Oplæg var tilløbsstykker
Automatisering var omdrejningspunktet, da fire udstillere tog scenen ved Netværk for Lager & Logistik og gav hver deres bud på fremtidens logistik
Af Lisbeth Petersen
Fra strategiske overvejelser og fleksible teknologivalg til konkrete løsninger med robotter, AI og datadrevet optimering.
Det var temaerne, da fire forskellige oplægsholdere gik på scenen i konferencerummet til arrangementet Netværk for Lager & Logistik i Hvidovre den 30. april.
Her tegnede de et fælles billede: Der findes ingen standardløsning – kun velovervejede valg i en stadig mere kompleks virkelighed.
Automatisering er ikke en ‘onesize-løsning’
Guy Courtin, som er vicepræsident for Industri og Globale Alliancer i Tecsys satte scenen med et internationalt perspektiv på lagerautomatisering og understregede, at succes ikke kun afhænger af teknologi, men i høj grad også af strategi og timing.
Guy Courtin, vicepræsident for Industri og Globale Alliancer i Tecsys.
- I 2031 vil 75 % af al indendørs varehåndtering ifølge en ny analyse blive foretaget af mobile robotter. Men moderne automation er stadig i sine teenage-år, og det stiller krav til virksomhedernes overvejelser, sagde Guy Courtin og uddybede:
- Lagrene får stadig flere opgaver, forpligtelser og ansvar med vareleverandørernes krav om bl.a. effektivitet og sikkerhed på den ene side og forbrugernes forventninger om gratis, hurtig levering og returneringsmuligheder på den anden.
- Samtidig presser manglen på arbejdskraft på beslutningsprocessen med at gå i gang med automatiseringen, og her er det vigtigt for lagercheferne at huske, at et system ikke kan være en ‘One-size-fits-all'-løsning. Derfor skal de nøje overveje, om det f.eks. er nøjagtighed, hastighed, lagerkapacitet eller andet, der er det vigtigste for netop deres virksomhed, pointerede Courtin.
‘Syv’ på svensk eller blå banan
Herefter fulgte logistikrådgiver og designer af automationsløsninger i Lexit Group,
Michael Ynill, med konkrete eksempler på, hvordan virksomheder kan optimere deres logistikflow gennem digitalisering og datafangst – uden at omkostningerne løber løbsk.
Michael Ynill, er Logistikrådgiver og designer af automationsløsninger i Lexit Group.
Han fortalte om virksomhedens Pick-by-voice-system, som kan bruges af lagerarbejdere, der taler forskellige sprog, fordi det kan programmeres individuelt.
- Hvis jeg f.eks. arbejdede på et svensk lager, hvor jeg skulle plukke syv stk. af en vare, ville det gå helt galt, fordi jeg simpelthen ikke kan udtale ‘syv’ på svensk. Så, i stedet kan jeg vælge at sige ‘blå banan’ og have indkodet i systemet, at netop dét, betyder ‘syv’, illustrerede Michal Ynill.
Han fremhævede også det kinesiske lagersystem, HAI PickClimp, hvor robotter betjener et højlager fra siderne, og hvor de enkelte ‘lagerskuffer’ kan tilpasses forskellige størrelser produkter – også brandfarlige.
- Det, tror vi, bliver fremtidens automatiske lagerløsning, sagde Michael Ynill.
Sårbarhed kræver investeringer
Senere på formiddagen gav Andreas Anyuru, chef for teknologisk udvikling i Consafe Logistics, et nuanceret blik på brugen af AI i lagerdrift. Her blev både potentialer og begrænsninger foldet ud, med fokus på ansvarlig implementering i en usikker verden.
Andreas Anyuru, chef for teknologisk udvikling i Consafe Logistics.
- AI vil få en dramatisk indflydelse på alt – inklusive lagerdrift – i fremtiden, men det betyder også, at lagrene vil være attraktive mål for cyperangreb. Den sårbarhed medfører et stort ansvar, for et nedbrud rammer jo ikke kun lageret, men også partnerne og kunderne.
- Det kan koste hundredvis af dollars, hvis man skal genstarte et helt system, som plejer at køre 24/7, advarede Andreas Anyuru. Han pointerede dermed også, hvor vigtigt det er, at virksomhederne foretager vedvarende investeringer i cypersikkerhed og opdateringer i de automatiserede systemer.
Alle specialister i huset
Afslutningsvis demonstrerede Kim Koertsen fra Danrobotics, hvordan robotteknologi kan binde hele intralogistikken sammen – fra varemodtagelse til færdig palle.
Koertsen har arbejdet med robotter siden 1986 og etablerede i 2022 DanRobotics, som ligger i Middelfart.
Kim Koertsen, er ejer af og direktør i Danrobotics
Virksomheden producerer ikke selv robotter, men har ansat specialister i automatisering af alt fra svejsning til intern transport, og virksomheden integrerer totalløsninger med udstyr fra bl.a. automationsvirksomheden ABB og KUKA-robotter.
Det er siden starten i 2022 blevet til mere end 600 robotanlæg til virksomheder som Bestsellers, Lego, Plus Pack m.fl., og under sit oplæg viste Kim Koertsen en række små videoer om nogle af de mange løsninger, hans virksomhed leverer; fra forskellige måder en robot kan åbne papkasser på, over plukke- og svejseteknologier og til palletering og transport på lageret.