Egen lastbilsflåde giver miljøfordele

Egen lastbilsflåde giver miljøfordele

Langt mindre CO2-udledning og ti biler færre på grund af effektiv planlægning og massiv investering i nyt og miljørigtigt materiel er en direkte konsekvens af Lemvigh-Müllers strategi for distribution af stål

Mindst to millioner liter diesel. Så meget brændstof har Danmarks største stål- og teknikgrossist, i selv et konservativt skøn, sparet siden 2013. Besparelsen er nået dels ved at optimere kørslen på flere områder, dels ved at udskifte samtlige lastbiler og kun køre med markedets mest miljøvenlige materiel.

Samtidig er Lemvigh-Müller begyndt at anvende et avanceret elektronisk planlægningssystem og et online system i alle virksomhedens 36 lastbiler. Systemet analyserer konstant chaufførernes måde at køre på og vejleder chaufføren til at køre endnu mere energirigtigt og hele tiden bruge så lidt brændstof som muligt.

Mange ton CO2 sparet
Bilerne kører nu omkring en kilometer længere på literen end tidligere. Går man ud fra det gængse tal, at en liter diesel udleder cirka 2,6 kilo CO2, har Lemvigh-Müller nedbragt sin CO2-udledning med mindst fem millioner ton, eller samme mængde som kommer fra mere end 700.000 danskere om året.

For Jesper Terp Christensen, projektleder i Lemvigh-Müllers afdeling for Kvalitet, miljø og CSR, er det helt i tråd med koncernens værdier og mål og et skridt i den rigtige retning:

- Helt overordnet vil vi medvirke til, at vores omverden behandles ansvarligt. At vi nedbringer vores lastbilers forbrug af brændstof, spiller godt sammen med arbejdet med at reducere vores belastning af miljøet ved at minimere alle former for udledninger og energiforbrug, siger han.

Mere arbejde, men færre biler
I 2013 besluttede Lemvigh-Müller at udskifte alle biler og selv stå for at distribuere virksomhedens stål. Det mål nåede man i 2017. Og sammen med systemerne fra Mercedes, ’FleetBoard’ og ’AMCS Fleetplaner’, har grossisten kunnet reducere lastvognsflåden med hele ti biler. Det fortæller driftsleder Preben Mandsberg og fortsætter:

- De ti lastbiler, vi har kunnet skille os af med, skal oven i købet ses i lyset af, at vi samtidig har leveret endnu mere stål i perioden. Det, synes jeg, viser, hvor effektivt vi har arbejdet med det.  

Brændstofbesparelsen kommer desuden fra, at Lemvigh-Müller uddanner alle chauffører i at køre energirigtigt. Det er vigtigt, at chaufføren kender bilens køreegenskaber for fx at kunne lade bilen rulle længst muligt for egen kraft frem mod rødt lys.

Sammen med uddannelsen hjælper bilens indbyggede computersystem løbende til med gode råd til chaufføren, og et styrings- og planlægningssystemet sikrer, at bilerne kører så direkte som muligt og dermed kortest muligt. Endelig sikrer man, at bilerne er udnyttet optimalt for at undgå spildkørsel.

- Vi kan se en klar forbedring af kørestilen hos stort set alle chauffører, hvor de bedste kører omkring 3,3 kilometer på literen mod tidligere 2,3. Vi følger vores CO2-udledning, for at den skal være så lav som muligt. Derfor er det væsentligt, at vi har ’hånd i hanke’ med alle led i planlægningen og udførslen af distributionen, siger Preben Mandsberg.

Nemmere at overholde regler
En vigtig sidegevinst ved den måde, Lemvigh-Müller udfører planlægningen på, er, at man altid sikrer, at alle gældende regler for både vægtbegrænsninger og køre-hviletid overholdes. For Lemvigh-Müller er det naturligvis ekstremt vigtigt, at virksomhedens arbejde foregår i henhold til gældende lovgivning, understreger driftschefen.

Endelig kommer en del af Lemvigh-Müllers positive resultater for CO2-reduktion fra at standardisere selskabets materielflåde, både lastbiler og efterspændte enheder, fx kraner. Ved at standardisere flåden og sikre, at alle biler fx kan betjene miljøzoner i større byer, giver det en fleksibilitet, der betyder, at man bedre kan udnytte bilerne. Det betyder igen, at der skal færre biler på vejen og køres færre kilometer. 

- Tidligere havde vi en blandet landhandel af forskellige bilmærker og trailere. Det gjorde, at der hver dag skulle tages en række specialhensyn til, hvilken bil der kørte hvor. Men med en ny, ensartet og standardiseret flåde kan vi langt bedre styre og optimere kørslen.

Siden 2017 har Lemvigh-Müller selv stået for at levere stål i hele landet med egen moderne lastvognsflåde.

-hawin

Fakta-boks

  • Lemvigh-Müller råder i alt over 36 lastbiler: 20 i Randers, 4 i Kolding og 12 i Køge
  • Der er ansat 52 chauffører
  • Lastbilerne er alle fra Mercedes-Benz. Fem er af typen ’Antos’, resten af typen ’Actros’
  • Der køres årligt i Danmark omkring 1.360 mio. km godstransport med danske lastbiler over 6 ton. Eller 34.000 gange rundt om jorden.
  • 80 % er vognmandskørsel
  • Brændstofomkostningerne udgør op til ca. en tredjedel af de samlede omkostninger
22/1 2018
  • Passagertrængsel i metroen kan forebygges

    Passagertrængsel i metroen kan forebygges

    transport ›Metroselskabet har kortlagt passagerernes bevægelser i myldretiden og kan nu mere præcist forudsige, hvor trængsel opstår på stationerne. Det er viden som indgår i et digitalt simuleringsværktøj, der bruges til at designe fremtidens metrostationer
  • Transport management styrker konkurrenceevnen hos hver anden virksomhed

    Transport management styrker konkurrenceevnen hos hver anden virksomhed

    transport ›Transport management tager skridtet fra logistisk funktion til strategisk forretningsfordel. Det viser Descartes European Transport Management Benchmark Study
  • Milence åbner første danske ladehub i Padborg

    Milence åbner første danske ladehub i Padborg

    transport ›Milence første offentlige danske ladehub er strategisk placeret i Padborg midt i et af Nordeuropas vigtigste logistikknudepunkter. Ladehubben styrker dermed den elektriske godstransport langs TEN-T-korridoren fra Skandinavien til Middelhavet
  • Aalborg Portland og Energistyrelsen underskriver kontrakt om CO2-fangst

    Aalborg Portland og Energistyrelsen underskriver kontrakt om CO2-fangst

    transport ›Med aftalen tages et konkret skridt mod at etablere Danmarks største storskala CCS-værdikæde og en milepæl for industrielle CCS-projekter i EU
  • Opskalerer etableringen af ladehubs i Europa

    Opskalerer etableringen af ladehubs i Europa

    transport ›Ladeoperatøren Milence har sikret en finansiering på 120 millioner euro til udbygning af ladeinfrastruktur til elektriske lastbiler på tværs af Europa. Inden længe kommer operatøren officielt til Danmark med sin første hub
  • Elektriske leverancer i hele Danmark

    Elektriske leverancer i hele Danmark

    transport ›Fra 1. juni er Bring det første større leveringsfirma i Danmark som leverer 100 procent elektrisk på last mile på alle pakkeleverancer i landet. Alle varebiler op til 4,25 ton køres på el
  • Kombardo til Vikingbus

    Kombardo til Vikingbus

    transport ›Fra den 1. juni er det Vikingbus, som kører alle busser i Molslinjens busselskab, Kombardo Expressen. Skiftet af busselskab varsler en tid med bedre service og bedre busser til de succesfulde busser over Kattegat
  • Bring indgår ny netværksaftale med Salling Group

    Bring indgår ny netværksaftale med Salling Group

    transport ›Pakkeleverandøren Bring har indgået samarbejde med dagligvarekoncernen Salling Group, herunder Føtex, Bilka og Netto. Med samarbejdet udvider Bring sit netværk med pakkebokse og shops ved Salling Groups butikker over hele landet