Læssevis af ramper på programmet
Læsseramperne fuldender produktsortimentet hos Nordic Systems, så man nu er i stand til at fungere som totalleverandør af portløsninger og de tilhørende services.

Læssevis af ramper på programmet

Portleverandøren, Nordic Systems, udvider produktsortimentet med læsseramper, så man nu er totalleverandør af både kundespecifikke og standardbaserede portløsninger

Af Hans Windeløv

Portleverandøren, Nordic Systems, har fart på. Siden starten i 2005 har man ikke set sig tilbage. Heller ikke under krisen. Det er faktisk gået slag i slag med udviklingen og salget af de kundetilpassede løsninger, som man er eksperter i.

Seneste tiltag i porteføljen af løsninger er fleksible læsseramper, slusehuse og læssebroer, som gør leverandørens sortiment af løsninger endnu bredere.

- Ja, vi er faktisk blevet totalleverandør af løsninger til portprojekter og er i stand til at løse opgaver, hvor alle led i en portentreprise er til stede. Hurtigporte af fiberdug, ledhejseporte, rulleporte, skydeporte, brandporte og lavenergiporte.

- Ja, alle slags porte, både til indendørs løsninger og til porthuller i ydervæggene. Nu kommer læsseramperne og fuldender produktsortimentet, siger indehaver og administrerende direktør i Nordic Systems, Laimonas Garbacenka.

En attraktiv samarbejdspartner

Ramperne gør naturligvis portleverandøren attraktiv som samarbejdspartner. Og netop begrebet samarbejdspartner er noget, man skal tage seriøst.

For selv om man har fået ramperne på programmet og er i stand til at levere komplette løsninger, handler det ikke bare om at levere alle standardkomponenterne til en portentreprise. Nordic Systems er nemlig kendt for at lave kundetilpassede løsninger.

- Vi laver de løsninger, som kræver indgående analyser af hele logistikset-up’et. Det er løsninger, som kræver, at vi tænker kreativt i både udformning og montering af portene og helheden i projektet.

- Her klarer vi selv de sværeste opgaver, hvad enten det handler om porte i rigtigt store størrelser eller løsninger, hvor porte spiller sammen med andre logistikelementer. Kræver det eksempelvis, at vi tilpasser portene til conveyorbaner eller lignende, gør vi det, siger Laimonas Garbacenka.

Med et smil fortæller han, at det endvidere hænder, at andre portleverandører sender kunderne videre til Nordic Systems, når opgaverne bliver for komplekse og krævende.

Uafhængig af portbrands

Spørger man Laimonas Garbacenka, er en af Nordic Systems store forcer, at portvirksomheden ikke begrænser sig til at levere bestemte portbrands. Man er i dialog med en lang række leverandører og har et indgående kendskab til markedet.

- Vi bliver nødt til at være uafhængige for netop altid at kunne levere de optimale løsninger. Det kræver, at vi kan vælge lige præcis den port, der opfylder kravene og gør løsningen effektiv og bæredygtig.

- Og det handler jo også om, at vi ofte har en direkte dialog med producenterne om at få modificeret portene, lavet specielle funktioner eller få dem bygget efter helt specielle mål. Her har vi altså godt styr på hvem blandt producenter og leverandører, der har de forskellige spidskompetencer.

- På den måde er vi altid i stand til at opfylde kundernes specifikke ønsker. Her er der ind imellem også tale om, at løsningerne bliver en anelse dyrere end de gængse standardløsninger. Men kunderne er med på den, når der er tale om portløsninger, som er noget ud over det sædvanlige, uddyber Laimonas Garbacenka, som dog også kommer ind på, at man sagtens kan levere standardløsninger.

Portløsninger effektiviserer logistikken

Nordic System har både leveret porte til produktions- og logistikindustrien, til landbruget, til lufthavne, bilforhandlere og mange andre steder. Skydeporte til hangarer i lufthavne kræver stor bredde, og Nordic System har leveret flere i helt store størrelser.

En enkelt endda med en bredde på hele 78 meter og med god højde til haleroret også. Men også store ledhejseporte til industri- og landbrugsbygninger, hvor materiel i den helt store størrelse skal kunne køre ind og ud, hører med.

Ligeledes har Nordic Systems leveret portløsninger, der effektiviserer logistikken. Hurtigporte og portløsninger, som integrerer conveyorsystemer, er blandt nogle af de projekter, man har været involveret i.

De nye ramper, som bliver leveret i længder på op til 4,5 meter og op til 2,5 meters bredde, giver endnu bedre muligheder for at skabe både optimal logistik og for at indgå i mange forskellige projekter.

Portfirmaet vækster

Og i det hele taget er der bud efter løsningerne fra Nordic Systems. Alene det seneste år har portleverandøren haft en vækst på 30 % på personalesiden.

- Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi skal bruge en masse dygtige folk i virksomheden. Både hvad designere og ingeniører angår, hvad montører og servicefolk angår og altså også når det handler om salget, har vi oprustet gevaldigt det seneste år. Rigtigt mange af vore løsninger er kundespecifikke.

- Det betyder, at vi lægger meget arbejde i hver enkelt løsning. Det kræver, at vi har en stor stab af folk med de rette kompetencer, da vi arbejder på flere forskellige projekter ad gangen.

- Skal vi kunne klare alle disse opgaver og også kunne levere, montere og servicere både dem og standardløsninger, kræver det, at vi følger med og leverer kvalitet på alle niveauer, siger Laimonas Garbacenka.

Interesse hos arkitekter og rådgivende ingeniører

Nordic Systems er blevet en attraktiv samarbejdspartner i mange sammenhænge. Både hos arkitekter og rådgivende ingeniører er der stigende interesse for virksomheden fra Vissenberg på Fyn. Med de nye læsseramper satser Laimonas Garbacenka på, at der bliver ekstra stor opmærksomhed om leverandøren.

- Med ramperne er vi i stand til at indgå i både eksisterende løsninger, hvor der er behov for nye effektive læsseramper og i helt nye projekter. Vi kan fungere enten som underleverandør eller som totalleverandør. Da vi nu har hele produktsortimentet, kan vi skræddersy løsningerne helt efter bygherrens ønsker og de løsninger, som både arkitekter og rådgivende ingeniører efterspørger.

- Og her oplever vi oftere og oftere, at vi kommer tidligt ind i projektforløbet, fordi vores ekspertise og vore kompetencer er brugbare tidligt i planlægningsfasen. Vi er efterhånden en kendt spiller på området, og læsseramperne er med til at udbygge vor position, vurderer Laimonas Garbacenka.

 

Læsseramperne

De nye læsseramper fra Nordic Systems benytter kun en cylinder til justering af rampen. Det er ifølge administrerende direktør i Nordic System, Laimonas Garbachenka, en af årsagerne til, at læsseramperne tilpasser sig til lastbilernes højde og til situationen, når gaffeltruck læsser og losser varer til og fra bilerne.
- Systemet med en cylinder sørger for, at rampen er bedre til at tilpasse sig til vibrationer fra det kørende materiel og til den vægt, man kører med. Dermed får man en meget stabil kørsel og undgår dels, at store vibrationer bliver overført til truckføreren og dels, at lastbilen hopper for meget op og ned. Det betyder at man får et meget stabilt vareflow til og fra bilerne, hvilket skaber effektiv logistik, siger Laimonas Garbachenka.
Selve ramperne er bygget i tykt rustfrit stål. Nordic System leverer dem i de farver, kunderne ønsker.
Ramperne findes i op til 4,5 meters længde. Teleskopsystemer er også en mulighed, hvis længden skal forøges, ligesom Nordic Systems også leverer slusehuse og ramper med start på grundniveau fra en og samme rampeleverandør.
- Ved hjælp af ramperne er vi som sagt i stand til at lave kundespecifikke løsninger, men vi kan altså også levere standardløsningerne, siger Laimonas Garbachenka med et smil.

 

13/11 2015