Hyster er tilbage i Danmark
Tektra blev i sommeren 2025 udnævnt til officiel Hyster-forhandler. Hos Hyster ser man frem til samarbejdet, der skal styrke material handling-brandet i Danmark
Af Hans Windeløv
Selvom de i mange år har arbejdet utrætteligt på terminalerne, i industrien, på lagrene og i logistikcentrene herhjemme har de dog også været fraværende fra det danske marked i nogle år.
I hvert fald hvad forhandlersituationen angår. Det er de gule maskiner fra Hyster, der er tale om. Hyster, som er en del af ”Dual-brandet” Hyster-Yale, har ikke været repræsenteret med en officiel importør og forhandler i Danmark de seneste tre års tid. Det er der altså lavet om på.
Service var første skridt
Tidligere på året blev Tektra i Hasselager ved Aarhus nemlig udnævnt til officiel Hyster-forhandler. Og det er danske Benno Bonde, som er regional manager for Hyster-Yale Group i Norden rigtig glad for.
- Der var flere ting som skulle falde i hak, fordi vi gik mere systematisk til værks med hensyn til at finde den virksomhed, der på langt sigt vill være det rigtige match. Det hjalp Hysters strategiske partner, Zweegers Equipment Group med til via opkøbet af Tektra.
- I første omgang kom et samarbejde i stand mellem Hyster og Tektra om servicering af de eksisterende danske Hyster-kunders maskiner. Tektra var i forvejen forhandler af Yales truckportefølje gennem mere end 20 år.
- Med en salgs- og serviceorganisation på plads til material handling-udstyr var det derefter helt oplagt at tage de næste skridt sammen med henblik på forhandlersituationen for Hyster-maskinerne.
- Og specielt med den kapacitet Zweegers tilfører som vores strategiske partner, vil vi se, at Tektras organisation bliver yderligere styrket inden for den nærmeste fremtid, fortæller Benno Bonde.
Første og største ordre er i hus
Hyster-forhandleraftalen blev realiseret i forbindelse med at Tektras direktør, Peter Leth gik på pension. Han solgte Tektra til Zweegers.
Det banede vejen for at den østjyske virksomhed blev officiel importør og forhandler af Hyster, så man dermed fik ”Dual-brandet” i hus.

Og det er noget slutkunderne har efterspurgt. Benno Bonde fortæller at Tektra i oktober lagde den største ordre koncernen har modtaget i Norden nogensinde. 130 enheder lød den på.
Det ser han som et udtryk for, at Hyster har været savnet på det danske marked.
- Det viser at Tektra er det rigtige match. Med både Hyster og Yales maskiner i sortimentet, har de nu en produktportefølje, som gør dem til totalleverandør af stort set alt udstyr til material handling. Og derudover har man adgang til hele Hysters program af brugte truck, siger han.
Værdikæden bliver styrket
Med maskiner lige fra manuelle palleløftere til de helt store terminal- og containertruck og alt derimellem spænder Hysters program bredt. Dermed kan Tektra levere løsninger der er specifikt designet til kundernes opgaver.
- Hos Hyster ser vi Tektra som en troværdig og kompetent samarbejdspartner. De kender material handlingverdenen. Og med Hyster-brandet har vi allerede set, at de får flere opgaver i ordrebogen.
- Dem har vi tillid til at de løser. Vi har haft en konstruktiv dialog med både Zweegers og Tektra om det fremtidige samarbejde og de rammer det skal foregå i.
- Vi regner med, at Tektra udvider kapaciteten og mander op på både salgs-, service- og montørsiden. Og samtidig satser vi på, at de også udbygger de fysiske rammer hen ad vejen.
- Det skal styrke hele værdikæden, så slutkunderne oplever første klasses service, uanset om der er tale om salg og klargøring af nye maskiner eller service og reparationer af eksisterende, siger Benno Bonde.
På banen med budgettruck
Han kommer ind på, at Hyster er et ”Premium brand” med maskiner i høj kvalitet. Det er maskiner, som er interessante for rigtig mange kunder i industrisegmentet, hvor pålideligt og hårdført materiel er påkrævet. Også selvom priserne ligger i den høje ende.
- Derudover er der også et segment af kunder, som blot har behov for materiel til de mindre belastende opgaver et par gange om dagen. Det er truck som faktisk holder stille en stor del af tiden og derfor ikke skal koste alverden.
- Nu kan Hyster også levere dem. De såkaldte ”budget-truck” er produceret på vores fabrikker og er derfor stadig et Hysterprodukt i høj kvalitet omend til en lavere pris.
- Det er en satsning, som skal brede Hyster-brandet ud til endnu flere kundesegmenter. Og det kræver altså en stærk forhandlerorganisation, at få kørt hele varesortimentet i stilling, siger Benno Bonde.
Hyster producerer sine Truck i Europa og har et stort reservedelslager i Holland. Dermed er der kort aftræk med hensyn til levering til forhandlerne og direkte til kunderne i hele Europa og altså også til Danmark.
Det kommer både Tektra og slutkunderne til gode, mener regional manageren.
Forhandleren vælger underleverandøren
Samtidig har der været fart på omstillingen af processerne i lager- og logistikvirksomhederne de seneste år, hvor truckflåder i stadig højere grad spiller sammen med automatisk lagerudstyr.
Hyster har da også udvidet sit sortiment med flere AGV-serier. Opkøb af automatiserings- eller integratorselskaber har man dog ikke foretaget, ligesom man heller ikke opererer med faste underleverandøraftaler med automatiseringsspecialister.
- Integrerede automatiseringsløsninger er kommet for at blive. Vi lader det dog være op til vores forhandlere at agere rådgivere, når projekterne kommer på tale.
- Dermed kan de benytte og vælge de underleverandører, som egner sig bedst til de konkrete opgaver. Vi har stor tillid til at Tektra kommer i hus med opgaver af den karakter, når der er behov for det.
- Under alle omstændigheder mener vi, at samarbejdet med Tektra giver Hyster det løft, der er brug for i Danmark.
- Det er den helt rigtige samarbejdspartner, som både leverer udstyr til de traditionelle lageropgaver, til Heavy Duty-segmentet og som kan skræddersy løsninger og truckflåder alt efter kundernes behov, siger Benno Bonde.