Droneindustriens nye rolle i EuropaIDS26 blev afholdt den 3. og 4. juni i HCA Airport.

Droneindustriens nye rolle i Europa

Rekordmange deltagere fra hele verden besøgte for nyligt International Drone Show 2026 i Odense, hvor forsvar, europæisk robusthed og operative droneløsninger satte dagsordenen

Én ting står klart efter årets International Drone Show i Odense: Droner er ikke længere en teknologi, der primært forbindes med fremtidsscenarier og pilotprojekter. Tværtimod bevæger droneområdet sig nu hurtigt mod at blive en central del af Europas sikkerhedspolitiske landskab og kritiske infrastruktur.

Det blev understreget på IDS26, der den 3. og 4. juni samlede godt 1.500 deltagere fra 40 lande ved HCA Airport i Odense — det højeste antal i eventets historie.

Både konferenceprogrammet og de mange live-demoer viste, at droneindustrien har flyttet sig markant de seneste år: Fra demonstrationsprojekter og testforløb til konkrete operative løsninger, som allerede anvendes i praksis inden for blandt andet forsvar, energi, logistik og kritisk infrastruktur.

- Hvis man sammenligner med bare for få år siden, er det tydeligt, hvor hurtigt droneområdet har udviklet sig. Tidligere handlede det meget om potentialer og fremtidsperspektiver. Nu handler samtalerne i stigende grad om produktion, robusthed, forsyningskæder og ikke mindst forretning. 

- Det siger meget om, hvor droneindustrien befinder sig lige nu – og det er netop den udvikling, vi samler aktørerne omkring på IDS, hvor der er fokus på både teknologi, anvendelse og de forretningsmuligheder, der følger med, siger Søren Elmer Kristensen, ceo i Odense Robotics, der sammen med det nationale dronetestcenter UAS Denmark Test Center står bag IDS.

Sikkerhed og robusthed på dagsordenen
Krigen i Ukraine og den generelle geopolitiske udvikling har samtidig accelereret behovet for europæiske dronekapaciteter og nye samarbejder mellem industri, forskning og forsvar.

På IDS26 blev der blandt andet sat fokus på Europas muligheder for at opbygge stærkere og mere uafhængige droneværdikæder — både inden for software, produktion og kritiske komponenter.

- Som testcenter oplever vi et markant større behov for at kunne teste og udvikle løsninger tættere på den operationelle virkelighed. Det gælder ikke mindst i samarbejdet mellem industri og forsvar, hvor innovationscyklusserne er blevet langt kortere end tidligere. 

- Det stiller nye krav til samspillet mellem udviklere, testmiljøer og myndigheder, og det er blandt andet den udvikling, et samlende brancheevent som IDS er med til at understøtte, siger Michael Larsen, head of UAS Denmark Test Center.

Danmark er blevet internationalt knudepunkt for droner
Den store interesse for IDS er et synligt bevis på, at dronemiljøet på Fyn i disse år tiltrækker sig stigende international opmærksomhed.

Tilstedeværelsen af dronetestcentret UAS Denmark Test Center, et stærkt økosystem af dronevirksomheder og startups understøttet af Odense Robotics samt etableringen af Forsvarets dronecenter i Odense understreger ifølge Odenses borgmester, at Fyn er blevet et europæisk knudepunkt for udvikling, test og anvendelse af droneteknologi.

- Det er glædeligt, at International Drone Show igen er med til at sætte både Odense og Danmark på landkortet som et af Europas førende miljøer for droner og autonome teknologier. 

- Når virksomheder, investorer, forskere og myndigheder fra store dele af verden mødes her på Fyn, styrker det ikke alene vores internationale position inden for robot- og droneteknologi i Europa - det bidrager også til den fortsatte udvikling af en branche med et betydeligt vækstpotentiale for både Odense og Danmark, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense.

-hawin

Næste års International Drone Show er allerede programsat og afholdes den 2.-3. juni 2027.

Fakta om International Drone Show 

 Fakta om IDS26

IDS26 blev afholdt den 3. og 4. juni i HCA Airport. Eventet bød blandt andet på:

• Ca. 1.500 deltagere

• 40 lande repræsenteret

• 170 udstillere

• 26 live demonstrationer

• 65 oplægsholdere

Konferenceprogrammet satte blandt andet fokus på:

• Forsvar og sikkerhed

• Kritisk infrastruktur

• Europæisk droneproduktion

• Advanced Air Mobility

• Integration af droner i europæisk luftrum

• Brugen af droner inden for energi, offshore og logistik







8/6 2026
  • Tre veje til stærkere dansk produktion

    Tre veje til stærkere dansk produktion

    logistikloesninger ›En modig sønderjysk SMV, en midtjysk sværvægter i vindmølleindustrien og en virksomhed med ”klar udsigt” til verden er alle nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2026
  • Second-handvarer gearer op

    Second-handvarer gearer op

    logistikloesninger ›Logistikudbyderen, Instabee Group har indgået et nyt strategisk partnerskab med secondhand-platformem, Vinted som skal understøtte hurtigere, smidigere og mere miljømæssigt bæredygtige leveringer for medlemmerne i Europa
  • Descartes sætter AI-agenter i arbejde

    Descartes sætter AI-agenter i arbejde

    logistikloesninger ›Descartes, global leverandør af software til logistikintensive virksomheder, har lanceret MacroPoint OpsForce, en ny funktion baseret på agentisk AI med det formål at automatisere fragtflows
  • Interroll overtager Royal Apollo Group

    Interroll overtager Royal Apollo Group

    logistikloesninger ›Interroll Holding overtager Royal Apollo Group, en hollandsk leverandør af løsninger inden for vertikal transport, logistik og presning
  • Danmarks første laboratorium for humanoide robotter

    Danmarks første laboratorium for humanoide robotter

    logistikloesninger ›Teknologisk Instituts indviede på årets ROBOTBRAG sit nye Humanoid Lab. Det skal skal hjælpe dansk industri med at finde ud af, om fremtidens robotter er klar til fabriksgulvet
  • Humanoid Robot vinder DIRA Teknologiprisen 2026

    Humanoid Robot vinder DIRA Teknologiprisen 2026

    logistikloesninger ›Den menneskelige robot med navnet Unitree G1 løb med sejren - ikke kun for, hvad den kan i dag, men hvad den repræsenterer for fremtiden, siger juryen
  • AI-alliance effektiviserer lagerdriften

    AI-alliance effektiviserer lagerdriften

    logistikloesninger ›Dematic udvider sine automatiseringsløsninger via partnerskab med GreyOrange, hvis AI-baserede funktioner hjælper kunderne med at optimere drift og fleksibilitet og få mere værdi ud af automatisering
  • Blå paller cirkulerer videre

    Blå paller cirkulerer videre

    logistikloesninger ›Chep Danmark og Rema Distribution Danmark har fornyet deres mangeårige samarbejde med en femårig aftale, der styrker parternes fælles ambition om øget effektivitet i forsyningskæden