mulig fast forbindelse mellem Als og Sydfyn..

Michael Svane understreger, at de mange investeringer er udvalgt efter blandt andet, at de kan give et afkast på mere end fire procent, og at danskerne dermed får ”mest mulig mobilitet for de investerede penge”.

- For det andet bør projekterne vurderes efter, om de tjener et andet strategisk formål. Det kunne eksempelvis være, at de er et led i en international transportkorridor i form af projekter, der understøtter havne og lufthavne, siger DI Transports direktør.

Vi skal tænke os godt om
Han slår fast, at det grundlæggende drejer sig om, at danskerne skal have mest og bedst mulig infrastruktur for de penge, der investeres:

- Vi skal have en infrastruktur i verdensklasse. Og det får vi kun, hvis vi tænker os godt om – og får lavet en samlet plan for investeringerne i infrastrukturen i det kommende årti, siger Michael Svane.

Her skal pengene komme fra
Pengene til de massive investeringer i infrastrukturen skal ifølge DI komme fra den skattefinansierede investeringsramme for perioden 2020 – 2030.

Ifølge DI skal midlerne placeres i Infrastrukturfonden og udmøntes løbende i takt med at projekterne gennemføres.
- Det bør ikke henlægges til de årlige forhandlinger om Finansloven at udmønte en flerårig investeringsplan, slutter Michael Svane

27/2 2019
  • Over halvdelen af solgte varebiler kører på el

    Over halvdelen af solgte varebiler kører på el

    transport ›Salget af el-varevogne stiger fortsat og har nu overhalet dieselbiler, mens markedet for ellastbiler stadig halter efter. Det viser nyeste opgørelse fra Mobility Denmark
  • Første rul på den kommende Hillerødmotorvej

    Første rul på den kommende Hillerødmotorvej

    transport ›Fra natten mellem den 16. og 17. oktober bliver trafikken på en stor del af Hillerødmotorvejens forlængelse flyttet over på de nyanlagte spor til den kommende motorvej. Flytningen markerer dermed en stor milepæl for motorvejsudvidelsen
  • Transportemballage af genanvendt plast

    Transportemballage af genanvendt plast

    transport ›Brugte vandflasker udgør hovedingredienserne i Boxons Big Bags, som både er stærke og godkendt til fødevarekontakt
  • Lun levering i ny emballage

    Lun levering i ny emballage

    transport ›En pizzabakke af termoplastisk skum, der holder på varmen og samtidig fastholder fedt og madrester i emballagen, er Klöckner Pentaplasts nye løsning til takeaway og fastfoodlevering
  • Flere lastbiler på solenergi

    Flere lastbiler på solenergi

    transport ›PostNords har i et forsøgsår med 10 lastbiler vist store besparelser på både brændstof og udledning, så nu udvider virksomheden brugen af solceller
  • Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    transport ›CPH Air Lab vil undersøge, om filtre kan fange ultrafine partikler midt i den travle flytrafik. Dermed udvider lufthavnen sin indsats fra at reducere udledninger til også at undersøge, om partikler kan fjernes fra luften
  • Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    transport ›Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i øjeblikket en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandeve med bl.a. andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner
  • Hold banen fri for træer

    Hold banen fri for træer

    transport ›Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer