Høje hastigheder på Øresundsbroen skaber bekymring

Høje hastigheder på Øresundsbroen skaber bekymring

Der køres med ekstremt høje hastigheder på Øresundsforbindelsen. Det viser nye målinger fra Københavns Politi, der har målt hastigheder helt op til 209 km/t. på strækningen. Øresundsbroen og Rådet for Sikker Trafik foreslår, at der indføres strækningskontrol for at forebygge voldsomme trafikulykker

Der er for mange bilister, som har en meget tung speederfod, når de kører over Øresundsforbindelsen på vej til Sverige eller Danmark. Det viser nye tal fra Københavns Politi, som har målt ekstremt høje hastigheder på Øresundsforbindelsen.

I en periode på cirka to måneder (10. juli - 18. september) har politiet målt 11.000 trafikanter, der kørte med over 125 km/t. på strækningen. De fleste blev taget på Peberholm, hvor man må køre 110 km/t., men en del bilister blev også målt i tunnelen, hvor hastighedsgrænsen er 90 km/t. Den højeste målte hastighed i tunnelen var på 203 km/t. og på Peberholm hele 209 km/t.

- Vi gør meget for, at det skal være sikkert at køre over Øresundsbroen, men vi oplever desværre, at nogle bilister ikke respekterer hastighedsbegrænsningerne på forbindelsen, og det medfører farlige situationer for både dem selv og andre. Vi har haft flere ulykker på grund af høj fart, og fra brugerundersøgelser ved vi, at mange af vores faste pendlere er utrygge over de bilister, der drøner afsted uden hensyn til andre trafikanter, siger Ulla V. Eilersen, Sikkerhedschef ved Øresundsbro Konsortiet.

Hvis der sker en ulykke i tunnelen, kan det blive mere alvorligt end ved ulykker på en åben vejstrækning. Køretøjer kan ramme tunnelvæggene og andre køretøjer, og i værste fald kan der udvikles brand, der i en tunnel kan have meget alvorlige konsekvenser. Desuden er adgangsforholdene for redningskøretøjer vanskeligere på hele Øresundsforbindelsen i forhold til en ulykke, der sker på en vej i åbent land. 

Politiet er bekymret

Hos Københavns Politi er der bekymring over, at så mange trafikanter vælger at køre med meget høje hastigheder på strækningen. Politiet har flere gange gennemført fartkontrol i blandt andet i Øresundstunnelen, men på grund af de trange pladsforhold kan betjentene kun foretage fartkontrol få steder i den fire kilometer lange tunnel.

- De mange målinger er primært gennemført på Peberholmen, hvor hastighedsgrænsen er 110 km/t, men der er også gennemført fartmålinger i tunnelen, hvor vi blandt andet har målt hastigheder på op til 203 km/t. Nogle bilister kører, som var de på en racerbane uden hensyn til den øvrige trafik, og de er åbenbart ligeglade med den risiko, deres meget høje hastighed udgør for dem selv og andre, siger Steen Søder, politiinspektør ved København Politis færdselsafdeling, men understreger at politiet ikke ønsker at blande sig i den politiske beslutning om, hvorvidt der på strækningen bør indføres strækningskontrol.

Strækningskontrol kan løse problem

Øresundsbroen har gennem årene fået mange henvendelser fra pendlere, der ønsker en mere effektiv fartkontrol i tunnelen og på Øresundsbroen, da det skaber utryghed, når nogle bilister kører med meget høje hastigheder. For at løse problemet effektivt, foreslår både Øresundsforbindelsen og Rådet for Sikker Trafik, at man som et forsøg indfører strækningskontrol på Øresundsforbindelsen.

Med strækningskontrol vil bilernes nummerplader blive scannet, når man kører ind på strækningen, og scannet igen når man kører ud, hvorefter man kan beregne gennemsnitshastigheden. Dvs. at man ikke uden konsekvens kan køre vanvittigt stærkt og bremse ned lige før en fartkontrol og derefter øge farten igen.

- Strækningskontrol kendes fra blandt andet Norge, Østrig, Italien, England og Holland, hvor man med succes har brugt det på motorvejsstrækninger til at få flere til at respektere fartgrænsen. Det er oplagt at bruge det som løsning på Øresundsforbindelsen, da det vil få en konsekvens for alle de bilister, der kører med ekstremt høje og farlige hastigheder, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Øresundsbroen har gennem flere år søgt om lov til at indføre strækningskontrol i Øresundstunnelen, men har endnu ikke fået tilladelse til det. 

-hawin

 

Fakta - om politiets fartmålinger på Øresundsforbindelsen: 

Københavns Politi har fra den 10. juli - 18. september målt farten på 201.000 køretøjer på Øresundforbindelsen. Af dem kørte 11.000 trafikanter med en hastighed over 125 km/t. 

Målingerne er foretaget både i retning mod Sverige og i retning mod Danmark. Højeste målte hastighed i Øresundstunnelen var 203 km/t., og den højeste hastighed på Peberholm (stykket mellem tunnelen og højbroen) var på 209 km/t. I Øresundstunnelen er der en hastighedsgrænse på 90 km/t., og på resten af Øresundsforbindelsen er hastighedsgrænsen 110 km/t.

Fakta om strækningskontrol:

Strækningskontrol fungerer ved, at en vejstrækning er forsynet med fotografisk nummerpladegenkendelsesudstyr monteret på en portal i begge ender af strækningen. På den måde kan man beregne gennemsnitshastigheden, og trafikanterne kan dermed ikke snyde systemet ved at bremse hårdt op lige før en fartkontrol og bagefter foretage en kraftig acceleration.

Et studie fra Aalborg Universitet viser, at strækningskontrol er mere effektivt end stærekasser og har nedsat hastigheden og antallet af alvorlige ulykker i Holland, Østrig, Italien, England og Norge.

Gode råd: Det skal du gøre, hvis der sker en trafikulykke i Øresundstunnelen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

23/10 2018
  • Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    transport ›CPH Air Lab vil undersøge, om filtre kan fange ultrafine partikler midt i den travle flytrafik. Dermed udvider lufthavnen sin indsats fra at reducere udledninger til også at undersøge, om partikler kan fjernes fra luften
  • Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    transport ›Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i øjeblikket en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandeve med bl.a. andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner
  • Hold banen fri for træer

    Hold banen fri for træer

    transport ›Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer
  • NorDan skruer op for elektrificeret transport

    NorDan skruer op for elektrificeret transport

    transport ›NorDan Vinduer øger brugen af elektrificeret transport af sine vinduer og døre. I samarbejde med transport- og logistikvirksomheden Logistik Centralen forventer parterne at omkring 95 % af leverancerne bliver kørt med elektriske lastbiler fra medio 2027
  • Renault Trafic er årets varevogn

    Renault Trafic er årets varevogn

    transport ›Den helt nye Renault Trafic Van E-Tech Electric gjorde rent bord ved kåringen af International Van of the Year 2027. Den nye, elektriske model kommer efter planen til Danmark i begyndelsen af 2027
  • 35 påkørsler af Banedanmarks broer

    35 påkørsler af Banedanmarks broer

    transport ›Alt for mange lastbiler klemmer sig fast under jernbanebroer, hvilket er både dyrt og besværligt. Banedanmark opfordrer til, at landets vognmænd kigger ekstra grundigt på højderne under landets broer
  • Volvos nye elserie kåret til Årets Lastbil

    Volvos nye elserie kåret til Årets Lastbil

    transport ›Prisen som "International Truck of the Year 2027" tilfalder Volvos nye generation, der omfatter FH-, FM-, FMX- og FH Aero Electric-serierne
  • Akut-transport i luksusklassen

    Akut-transport i luksusklassen

    transport ›Det italienske statspoliti har i over 20 år samarbejdet med bilmærket Lamborghini om særlige transportopgaver. Den nyeste model, Temerario er lige præsenteret som indsatsvogn til bl.a. organtransport