Et godt øje til portløsninger

Et godt øje til portløsninger

Det er gået stærkt for KJ Porte, der har slået sit navn fast som en af leverandørerne af kvalitetsløsninger på det danske portmarked. Firmaet importerer selv porte fra en polsk producent og det har været med til at skabe gode vækstmuligheder

Af Hans Windeløv

KJ Porte har netop fejret 10 års jubilæum. Eller det vil sige, det var der sådan set ikke tid til. Det går nemlig rigtig stærkt for portfirmaet fra Kjellerup i det midtjyske, der er totalleverandør af løsninger til både private og industri.

Smedejernsporte, havelåger, hegn og garageporte udgør nogle af produkterne til privatmarkedet. Ledhejseporte, rulleporte, skyde- og foldeporte, lavenergi- og hurtigporte er blandt produkterne, man leverer til industrisegmentet.

Og netop porte til virksomheder i industrien har den seneste håndfuld år fyldt mere og mere for KJ Porte.

- Vi har øget antallet af ordrer handel- og industri. Og også omsætningen er røget i vejret, siger siger Karsten Jørgensen, som er direktør i firmaet.

Også på medarbejdersiden er firmaet vokset siden direktøren startede som et enmandsfirma.

- Lige nu beskæftiger vi tre medarbejdere ud over mig selv og min kone, som arbejder som bogholder.

Totalleverandør af portløsninger
Virksomheder i logistikindustrien efterspørger porte som er både energibesparende, og sikre og som spiller sammen med rampe- og portslusesystemer samtidig med, at de er hurtige.

- Vores porte lever op til kundernes krav. Ud over at de er prisvenlige, har vi også serviceordninger i sortimentet. Vi servicerer alle portbrands og har enkelte kunder, hvor vi udelukkende står for servicen, siger Karsten Jørgensen.

KJ Porte henvender sig til mindre og mellemstore virksomheder, der har behov for en, to, fem eller måske 10 porte. Samtidig leverer man også både ramper og sluser.

- Vi er totalleverandør når det handler om at skabe løsninger der gør adgangsvejen til lagre og logistikcentre og andre industribygninger hurtig og enkel. Vi står for hele processen med nedtagning af gamle porte og montering af nye i eksisterende bygninger. Vi tager også snakken med bygherren om portløsningen i forbindelse med nyt byggeri, og stå står vi som sagt for serviceringen af både nye og gamle porte, siger Karsten Jørgensen.

Klar til de mellemstore kunder
Han kommer ind på at KJ Porte til gengæld ikke leverer til kæmpebyggerier og entrepriser, hvor man har ansvaret for løsninger med rigtig mange porte.

- Vi koncentrerer os om de mindre opgaver, da det er her vi leverer topkvalitet både hvad produkterne, de samlede løsninger og servicen angår. Det sker til en pris alle kan være tilfredse med.

Karsten Jørgensen har solid erfaring med portindustrien. Han arbejdede i flere år med salg, montage og service i et andet portfirma.

- I 2009 startede jeg KJ Porte, da jeg gerne ville forsøge at hæve kvaliteten i løsningerne. Det handlede egentlig om at få nogle gode kvalitetsporte i sortimentet. Det mener jeg lykkedes til fulde.

I første omgang var det privatmarkedet KJ Porte henvendte sig til, med montage af fortrinsvis smedejernsporte og garageporte. Samtidig fik man også opgaver med salg og montage af porte til industrien. Her var man forhandler at forskellige hegn- og portbrands. Karsten Jørgensen havde dog et godt øje til den polske producent, Wisniowskis porte. Med sin høje kvalitet levede de op kravene, som både KJ Porte og kunderne stillede til løsningerne.

Importør af polske porte
I forbindelse med at KJ Porte i 2011 købte firmaet KM Smedejern, som havde importen af Wisniowskis porte overtog man også importen af de polske porte.

- Wisniowskis produkter har nogle glimrende egenskaber. Portene har rigtig høj isoleringsevne, de er hurtige og robuste og er nemme at reparere, hvis de bliver påkørt at truck. Og yderportene er meget sikre, siger Karsten Jørgensen.

Rollen som importør stiller KJ Porte stærkere end tidligere, hvor man kun var forhandler af portene.

- Som importør har vi bedre mulighed for at give kunderne nogle gode priser. Samtidig er vi også begyndt at sælge Wisniowski-portene til andre portfirmaer. Netop det sidste har været et rigtigt godt træk, fordi vi på den måde har etableret nogle stærke relationer til portfirmaerne. Det er værdifuldt, da vi dermed får mulighed for at hyre dem som freelancere til montagen, når vi sælger og leverer porte til kunder langt væk fra vores daglige ruter, eksempelvis på Sjælland.

Karsten Jørgenen er da også tilfreds med den udvikling KJ Porte har gennemgået og han er klar til både de næste ti og tyve år.

Læs mere om porte

24/4 2019
  • Scan-Flex

    Scan-Flex

    Indret lageret med omtanke - tag Scan-Flex med på råd
  • Dansk Niels Bo

    Dansk Niels Bo

    Transportvogne, plastkasser, affaldshåndtering og lagerudstyr.
  • Lindab

    Lindab

    Industriporte. Stærke og energirigtige porte. Dansk produceret med kort levering