Større landbrug stiller krav til logistikken
Udviklingen mod færre og større bedrifter i landbruget stiller nye krav til både reservedele, logistik og rådgivning. Det sætter reservedelsleverandøren, Kramp fokus på, når landbrugsmessen, Agromek bliver afholdt i Herning
Dansk landbrug har gennemgået en markant strukturudvikling. Ifølge en analyse fra Landbrug & Fødevarer baseret på tal fra Danmarks Statistik er antallet af landbrugsbedrifter faldet fra 40.576 i 2010 til 27.270 i 2024.
Samtidig er antallet af bedrifter på mindst 400 hektar mere end fordoblet i samme periode.
Landbrugsbedrifterne bliver altså færre, men større, og arbejdet skal løses mere effektivt. Samtidig oplever reservedelsleverandøren, Kramp at mange landbrugsvirksomheder har forskellige behov på tværs af deres aktiviteter.
En bedrift kan f.eks. kombinere planteavl eller husdyrproduktion med biogas eller entreprenøropgaver.
Det skriver Kramp i en pressemeddelelse.
Heri kommer leverandøren ind på, at behovet for reservedele, udstyr og rådgivning dermed kan variere betydeligt fra kunde til kunde. For Kramp handler det derfor ikke kun om at have de rigtige produkter på hylderne, men også om at sikre, at kunderne nemt kan finde, bestille og få leveret de produkter, de har brug for.
Det bliver et centralt omdrejningspunkt, når virksomheden deltager på Agromek i Herning, hvor både landmænd, maskinstationer, forhandlere og værksteder får mulighed for at møde Kramps specialister.
Jesper Knudsen, Manager Field Sales hos Kramp Danmark. (Foto: Kramp)
- Agromek er den messe, man gerne vil være på inden for landbrugsområdet. Det vigtigste for os er at møde landmændene, maskinstationerne og vores forhandlere og vise, hvilket program vi har, og hvordan vi kan hjælpe dem, siger Jesper Knudsen, Manager Field Sales hos Kramp Danmark.
Rådgivning og logistik skal gøre hverdagen lettere
Med et samlet sortiment på omkring 500.000 varer spænder Kramps produktprogram bredt. Men ifølge Jesper Knudsen handler det ikke kun om at have de rigtige produkter på hylderne. Det handler i lige så høj grad om at gøre dem let tilgængelige for kunderne.
- Det hele handler om logistik. Det handler om at have produkterne, og det handler om, hvordan vi kan levere dem. Vi forsøger at bygge nogle systemer, som både slutbrugerne og vores forhandlere kan bruge, så vi kan hjælpe dem med at optimere deres hverdag.
- Slutbrugerne har blandt andet mulighed for at oprette favoritlister, finde reservedele og bestille produkter til levering dagen efter gennem Kramps forhandlernetværk, forklarer han.
Samtidig investerer Kramp i fremtidens logistik med et nyt nordisk distributionscenter i Vejle, der efter planen står klar i starten af 2027. Her samler virksomheden sine nordiske lagerfunktioner i én central løsning, som skal styrke varetilgængeligheden og sikre hurtige og pålidelige leveringer til kunderne.
På Agromek stiller Kramp med både account managers og produktspecialister, som står klar til at rådgive de besøgende og gå i dybden med konkrete spørgsmål inden for forskellige produktområder.
Nye produkter og stærke brands på standen
Ud over den personlige rådgivning tager Kramp en række produktnyheder med til Herning. Her kan de besøgende blandt andet opleve virksomhedens nye batteriprogram, traktorglas, Kramp-vinterjakker og Rossi-støvler til børn, men de tekniske løsninger indenfor hydraulik og transmission vil også blive dækket.
Kramp tager en række produktnyheder med til Herning. De besøgende kan blandt andet opleve virksomhedens nye batteriprogram, traktorglas, Kramp-vinterjakker og Rossi-støvler til børn. De tekniske løsninger indenfor hydraulik og transmission vil også blive dækket. (Foto: Kramp)
Derudover vil der være fokus på reservedele til traktorer, arbejdsbelysning og virksomhedens egne Kramp-produkter, som suppleres af et bredt udvalg af kendte brands.
- Vi kan selvfølgelig ikke vise alle vores 500.000 varer, men vi viser nogle af vores vigtigste produktgrupper. Vi sætter blandt andet fokus på vores egne Kramp-produkter i høj kvalitet, og derudover har vi et bredt program af stærke brands repræsenteret, siger Jesper Knudsen.
På standen bliver det desuden muligt for virksomheder med et CVR-nummer at blive oprettet som kunder gennem Kramps forhandlernetværk.
Årets Agromek bliver samtidig en anledning til at markere en særlig milepæl, idet den familieejede Kramp-koncern i 2026 kan fejre sit 75-års jubilæum.
Landbrugsmessen, Agromek, bliver afholdt den 24.-27. november i Messecenter Herning.
-hawin