Aarhus Havn med i fælles, grøn front for mere landstrøm

Aarhus Havn med i fælles, grøn front for mere landstrøm

Havnen har søgt EU-midler til opførelse af et landstrømsanlæg på containerterminalen. Ansøgningen er sendt i samarbejde med Bremerhaven, Göteborg, Stockholm, Hamborg og Oslo, der alle har et ønske om at udvikle og bygge landstrømsanlæg til containerskibe, og rederiet Unifeeder bakker op om projektet

Aarhus Havn har specifikt søgt om 37 millioner kroner hos infrastrukturfonden CEF, der står for Connecting Europe Facility og er en pulje hos EU, der er øremærket til transportinfrastruktur.

-Vi har et mål om at blive den mest bæredygtige havn i Østersøområdet, og det her er et vigtigt skridt på vejen. I fremtiden vil containerskibe kunne slukke dieselgeneratorerne og lade den grønne strøm forsyne skibet med energi, siger Anne Zachariassen, der er COO hos Aarhus Havn.

Ansøgningen om EU-midlerne er skrevet i et samarbejde med havnene i Bremerhaven, Göteborg, Stockholm, Hamborg og Oslo, der alle har et ønske om at udvikle og bygge landstrømsanlæg til containerskibe

Derudover har rederiet Unifeeder udtrykt sin opbakning til projektet, da det netop er skibe som rederiets, der vil kunne koble sig til det kommende landstrømsanlæg.

 Martin Gaard Christiansen, europæisk CEO og global CCO hos Unifeeder.

-Unifeeder har sat sig ambitiøse klimamål, herunder at være net zero inden 2050. Selvom brugen af alternative brændstoffer som bio-brændstoffer og snart methanol og senere også ammoniak vil bidrage til lavere CO2-udledning, er brugen af landstrøm under havneanløb en vigtig del af vores vej til en grønnere fremtid, siger Martin Gaard Christiansen, der er europæisk CEO og global CCO hos Unifeeder.

Containerskibe stiller mindre krav end krydstogtskibe
Aarhus Havn har som den første - og indtil videre eneste - havn i Danmark et landstrømsanlæg til krydstogtskibe, og da havnen står for mere end 70 procent af den danske containerfragt, er det nærtliggende at kigge på containerterminalen som det næste.

Mens landstrømsanlægget til krydsskibe kan levere helt op til 16 megawatt, som bruges til at holde liv i alt fra restauranter til wellness ombord, stiller containerskibene mindre krav. Forventningen er, at de kommende landstrømsanlæg skal kunne levere tre megawatt til de største containerskibe.

-Vi har omkring 175 anløb i Aarhus hvert år med vores skibe, hvilket gør os til en af havnens hyppigste gæster. Under vores ophold udsender vi CO2 gennem strømproduktion ombord, og det ønsker vi at undgå i fremtiden, siger Martin Gaard Christiansen.

Udover at dieselgeneratorerne sender CO2 ud i atmosfæren, når de kører, så har de også de lokale ulemper, at de støjer og lugter. Disse gener forsvinder fuldstændig, når skibe i stedet bruger landstrøm.

Studie skal undersøge mulighederne for tilpassede landstrømsanlæg
Aarhus Havn har anløb fra containerskibe i mange størrelser. De største er omkring 400 meter lange, mens andre har en længde på under 200 meter.

Selvom de mindre skibe selvsagt vil have behov for at få mindre strøm gennem det kommende landstrømsanlæg, så er der dog en udfordring: For at kunne modtage strøm fra landstrømsanlægget, skal skibene have matchende infrastruktur ombord - uanset skibets størrelse.

Og det kan være en dyr omgang.

-Hvis prisen for at ombygge et skib til at kunne modtage landstrøm er for høj, så er det ikke sandsynligt, at de mindre skibe gør det. Det bliver simpelthen for dyrt. Vi vil gerne hjælpe med at gøre det attraktivt at vælge den grønne løsning, siger Anne Zachariassen.

 COO i Aarhus Havn,  Anne Zachariassen

Ansøgningen omhandler derfor også midler til at løse det problem. Midlerne skal bruges til et studie, der skal undersøge, om man kan lave et mindre anlæg, der er designet til mindre skibe, så omstillingen bliver billigere.

-Vi er meget interesserede i at sikre, at den tekniske udformning af landstrømsforbindelserne ikke bliver en ulempe for visse skibstyper. Nogle skibstyper har kun brug for den billigere lavspændingsforbindelse, mens andre skal bruge den dyre højspændingsforbindelse, siger Martin Gaard Christiansen.

Når nogle af Europas største havne og et af verdensdelens vigtigste rederier går sammen om disse projekter, øger det tempoet på den grønne omstilling.

Men den fælles front har flere fordele.

Det sender et signal til branchen om, at vi alle skal omstille os. Når muligheden for landstrøm er der - måske endda i flere varianter på sigt - så har vi alle et ansvar for at træffe det grønne valg. Jeg tror på, at vi når i mål, siger Anne Zachariassen.

Aarhus Havn forventer, at containerskibe kan slutte sig til landstrøm i slutningen af 2026.

-lipe

4/4 2024
  • Tredje kåring af København og Copenhagen Malmö Port

    Tredje kåring af København og Copenhagen Malmö Port

    havne ›Havnefællesskabet CMP er for igen kåret som Europas førende krydstogthavn ved World Travel Awards. Alene i år bliver antallet af krydstogtgæster omkring 880.000
  • Esbjerg Havn får nøglerolle i CO2-lagring

    Esbjerg Havn får nøglerolle i CO2-lagring

    havne ›Da Kong Frederik og stifter af INEOS, Sir Jim Ratcliffe, var med til at skyde Project Greensand i gang på Esbjerg Havn, var det også begyndelsen på en ny industri, som ifølge en forsker fra Aalborg Universitet er vigtig for hele Europas industri
  • CS Wind udbyder stort erhvervsareal nær Odense

    CS Wind udbyder stort erhvervsareal nær Odense

    havne ›Colliers Fyn har fået til opgave at udleje 42.500 m2 lager- og produktionsarealer samt 327.500 m2 udendørs oplagsarealer for CS Wind på Lindø i Munkebo, uden for Odense. Målt på volumen er det en af de største fynske fremlejesager, der nogensinde har ramt markedet
  • Odense Havn og Sund & Bælt forhandler om Fehmern

    Odense Havn og Sund & Bælt forhandler om Fehmern

    havne ›De to parter har aftalt eksklusive forhandlinger om langsigtet udvikling og drift af det otte millioner m2 store anlægsområde for Fehmerntunnelen ved Rødby Havn
  • Jernbanesamarbejde styrker det nordjyske erhvervsliv

    Jernbanesamarbejde styrker det nordjyske erhvervsliv

    havne ›Et samarbejde mellem APM Terminals Aarhus og Port of Aalborg forbinder nu Aalborg med containerterminalen i Aarhus via en ugentlig togforbindelse. Det giver nordjyske virksomheder flere transportmuligheder og understøtter ambitionen om at flytte mere gods fra vej til jernbane
  • Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    havne ›Det bliver verdens to første fossilfrie RoPax-færger i den størrelse, Stenaline vil indsætte på Kattegat senest i 2030. Aftalen er indgået mellem rederiet, Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn
  • Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    havne ›Erhvervslivets positive udvikling har sammen med en styrkelse af Aarhus Havns rutenetværk bidraget til stigende godsmængder og en høj aktivitet i første halvår af 2026. Det får havnen til at opjustere forventningerne til hele 2026
  • Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    havne ›Port of Aalborg har indgået kontrakt med den danske Leap Solutions ApS om levering af et nyt hybridt landstrøms- og batterilagringssystem som skal bidrage til havnens overordnede elektrificeringsprojekt