Elbilister slipper for omveje

Elbilister slipper for omveje

Det er slut med bøvlede omveje for at lade bilen op på de længere ture gennem Danmark. Fra årsskiftet sætter Vejdirektoratet strøm til 288 lynladere langs motorvejene

Elbilister, der er vant til at rejse langt i elbil, kan nu bekymre sig mindre om rækkevidde og besværlige stop væk fra ruten.

For når kalenderen skifter til år 2026, åbner Vejdirektoratet for 22 nye ladeparker på rastepladserne langs landets motorveje. De nye ladeparker betyder, at elbilister kan køre gennem Danmark uden at forlade motorvejen, når de skal lade elbilen op.

- Vi har et veludbygget ladenetværk i Danmark, og med åbningen af de 22 nye ladeparker ved motorvejsrastepladser sikrer vi kapaciteten og en endnu bredere dækning for elbilisterne, siger transportminister Thomas Danielsen.

Mange elbilister planlægger de lange ture efter, hvor de kan lade op, og derfor har Vejdirektoratet sørget for, at de nye ladeparker er placeret dér, hvor trafikken er – og hvor behovet er størst.

Kort over de nye ladeparker der åbner 1. januar 2026. (Grafik: Vejdirektoratet)

Fuld energi til både dig og din elbil
Vejdirektoratet sætter i alt strøm til 288 nye ladepladser med lynladere langs landets motorveje. Og med en effekt på op til 400 kW pr. ladestander, er elbilisterne hurtigt på farten igen.

Og så kan man trygt hægte sin trailer eller campingvogn bagpå elbilen, da alle ladeparkerne er indrettet med ekstra lange pladser til varevogne og personbiler med anhænger, så man kan lade op uden at skulle afkoble.

På alle ladeparker findes der desuden ekstra brede pladser til f.eks. handicapkøretøjer, og så er arealet omkring ladestanderne gjort mere kørestolevenlige.

Ladepladserne er overdækkede, så elbilister kan stå i ly for regn og sol under opladningen, og på taget er der påsat solceller, som bidrager til den grønne omstilling.



Fra årsskiftet sætter Vejdiretoratet strøm til 22 nye ladeparker langs motorvejene. (Foto: Vejdirektoratet) 

Mens bilen får strøm, kan man benytte faciliteterne på rastepladserne og selv blive “ladet op”, før turen går videre.

- Det er bare at dreje ind, lade op og køre videre, siger projektleder i Vejdirektoratet Jesper Kaae og tilføjer:

- Det skal være let, hurtigt og trygt at lade op. Derfor har vi arbejdet lige så meget med brugeroplevelsen som med selve udbygningen af ladeinfrastrukturen. 

- Ladeparkerne er indrettet, så man nemt kan cirkulere rundt og finde en ledig ladeplads og herefter trille hen på parkeringsarealet, så der bliver plads til den næste elbil – og så kan man alle steder få en bid mad og komme på toilettet.


Ladepark ved Ejer Bavnehøj, der drives af Cirkle K og OK. (Foto: Vejdirektoratet) 

På flere af rastepladserne vil trafikanterne samtidig opleve, at tankstationerne har skiftet navn. Vejdirektoratet har nemlig indgået nye kontrakter på 18 rastepladser fra januar 2026, hvor de har stillet krav om blandt andet et bredere sortiment af mad og drikke, gratis toiletter samt høje krav til rengøring.

De 22 ladeparker åbner alle den 1. januar 2026 og markerer et stort skridt i udbygningen af Danmarks ladeinfrastruktur – og målet om at gøre det nemmere at være elbilist.

-hawin

FAKTA: De nye ladeparker langs motorvejene

• 22 nye ladeparker åbner 1. januar 2026

• 288 ladepladser med op til 400 kW

• Placeringer på rastepladser på tværs af motorvejsnettet

• Plads til opladning med trailer/campingvogn

• Plads til kørestolsbrugere

• Overdækket med solcelletag

• Gode spise- og toiletfaciliteter


19/12 2025
  • Lun levering i ny emballage

    Lun levering i ny emballage

    transport ›En pizzabakke af termoplastisk skum, der holder på varmen og samtidig fastholder fedt og madrester i emballagen, er Klöckner Pentaplasts nye løsning til takeaway og fastfoodlevering
  • Flere lastbiler på solenergi

    Flere lastbiler på solenergi

    transport ›PostNords har i et forsøgsår med 10 lastbiler vist store besparelser på både brændstof og udledning, så nu udvider virksomheden brugen af solceller
  • Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    transport ›CPH Air Lab vil undersøge, om filtre kan fange ultrafine partikler midt i den travle flytrafik. Dermed udvider lufthavnen sin indsats fra at reducere udledninger til også at undersøge, om partikler kan fjernes fra luften
  • Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    transport ›Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i øjeblikket en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandeve med bl.a. andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner
  • Hold banen fri for træer

    Hold banen fri for træer

    transport ›Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer
  • NorDan skruer op for elektrificeret transport

    NorDan skruer op for elektrificeret transport

    transport ›NorDan Vinduer øger brugen af elektrificeret transport af sine vinduer og døre. I samarbejde med transport- og logistikvirksomheden Logistik Centralen forventer parterne at omkring 95 % af leverancerne bliver kørt med elektriske lastbiler fra medio 2027
  • Renault Trafic er årets varevogn

    Renault Trafic er årets varevogn

    transport ›Den helt nye Renault Trafic Van E-Tech Electric gjorde rent bord ved kåringen af International Van of the Year 2027. Den nye, elektriske model kommer efter planen til Danmark i begyndelsen af 2027
  • 35 påkørsler af Banedanmarks broer

    35 påkørsler af Banedanmarks broer

    transport ›Alt for mange lastbiler klemmer sig fast under jernbanebroer, hvilket er både dyrt og besværligt. Banedanmark opfordrer til, at landets vognmænd kigger ekstra grundigt på højderne under landets broer