Skilte eXpressens opstribning skaber sikker varehåndtering
Opstribning på lageret, i logistik- og industrivirksomheden er uundværlig, når det handler om at skabe sikre forhold for trafikanterne. Skilte eXpressen er ekspert i opstribningen som både skaber overblik for den gående og kørende trafik, og som også sørger for optimering af pallepladser
Af Hans Windeløv
De er over det hele, Skilte eXpressens løsninger. De fleste mennesker i Danmark lægger da også mærke til dem, dog uden at vide hvem, der står bag.
Om det er skiltene ved afkørslerne på motorvejen, byskiltene, skiltene med markering af nærliggende seværdigheder, varslingerne af ’motorvejskryds’ og hastighedsskiltning samme sted, eller det er kantpælene – de såkaldte vejpræster – der står langs landevejene, ja, så er det altså ofte Skilte eXpressen, som står bag både produktion og opsætningen af disse og mange andre skilte og informationstavler på vejnettet i Danmark.
Skilte eXpressen sørger dog ikke kun for at bilister og chauffører bliver guidet på rette vej på vejnettet. De har også en finger med i spillet, når det handler om at gøre trafikken på lageret og i logistikcentret så sikker som mulig.
Indehaver af Skilte eXpressen, Per Jensen.
De sørger også for, at lagermedarbejderne ikke er i tvivl om, hvor de skal placere godset. Det handler om opstribning. Og selvom løsningerne er knap så synlige for almindelige mennesker i hverdagen, er de ikke desto mindre utroligt vigtige for dem, de er beregnet til.
Lagermedarbejdere og truckførere er da heller ikke i tvivl om nødvendigheden af dem, forklarer indehaver af Skilte eXpressen, Per Jensen
Symboler i gulvet
- Vi løser opgaver for rigtig mange forskellige kunder i industrien. Når det drejer sig om lager- og logistikbygninger, handler det basalt set om at lave en enkel opstribning, som skaber overblik for både gående og kørende trafikanter. Vi laver opstribning, der på klar og synlig vis adskiller trafikanterne på lageret.
- I forbindelse med at gående trafikanter åbner en dør og går ud på lageret, skal man altså kunne bevæge sig ud på gulvet uden at blive kørt ned af en truck. I sådanne zoner laver vi en opstribning, så truckførerne helt intuitivt ved, at de ikke skal overskride stregerne. Samtidig kan vi lægge symboler eller piktogrammer af thermoplast ned på gulvet, så det bliver helt klart, i hvilke baner de forskellige trafikanter hører til, siger Per Jensen.
På lignende vis opstriber man kritiske områder, så det er helt tydeligt, at eksempelvis brandskabe og flugtveje bliver hold fri for gods og andet materiel. Opstribningen gør dermed selve trafikken både sikker og effektiv.
- Hajtænder for enden af gåarealer signalerer helt klart, at gående trafikanter skal passe på krydsende truck. Det kan vi tydeliggøre endnu mere ved at etablere trucksymboler på den anden side af hajtænderne. Ud over at det eliminerer al tvivl, sørger det for flow i trafikken.
Flere pallepladser
Opstribningen, der synliggør opdelingen af trafikken på lageret, er ofte en del af større og mere helhedsmæssige opgaver for Skilte eXpressen.
Opstribningen spiller nemlig ofte sammen med logistikken og lageroperationerne. Skilte eXpressen er eksperter i at lave opstribning til pallepladser på gulvet.
Og laver løsninger, der både markerer stabling af paller på lageret og i modtagelses- og afsendelsesområderne. Opstribningen effektiviserer både konsolideringen af godset i afsendelsesområdet og lastningen af bilerne, når de kører til ramperne.
- Vi er specialister i at beregne, hvor mange pallepladser man kan etablere, uden det går ud over manøvrepladsen til varehåndteringen med truck. Det kræver en del erfaring og viden om, hvordan truck med og uden gods gebærder sig på lageret i forhold til, hvordan gods og lagerinventar er placeret. Den er vi i besiddelse af, siger Bastian Jensen, som er søn af Per Jensen og altså anden generation i Skilte eXpressen.
En effektiv opstribning sørger for, at man får så mange pallepladser som muligt, samtidig med at man kan håndtere godset sikkert og effektivt.
Opstribningen starter da også med, at folkene fra Skilte eXpressen tager en nærmere dialog med kunderne. Det er en dialog, som handler om lageroperationerne på lageret og om vare- og forsendelsestyper, truckmateriel og håndteringsprocesserne.
- Det giver en indsigt i, hvordan driften almindeligvis ser ud på lageret. Og det betyder, at vi kan tage højde for en lang række ting i udførelsen af den samlede løsning, siger Bastian Jensen.
Fleksibel oprankning
Opstribningen i forsendelsesområdet handler blandt andet om, at man får markeret pallepladserne ud for rampenumrene. Ofte laver man opstribningen af pallepladserne, så man har pallegods til enten en eller to destinationer ranket op.
Herefter følger opstribning af arealet mellem pallerankningen, som truck og gående trafik benytter. Arealet er logisk stribet op og sikrer, at der er plads til, at truck også fra siden af de oprankede paller kan få fat i godset.
- Har lageret eller logistikcentret indimellem forsendelser af store partier ensartede varer, som bliver leveret og også skal sendes videre i full-loads, kan vi lave en opstribning, som tydeliggør, at man også kan stable pallerankerne helt tæt. Det betyder, at man tager køre- og gåarealerne mellem de rankede paller i brug.
- Vi sørger dog for stadig at markere flugtveje, så det er tydeligt, hvor man ikke må placere paller. Samlet effektiviserer det pluk, lastning og forsendelse af godset yderligere, når mulighederne er til det. Det er en fleksibilitet en del kunder ønsker, fordi det gør deres logistikprocesser mere fleksible, siger Bastian Jensen.
Numre eller stregkoder
På lignende måde kan Skilte eXpressen forsyne opstribningen af pallerækkerne med numre for enderne af opstribningen, så truckførerne får præcist besked om, hvor de skal indlagre godset. Nummeret korresponderer med en palleplads i reolsystemet.
- Dog skal truckførerne taste nummeret på deres terminal i trucken og også scanne pallen for at få referencerne ind i systemet, hvorved pallepladsen bliver oplyst. Vi tilbyder også at lægge en stor specialfremstillet og pattanteret stregkode ned i gulvet ved pallemarkeringerne. Det gør indlagringen endnu mere effektiv, da truckførerne blot scanner stregkoden og pallen og kører den på plads. Det er dog helt op til kunderne, hvad de foretrækker, siger Per Jensen.
Løsningerne Skilte eXpressen leverer, starter altid med en indledende dialog med kunderne. Uanset om det er et helt nyt lager eller et eksisterende, som skal have ny opstribning, kræver det, at man får overblik over layout og lagerprocesser. Som regel bliver man først koblet på opgaverne, når et nyt lager, en logistik- eller produktionsvirksomhed er færdigindrettet.
- Vi får enten kundernes plantegner over lageret eller laver vores egne. Ud fra dem og fra en snak med kunderne og deres lagerchefer laver vi en plan over opstribningen. Den gennemgår vi sammen. Og der er sjældent de store ændringer, når vi præsenterer planerne.
Den sidste brik falder på plads
Ny opstribning på eksisterende lagre handler ofte om, at kunden ønsker flere pallepladser.
- Som eksperter i opstribning er vi ret gode til at optimere pladsudnyttelsen og samtidig skabe sikker og effektiv varehåndtering. Herefter rykker vi ind, siger Bastian Jensen og fortæller, at Skilte eXpressen som regel er de sidste, der færdiggør installationer, lige inden et nyt lager bliver taget i brug.
- Er det et eksisterende lager, vi skal lave ny opstribning på, sker det enten i weekenden, på helligdage, om natten eller på andre skæve tidspunkter. Vi indretter os, så driften ikke ligger stille, siger Per Jensen.
Hos Skilte eXpressen er man vant til at løse opgaverne hurtigt og inden for de udstukne deadlines. Og der er da også rift om løsningerne med de slidstærke striber.
Både små og mindre lagervirksomheder og flere af de store logistik- og industrivirksomheder såvel som detailkæder er forsynet med opstribning fra den nordjyske ekspert. Og flere er på vej, fortæller Per Jensen.
- Vi har en bred kontaktflade. Rigtig mange ved, hvem vi er, og flere og flere kommer til. Vi er i dialog med nogle at de helt store logistikvirksomheder og industriforetagender. Og vi er endvidere så småt begyndt at bevæge os lidt tidligere ind i selve planlægningsfasen af byggerier. Vores opstribning har stor betydning for optimale og effektive logistikprocesser, og for sikkerheden.
- Derfor er flere arkitekter og rådgivende ingeniører også begyndt at interessere sig, for vore løsninger. Og for at få lagerløsningen belyst så grundigt som muligt meget tidligt i processen. Det er en spændende udvikling, som vi hilser velkommen, og som betyder, at vi har fået endnu mere travlt.