Spirende optimisme i transportbranchen
Der er grund til optimisme, mener transportminister Magnus Heunicke. Sådan sagde han, da han torsdag åbnede Transport 2015 i MCH Messecenter Herning
Tæppet faldt bogstaveligt talt, da Danmarks transportminister, Magnus Heunicke, torsdag klippede den obligatoriske røde snor og erklærede Skandinaviens største indendørs transportfagmesse, Transport 2015, for åben i MCH Messecenter Herning.
Herefter fik transportministeren en rundtur i de massevis af nyheder, der pryder messens 247 stande.
- Messen her viser med al tydelighed, hvor stærk transportbranchen er. Vi har været igennem en rigtig svær tid, men transportbranchen er gået forrest og har kæmpet for arbejdspladser, fordi I har vist, hvad det vil sige, at man kæmper, og hvad man kæmper for, sagde transportministeren i sin åbningstale på messens første dag.
Efter den officielle åbning blev en engageret og veloplagt transportminister guidet rundt i de lastbilfyldte messehaller.
En rundtur der bød på action, da Rådet for Sikker Trafik demonstrerede, hvordan 10 km/t kan forhindre en potentiel dødsulykke, en CO2-neutral nyhed i busbranchen, hvor en ny biogasbus til stor begejstring blev præsenteret samt en ny kampagne, der skal fremme sundheden blandt de danske lastbilchauffører.
Rundt på messen summer det af liv, og førstedagen tegner sig præcis som administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen, håbede, da han talte til den officielle åbning.
- Vi har glædet os rigtig meget til en messe, hvor man kan blive inspireret og blive klogere på ny viden. Messen præsenterer en bred vifte af tilbud såsom lastbiler, busser, varebiler, kraner, dæk, værkstedstilbehør, finansiering og som noget helt nyt og unikt kåringen af Årets Opbygning samt en helt fantastisk veteranlastbiludstilling arrangeret af Convoy Buddy, siger Georg Sørensen.
-hawin