AI kan effektivisere takeaway-leveringer

AI kan effektivisere takeaway-leveringer

En AI-baseret model kan samle flere takeawayordrer på samme tur og reducere behovet for bude uden at øge ventetiden. Modellen er udviklet med bidrag fra SDU-forsker Yihua Wang og testet på mere end 650.000 virkelige leveringer

Forbrugerne bestiller takeaway som aldrig før.

I 2025 gik 22 procent af verdens samlede forbrug på restauranter og andre spisesteder til levering – mod blot ni procent i 2019, viser tal fra analysevirksomheden Euromonitor International.

Det stigende antal ordrer stiller leveringsplatformene over for et dilemma: Skal buddet køre afsted, så snart pizzaen er klar? Eller skal ordren vente nogle minutter, så den kan blive leveret sammen med en anden ordre?

Når flere ordrer samles, kan buddene køre færre kilometer og levere mere effektivt. Men hvis platformen venter for længe, risikerer kunden både forsinkelse og en kold pizza.

Nu har forskere udviklet en AI-baseret model, der kan hjælpe platformene med at finde den rette balance. Modellen samler flere ordrer på samme tur uden at øge den tid, de holdes tilbage, og fastholder samtidig en rettidig levering på mere end 95 procent.

Modellen er testet på mere end 650.000 ordrer fra Meituan, en af Kinas største platforme for takeawaylevering. Dataene dækker 22 geografiske serviceområder – fra travle bykvarterer til forstæder og områder med lavere efterspørgsel.

Studiet er den første artikel med en tilknytning til Syddansk Universitet - SDU -, der er publiceret i Transportation Science, flagskibstidsskriftet for Transportation Science and Logistics Society under INFORMS.

Flere ordrer på samme tur

I travle perioder krævede forskernes model op til seks procent færre bude per ordre end platformens eksisterende metode. Samtidig blev mere end 95 procent af ordrerne leveret til tiden.

Modellen var også bedre til at identificere ordrer, der kunne leveres sammen. Afhængigt af tidspunktet på dagen samlede den mellem 13 og 24 procent af ordrerne, sammenlignet med mellem 7 og 17 procent med platformens eksisterende praksis.

Det er væsentligt, at forbedringerne blev opnået uden at holde ordrerne tilbage i længere tid.

 Yihua Wang, adjunkt ved Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet.

– Det afgørende er, at modellen ikke kun forsøger at gøre leveringerne så hurtige eller billige som muligt. Den afvejer flere konkurrerende hensyn og finder en balance mellem effektive ruter, rettidige leveringer og den tilgængelige budkapacitet, siger Yihua Wang. 

Hun er adjunkt ved Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet, og bidraget til at udvikle modellens matematiske og beregningsmæssige grundlag, implementere og teste metoderne på virkelige data og analysere resultaternes driftsmæssige betydning.

AI lærer af virkelige beslutninger

Når en ordre tikker ind, ved leveringsplatformen ikke, hvilke nye ordrer der kommer få minutter senere. Derfor skal den træffe sine beslutninger under betydelig usikkerhed.

Forskerne kombinerer to metoder for at håndtere udfordringen. Først bruger modellen såkaldt invers optimering til at lære af platformens tidligere beslutninger og afdække, hvordan forskellige driftsmæssige hensyn vægtes. Derefter anvender den deep reinforcement learning til at finde de beslutninger, der giver de bedste resultater over tid.

Modellen vurderer, hvilke ordrer der skal sendes afsted med det samme, hvilke der kortvarigt kan holdes tilbage, og hvordan de udsendte ordrer bedst kan samles.

Resultaterne viser, at det i områder og perioder med relativt få nye ordrer kan øge muligheden for at kombinere leveringer, hvis en ordre holdes tilbage lidt længere. Ordrer over lange afstande er derimod mindre egnede til at vente, fordi sandsynligheden for at finde en passende ordre at kombinere dem med er mindre.

Klar til afprøvning i et levende system

Ifølge Yihua Wang vil kunderne især få gavn af mere pålidelige og rettidige leveringer. Buddene vil kunne levere flere ordrer på samme tur og køre en kortere distance per ordre, mens platformene kan reducere deres samlede logistikomkostninger og udnytte den tilgængelige budkapacitet bedre.

Teknologien, der skal til for at anvende modellen, findes allerede, men metoden er endnu ikke taget i brug som en del af en platforms levende leveringssystem.

– Næste skridt vil være et tæt samarbejde med en leveringsplatform, så modellen kan integreres i dens system og testes under virkelige driftsforhold. Løsningen er imidlertid udviklet specifikt til den type hyppige beslutninger, som platformene træffer hver dag. Indtil videre er metoden testet på takeawaylevering, men den vil også kunne undersøges i samarbejde med logistikvirksomheder, der driver store netværk af distributionscentre – blandt andet i den dansk-tyske grænseregion. Det kan danne et stærkt grundlag for fremtidigt industrisamarbejde og bredere praktisk anvendelse, siger Yihua Wang.

-lipe

10/9 2026
  • Lun levering i ny emballage

    Lun levering i ny emballage

    transport ›En pizzabakke af termoplastisk skum, der holder på varmen og samtidig fastholder fedt og madrester i emballagen, er Klöckner Pentaplasts nye løsning til takeaway og fastfoodlevering
  • Flere lastbiler på solenergi

    Flere lastbiler på solenergi

    transport ›PostNords har i et forsøgsår med 10 lastbiler vist store besparelser på både brændstof og udledning, så nu udvider virksomheden brugen af solceller
  • Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    transport ›CPH Air Lab vil undersøge, om filtre kan fange ultrafine partikler midt i den travle flytrafik. Dermed udvider lufthavnen sin indsats fra at reducere udledninger til også at undersøge, om partikler kan fjernes fra luften
  • Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    transport ›Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i øjeblikket en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandeve med bl.a. andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner
  • Hold banen fri for træer

    Hold banen fri for træer

    transport ›Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer
  • NorDan skruer op for elektrificeret transport

    NorDan skruer op for elektrificeret transport

    transport ›NorDan Vinduer øger brugen af elektrificeret transport af sine vinduer og døre. I samarbejde med transport- og logistikvirksomheden Logistik Centralen forventer parterne at omkring 95 % af leverancerne bliver kørt med elektriske lastbiler fra medio 2027
  • Renault Trafic er årets varevogn

    Renault Trafic er årets varevogn

    transport ›Den helt nye Renault Trafic Van E-Tech Electric gjorde rent bord ved kåringen af International Van of the Year 2027. Den nye, elektriske model kommer efter planen til Danmark i begyndelsen af 2027
  • 35 påkørsler af Banedanmarks broer

    35 påkørsler af Banedanmarks broer

    transport ›Alt for mange lastbiler klemmer sig fast under jernbanebroer, hvilket er både dyrt og besværligt. Banedanmark opfordrer til, at landets vognmænd kigger ekstra grundigt på højderne under landets broer