Direktørskifte i Hanstholm Havn på vej

Direktørskifte i Hanstholm Havn på vej

Hanstholm Havn går i sensommeren ind i en ny vækstfase efter færdiggørelsen af den 600 millioner kroner store havneudvidelse. Derfor har Hanstholm Havns direktør gennem de seneste fire år, Niels Clemensen besluttet at fratræde sin stilling. Han erstattes midlertidigt af Nils Skeby, der forventes at tiltræde som havnedirektør den 25. august 2020 efter Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommunes endelige godkendelse

Hanstholm Havn vedtog i 2015 en ambitiøs målsætning om at blive Nordeuropas førende havn inden for konsumfisk. Niels Clemensen blev året efter hentet ind som ny direktør, og siden har havnen haft en imponerende udvikling.

En havneudvidelse til 600 millioner kroner er gennemført til aftalt tid og budget og forventes afleveret i næste måned, en ny køleauktionshal står klar til november, en ny kombineret multi- og kassehal er i drift, og en ambitiøs plan om at gøre havnen CO2-neutral er godt undervejs.

Havnens kerneforretning udvikler sig planmæssigt, og i 2019 blev der landet fisk for rekordhøje 1,1 milliarder kroner.

Nu står Hanstholm Havn over for en ny vækstfase, og det er ifølge Niels Clemensen et godt tidspunkt for ham at takke af og søge nye udfordringer:

- Jeg er meget stolt over de resultater, som havnens medarbejdere, ejere, bestyrelse, ledelse og samarbejdspartnere i fællesskab har nået de seneste år. Det har været en fantastisk rejse at være med på, og jeg vil tillade mig at sige, at Hanstholm Havn nu er i sit livs form, forklarer Niels Clemensen og fortsætter:

- Nu påbegyndes et nyt vækstspor, og jeg har efter modne overvejelser besluttet, at det er det rette tidspunkt for mig at prøve kræfter med andre opgaver. Jeg har været meget glad for arbejdet og glæder mig til fortsat at følge udviklingen fra sidelinjen.

Beslutningen er modtaget af bestyrelsen for Hanstholm Havn, hvor bestyrelsesformand Martin Vestergaard har siddet siden 2014:

- Det er med stor beklagelse, at jeg har modtaget Niels Clemensens opsigelse. Han har været et stort aktiv for havnen, og der er ingen tvivl om, at han har en stor del af æren for den positive udvikling, havnen har gennemgået de seneste år. Han har lagt et stort engagement i både drift og udvikling, og Niels og jeg har haft et både godt og tæt parløb. Jeg har dog stor respekt for beslutningen og timingen, som under omstændighederne er god, og jeg ønsker Niels alt det bedste fremover, siger Martin Vestergaard.

Han siger supplerende, at han og den øvrige bestyrelse efter moden overvejelse har valgt at finde en midlertidig erstatning for Niels Clemensen. En midlertidig afløser giver ifølge Martin Vestergaard ro til at finde den rette og mere permanente profil til jobbet samtidig med, at havnen får en særdeles kompetent løsning her og nu.

Valget er faldet på den 56-årige Nils Skeby, der gennem de sidste 15 år har arbejdet med udvikling af virksomheder og forretningsområder. Han har blandt andet været drivkraften i etablering af Taulov Dryport, som er Danmarks eneste Dryport, og som er et samarbejdet mellem ADP og PFA Pension. Taulov Dryport er beliggende i Fredericia og er på 700.000 kvadratmeter.

- Jeg har fulgt udviklingen af Hanstholm Havn og er imponeret over den position, der er skabt – ikke mindst i de seneste år. Der er ingen tvivl om, at havnen og området rummer et stort potentiale for yderligere udbygning og vækst, og jeg glæder mig meget til at komme i gang og være med til at indfri det, forklarer Nils Skeby.

Både Niels Clemensen og Nils Skeby vil være at finde på Hanstholm Havn i august måned, og der er således aftalt en overgangsperiode, hvor Niels Clemensen fortsat står som ansvarlig for havneudvidelsen.

Perioden løber frem til den 31. august 2020, hvor den forventede aflevering af det meget store og komplekse udvidelsesprojekt vil finde sted. Bestyrelsen for Hanstholm Havn vil også i perioden træde tættere på forretningen, så en kompetent afleveringsforretning sikres, og så havnens drift og udvikling kan fortsætte med uformindsket styrke.

-hawin

Læs mere om havne

4/8 2020
  • Dansk Niels Bo

    Dansk Niels Bo

    Transportvogne, plastkasser, affaldshåndtering og lagerudstyr.
  • Combilift

    Combilift

    Customised material handling solutions