Ny Group CEO for Scan Global Logistics (SGL)

Ny Group CEO for Scan Global Logistics (SGL)

Scan Global Logistics (SGL) får 1. februar 2016 ny Group CEO. Det er 43-årige Jesper Nielsen, der tidligere har haft flere lederstillinger i DHL Global Forwarding.

Scan Global Logistics skifter ud på toppen.

Ny mand i Group CEO-stolen er 43-årige Jesper Nielsen, der gennem de sidste 10 år haft flere ledende stillinger i DHL Global Forwarding - senest som CEO for Norden og Baltikum med ansvar for en omsætning på over 800 millioner Euro og 800 medarbejdere. Han overtager stillingen efter afgående CEO Henrik von Sydow.

- Jeg glæder mig meget til at overtage rollen som Group CEO for Scan Global Logistics. Under Henrik von Sydows ledelse har virksomheden undergået en markant positiv transformation, og jeg vil tilstræbe at fortsætte denne bæredygtige vækst, siger Jesper Nielsen og fortsætter:

- Vi vil cementere vores position som et troværdigt og agilt alternativ til de store multinationale speditører. Min erfaring og baggrund passer ind med vores indsats for en fortsat styrkelse af vores løfter om øget værdiskabelse til gavn for vores kunder.

Før Jesper Nielsen kom til DHL, har han tilbragt en årrække i udlandet for andre transport- og logistikvirksomheder, blandt andet som direktør hos APL Logistics i England samt ved Shipco Transport som ansvarlig for Hong Kong/Kina.

Skift skal styrke ledelsen

Skiftet, der blev planlagt sidste år, skal være med til at styrke ledelsen hos Scan Global Logistics.

Den afgående CEO, Henrik von Sydow, overtager i stedet formandsposten i bestyrelsen efter Esben Bay Jørgensen, der fortsætter som næstformand.

- Jeg er både glad og stolt over, at vi har kunnet tiltrække Jesper Nielsen til posten. Jesper har en international karriere bag sig og bidrager ikke mindst med en bred erfaring både inden for branchen og for ledelse, men han har også en betydelig indsigt i kunde- og partnerforhold.

- Jeg er overbevist om, at Scan Global Logistics vil fortsætte den succesfulde udvikling under Jespers ledelse, siger Henrik von Sydow.

Jesper Nielsen har gennemført Top Executive Leadership uddannelse ved DHL´s internal Academy.

Privat bor han i København, er gift og har tre børn.

 

- mklarlund

 

 

 

 

1/2 2016