Nordjysk samarbejde om at aftage grøn brint

Nordjysk samarbejde om at aftage grøn brint

Vendelbo Spedition og Hirtshals Transport Center ser frem til at få grøn brint ind i porteføljen. Begge virksomheder deltager i projektet CONVEY på Hirtshals Havn, der har fokus på at producere grøn brint til blandt andet transportsektoren

Mens batterier har erstattet dieselmotoren på en del lastbiler, er der stadig en udfordring med at udfase fossile brændstoffer til lastvogne, der skal køre langt og med tungt gods.

Her kan brint være et godt alternativ. Det lette grundstof kan produceres på basis af vand, sol og vind, stjæler ikke meget vægt fra nyttelasten og er hurtig at fylde på, og nu går Vendelbo Spedition og Hirtshals Transport Center sammen ind på markedet for den grønne brint.

- I og med, at vi kører langt og tungt, så betragter vi brint som mere interessant end el. I dag bruger vi udelukkende diesel i vores lastbiler. Men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se en øget efterspørgsel på grønne alternativer. Og inden da vil vi gerne have gjort os nogle erfaringer med brint, fortæller Jesper Bundgaard Madsen, adm. direktør hos Vendelbo Spedition.

 I første omgang skal Vendelbo Spedition afhente brint på Hirtshals Havn og distribuere det til aftagerne. Sidenhen kan Vendelbo Spedition selv blive aftager af brint og bruge det som brændstof.

Brinten produceres på Hirtshals Havn som led i CONVEY-projektet. Brinten fremstilles på basis af strøm fra vindmøller, og aftagerne er Hirtshals Transport Center og industrivirksomheder på havnen. Restprodukterne ilt og varme fra elektrolyseprocessen, der fremstiller brinten, afsættes ligeledes til virksomheder på havnen. Produktionen forventes at starte i 2026.

Transportcenter ønsker at tilbyde brint
Hirtshals Transport Center, der skal aftage en del af den grønne brint, besøges hver dag af omkring 450 lastbiler, hvoraf ca. 150 dagligt tanker brændstof.

- Den grønne omstilling gør, at det ikke bliver ved med at være diesel, man tanker her. I transportcentret ønsker vi at være på forkant med at tilbyde de alternativer til diesel, der kommer. Vi har allerede faciliteter til el-opladning og et nyt LNG-gasanlæg, og det næste bliver, at vi kan tilbyde grøn brint, fortæller Tonni Sørensen, adm. direktør hos Hirtshals Transport Center.

Jylland er vigtig transportkorridor
I Norge og Sverige er der stor interesse for brint til tunge og langt kørende lastbiler, blandt andet på grund af afstandene i de to langstrakte lande. Den landbaserede transport af varer til og fra Norge går i høj grad via det danske vejnet, og det samme gælder transporten til og fra Sverige.

Jylland som transportkorridor for tung trafik mellem Norden og det øvrige Europa er derfor i fokus, også når det gælder omlægning fra fossile brændstoffer til grønne alternativer. Projektet Grønn Jyllandskorridor afdækker behov og muligheder i den sammenhæng – og også her er brint med på paletten.

Klimarådet har opgjort, at den tunge godstransport på danske veje udleder cirka 1,7 millioner ton CO2 årligt. Det svarer til næsten fire procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

Fakta:

Om CONVEY:
Projektet fokuserer på at producere og integrere grøn brint i forskellige sektorer, herunder tung transport. Projektet er centreret omkring Hirtshals Havn og involverer et konsortium af 10 partnere. Formålet er at etablere et integreret brintøkosystem, hvor grøn brint produceres ved hjælp af lokal vindenergi og udnyttes sammen med biprodukterne ilt og varme i virksomheder på havnen.

Om Grøn Jyllandskorridor:
Her samarbejder 26 partnere fra Danmark og Norge om at udvikle en mere effektiv og miljøvenlig, multimodal transportkorridor, som forbinder Sydnorge, Vestsverige og Jylland med Centraleuropa. Brint spiller en vigtig rolle i projektet som led i at fremme bæredygtige løsninger inden for vej-, jernbane- og søtransport.

Vendelbo Spedition
Transport- og speditionsvirksomheden har base i Nordjylland, råder over 50 lastbiler og løser primært opgaver mellem Skandinavien og resten af Europa.

Hirtshals Transport Center
Ligger tæt ved Hirtshals Havn og tilbyder omfattende servicefaciliteter for både transportsektoren og private bilister. Centret fungerer som et knudepunkt, hvor land- og banetransport mødes med søtransport.

-lipe

15/4 2025
  • Vejhjælp overtager hollandsk dækvirksomhed

    Vejhjælp overtager hollandsk dækvirksomhed

    transport ›Road Mobility Services fortsætter sin europæiske ekspansion inden for serviceydelser til erhvervskøretøjer med overtagelsen af dækservicevirksomhed i Rotterdam-området
  • Verdis runder 100 elektriske renovationsbiler

    Verdis runder 100 elektriske renovationsbiler

    transport ›Virksomheden begyndte for godt syv år siden elektrificeringen med en ombygget dieselbil. Nu markerer Verdis milepælen med en særlig tak til lastbilsælgeren Ulrik Hansen, som nu går på pension
  • Markant flere russiske fragtskibe toner rent flag

    Markant flere russiske fragtskibe toner rent flag

    transport ›Fra januar til september i år har 376 fragtskibe under russisk flag passeret Skagen. Danske Rederier er bekymrede for, at det faktisk kan vanskeliggøre indsatsen mod skyggeflåden, da myndighederne ikke dermed ikke kan borde skibene for at kontrollere last og sikkerhed
  • Flere afgange og ny expresbusrute

    Flere afgange og ny expresbusrute

    transport ›Nu udrulles sidste fase af ændringerne i den kollektive trafik i Nordjylland
  • Dansk solenergi ruller ind i Polen

    Dansk solenergi ruller ind i Polen

    transport ›Stigende brændstofpriser og pres på indtjeningen får transportvirksomheder til at se mod solenergi. Nu vil danske Green Energy udbrede teknologien på det polske transportmarked
  • Opruster til årets julehandel

    Opruster til årets julehandel

    transport ›Bring udvider sit netværk, forbereder terminaler, chauffører og kundeservice på årets travleste periode, hvor pakkemængden kan blive op til tre gange så stor som normalt.
  • Karina Lorentzen Dehnhardt afløser Signe Munk som transportminister

    Karina Lorentzen Dehnhardt afløser Signe Munk som transportminister

    transport ›SF'eren Signe Munk er sygemeldt med stress, og ønsker at udtræde af regeringen. Partifællen Karina Lorentzen Dehnhardt tager over
  • Optikere fraråder gule briller til natkørsel

    Optikere fraråder gule briller til natkørsel

    transport ›Forskningen viser, at gule glas ikke forbedrer synet bag rattet ved kørsel i mørke. Derfor fraråder optikerkæden Nyt Syn nu gule glas, inden vintertiden sender flere bilister ud på mørke veje.